Det er konklusionen fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.
Ifølge førsteforfatteren Heidi Taipale, fra University of Eastern Finland i Kuopio, Finland, optræder diabetes, fedme og bipolar lidelse ofte sammen, og tilstandene kan dele nogle af de samme underliggende biologiske mekanismer.
”Glucagon-like peptide 1 receptoragonister (GLP-1RA), som er godkendt til behandling af type 2-diabetes og fedme, kan være relevante ved bipolar lidelse på grund af mulige direkte effekter i hjernen, herunder dæmpning af neuroinflammation”, skriver forfatteren.
I studiet identificerede forskerne alle personer med bipolar lidelse i Sverige som fik ordineret medicin mod diabetes mellem 2009 og 2024.
I alt rekrutterede forskerne 14.694 personer med en gennemsnitlig alder på 54 år, og lidt over halvdelen (61%) var kvinder.
Cirka en tredjedel (N = 5.200) af patienterne fik ordineret en GLP-1RA, hvoraf de fleste fik ordineret semaglutid (71%) og liraglutid (39%). En person kunne have fået ordineret flere præparater i studiets periode.
I opfølgningsperioden blev 5.288 personer mindst én gang indlagt på en psykiatrisk afdeling (både på grund af bipolar lidelse og uanset indlæggelsesårsag). Behandling med semaglutid var forbundet med en 21 % lavere risiko for psykiatrisk indlæggelse (justeret HR 0,79; 95 % KI 0,69–0,91) sammenlignet med perioder, hvor de samme personer ikke anvendte en GLP-1RA.
De øvrige GLP-1RA (liraglutid, dulaglutid) var ikke forbundet med en statistisk signifikant reduktion i risikoen for psykiatrisk indlæggelse.
Forfatterne konkluderer, at disse fund understøtter hypotesen om, at GLP-1RA kan have et terapeutisk potentiale ved bipolar lidelse.