​Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i British Journal of Psychiatry.

"Insulinresistens er karakteriseret ved nedsat cellulært respons på insulin i muskler, fedtvæv og lever", skriver førsteforfatteren Giuseppe Fanelli, fra University of Bologna i Italien. "Det er et hyppigt underliggende træk ved kardiometaboliske tilstande såsom type 2-diabetes, overvægt, dyslipidæmi og kardiovaskulær sygdom".

Disse tilstande anerkendes, ifølge forfatteren, i stigende grad som væsentlige risikofaktorer for psykiatriske lidelser, særligt depression. Derudover tyder nyere evidens på, at associationen er tovejs, idet disse somatiske tilstande kan påvirke udviklingen af depression, og depression også kan påvirke udviklingen af disse tilstande.

"Inflammation ved depression kan forstyrre insulinreceptorsignaleringen og dermed bidrage til metabolisk dysfunktion. Omvendt kan insulinresistens i centralnervesystemet hæmme synaptisk plasticitet og påvirke de neurotransmittersystemer, der er involveret i regulering af stemningsleje.", skriver han.

I studiet identificerede forskerne patienter med depression fra en stor prospektiv kohorte med 500.000 personer i Storbritannien (UK Biobank). De analyserede blandt andet oplysninger om depression og insulinresistens.

I alt havde 30.919 deltagere en depressionsdiagnose, hvoraf 16.063 (52%) havde en tilstand associeret med insulinresistens. De var i gennemsnit 56 år gamle, og 32% var mænd.

De hyppigste insulin-associerede tilstande var hypertension (31%) og overvægt eller fedme (17%).

I forhold til patienterne uden tilstande associeret med insulinresistens, havde patienterne med disse tilstande generelt længere perioder med behandling af depression (236 vs. 184 uger) samt dårligere respons på behandling (25% vs. 20% uden respons).

"Resultaterne understøtter behovet for en integreret behandlingstilgang, hvor både de psykiatriske og de metaboliske aspekter prioriteres", konkluderer forskerne. ​​​