​​

Monoaminooxidase-hæmmer associeres med god effekt ved bipolar depression

​Behandling af patienter med bipolar lidelse med monoaminooxidase-hæmmer (MAO-hæmmer) er forbundet med bedre respons end hos patienter med unipolar depression, uden øget risiko for at udløse manisk fase. De fleste patienter i studiet havde en bipolar affektiv lidelse type II.

Det er konklusionen fra en retrospektiv, eksplorativ undersøgelse publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.
 
Ifølge førsteforfatterne Thomas Kim og Jay Amsterdam, fra University of Pennsylvania, Philadelphia, er der modstridende evidens vedrørende effektiviteten af antidepressive præparater til behandling af depression hos patienter med bipolar lidelse.
 
”Der er en bekymring om, at antidepressiva kan medføre en ustabil tilstand med rapid cycling eller switch til hypomani, mani eller en blandingstilstand med både maniske og depressive symptomer”, skriver forfatterne.
 
Derudover er der ifølge dem evidens for, at patienter med bipolar lidelse behandlet med en MAO-hæmmer har en lavere risiko for at opleve maniske eller hypoman-symptomer i forhold til dem, der er behandlet med andre antidepressiva såsom tricykliske antidepressiva eller en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI).
 
I studiet gennemgik forfatterne journaloplysninger fra 216 patienter, som er blevet behandlet i en specialiseret klinik mellem 1983 og 2015. Heraf havde 46 en bipolar diagnose og 170 havde unipolar depression.
 
De fleste med bipolar lidelse havde en type II bipolar lidelse (andelen ikke oplyst). De blev behandlet med følgende MAO-hæmmere: tranylcypromin, selegin, phenelzin og isocarboxazid. Halvdelen af patienterne med bipolar lidelse var også i lithiumbehandling, mod 14% af patienterne med unipolar depression.
 
Effekten blev vurderet ved hjælp af Clinical Global Impressions/Severity (CGI/S)-skala. I forhold til patienterne med unipolar depression havde patienter med bipolar lidelse en bedre effekt mod depressive symptomer (estimat fra mixed-effekt model: 0,56; p = 00,4). Behandling med lithium havde ingen signifikant effekt på effektmålet.
 
Der var ingen rapporterede tilfælde af mani eller hypomani som følge af behandlingen. I forhold til patienterne med unipolar depression oplevede patienterne med bipolar lidelse øgte forekomst af tremor (17,1% vs. 8,2%) og myoklonier (8,6% vs. 1,4%).
 
Forfatterne understreger, at de fleste patienter havde en bipolar lidelse type II. ”Resultaterne gælder måske ikke for patienter med bipolar lidelse type I”.
 
De konkluderer, at resultaterne bør bekræftes ved større, prospektive undersøgelser.


Redaktør