Gå til hovedindhold

​​​​

Personer med depression danner færre nye nerveceller i hjernen

​Den hidtil mest omfattende kortlægning af cellerne i hippocampus tyder på, at neurogenese, dannelse af nye celler, i hippocampus er reduceret hos personer med depression sammenlignet med personer uden depression. Hippocampus er et område med betydning for hukommelse og følelsesregulering og er påvirket ved depression.​

​Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Nature Medicine.

Ifølge førsteforfatteren Madeleine Peng, fra Columbia University i New York, er depression forbundet med reduceret volumen af hippocampus, ændrede forbindelser mellem hjerneområder og en tendens til i højere grad at huske negative oplevelser.

"Dette tyder på forstyrrelser i hippocampus' plasticitet, dvs. evnen til at tilpasse sig og danne nye forbindelser", skriver hun. "Forstyrrelser i dannelsen af nye nerveceller i hippocampus hos voksne kan være en medvirkende faktor, men betydningen af denne proces hos mennesker og dens rolle ved depression er fortsat uklar."

I studiet undersøgte forskerne hjernevæv fra 30 personer, hvoraf 11 havde ubehandlet depression og 19 ingen kendte psykiske lidelser havde. Vævet blev indsamlet kort efter personernes død.

Forskerne sekvenserede RNA fra cirka en halv million celler fra hippocampi hos disse personer.

I forhold til personerne uden depression havde personer med depression en større andel stamceller og en mindre andel neuroblaster (forstadier til nerveceller). Derudover fandt forskerne ændringer i aktiviteten af gener, der regulerer nervecellernes udvikling, kommunikation og reaktion på stress.

Resultaterne tyder på "en stagneret neurogenese ved depression, associeret med ændringer i transkriptionel regulering, stressrelateret reprogrammering og interferonsignalering på tværs af forskellige udviklingsstadier", skriver forskerne.

Forskerne nævner, at de havde begrænset mulighed for at skelne depression fra processer associeret med selvmord, idet de fleste personer med depression døde ved selvmord. ​

De konkluderer, at resultaterne bidrager til en molekylær forståelsesramme for reguleringen af neurogenese i hippocampus hos voksne mennesker og påviser forstyrrelser, som kan ligge til grund for den standsede neurogenese ved depression.​



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden