Gå til hovedindhold

​​

P-piller associeres med øget risiko for depression ved ADHD

​Piger og unge kvinder med ADHD er mere tilbøjelige til at udvikle depression i forhold til dem, der ikke har ADHD. Peroral hormonel kontraception synes yderligere at øge denne allerede forhøjede risiko for depression.

Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Cecilia Lundin, fra Uppsala University i Sverige, har piger og unge kvinder med ADHD en øget risiko for at blive gravide i teenageårene.

"På trods af, at hormonel kontraception er nemt tilgængelig, og på trods af generelt lave rater af graviditet i teenageårene i Sverige, har kvinder med ADHD en seks gange højere risiko for at få et barn som teenager i forhold til kvinder uden ADHD", skriver forfatteren.

Hun vurderer, at p-pillers bivirkninger, herunder udvikling af depression, kan påvirke lysten til at tage p-piller, og dermed øge risikoen for uplanlagt graviditet.

I studiet identificerede forskerne ved hjælp af registerdata 29.767 piger og unge kvinder (15-24 år gamle) med ADHD og 763.146 uden ADHD. De undersøgte derefter anvendelsen af ADHD-medicin, antidepressiva, hormonel kontraception, samt om en depressionsdiagnose var blevet stillet.

I forhold til dem uden ADHD, havde deltagerne med ADHD en tre gange højere risiko for depression, uanset om de anvendte hormonel kontraception eller ej. 

Deltagerne med ADHD, som anvendte p-piller, havde en fem gange højere risiko for at udvikle depression, i forhold til dem uden ADHD som ikke anvendte p-piller. Og de havde en seks gange højere risiko for depression i forhold til dem uden ADHD som anvendte p-piller. 

Forskerne konkluderer, at resultaterne peger på, at kvinder med ADHD er mere tilbøjelige til at udvikle depression mens de tager p-piller i forhold til kvinder uden ADHD. "Denne form for kontraception øger den allerede høje risiko for udvikling af depression blandt kvinder med ADHD", skriver de.



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden