Gå til hovedindhold

​​​​

Metaanalyse identificerer bedste antipsykotiske dosering ved demens

​Aripiprazol, brexpiprazol og risperidon har en positiv dosis-responsassociation, vedrørende både effektivitet og tolerabilitet, ved behandling af neuropsykiatriske symptomer ved demens. Olanzapin har en atypisk association, idet stoffets effekt fulgte en klokkeformet kurve i forhold til effektivitet. Quetiapin er ikke mere effektivt end placebo.​

​Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.​

Ifølge førsteforfatteren Itsuki Terao, fra Ikokoro Clinic Nihonbashi i Tokyo, oplever stort set alle patienter med demens neuropsykiatriske symptomer i form af blandt andet apati, agitation, psykose eller depression.

"Når [ikke-farmakologiske] interventioner ikke er effektive,​​ kan anvendelse af antipsykotisk medicin være uundgåelig", skriver forfatteren.

I studiet gennemførte forfatterne en systematisk gennemgang af litteraturen, samt en network metaanalyse, for at vurdere effektiviteten og tolerabiliteten af forskellige doseringer af aripiprazol, brexpiprazol, risperidon, quetiapin og olanzapin ved behandling af neuropsykiatriske symptomer ved demens.

Forfatterne identificerede 20 randomiserede undersøgelser med i alt 5.844 deltagere.

Quetiapin var ikke mere effektiv end placebo til behandling af symptomerne.

Aripiprazol havde stigende effektivitet i doser op til 10 mg dagligt, hvorefter tolerabiliteten blev mindre end ved placebo. Det samme gælder for brexpiprazol i dosering mellem 1 mg og 2,5 mg dagligt og risperidon op til 1 mg dagligt.

Olanzapin var effektiv og veltolereret op til 2,5 mg dagligt. Effektiviteten steg, men faldt igen, ved yderligere øget dosering. Tolerabiliteten blev igen bedre end placebo ved 15 mg dagligt.

Ifølge forfatterne kan ovenstående doseringer vejlede klinikere i forhold til behandling af neuropsykiatriske symptomer ved demens.

"Hvis det valgte præparat viser sig at være ineffektivt ved måldosis, eller hvis der opstår problemer med tolerabiliteten, kan det være rimeligt at vælge et andet antipsykotisk lægemiddel blandt de resterende muligheder og tilsvarende titrere det til en veldokumenteret effektiv og tålelig dosis", konkluderer de.

I forhold til olanzapin skriver de, at det klokkeformede mønster tyder på, at dosisreduktion kan reetablere effektiviteten "når behandlingseffekten aftager efter optitrering af olanzapin".


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden