Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i JAMA Psychiatry.
"Søvnforstyrrelser forekommer hyppigt under graviditet og behandles ofte med benzodiazepinlignende præparater", skriver førsteforfatteren Kelly Fung, fra Harvard Medical School i Boston.
Men ifølge hende foreligger der kun sparsomme data vedrørende sikkerheden ved brug af disse præparater, såsom zolpiden og zopiclon.
"Der er identificeret mulige signaler vedrørende kardiale misdannelser, intestinale misdannelser, isoleret ganespalte (uden læbespalte), anorektal atresi, gastroschise samt Fallots tetralogi", skriver forfatteren. "Disse signaler er fremkommet på baggrund af et begrænset antal eksponerede graviditeter."
I nuværende studie identificerede forskerne 4,3 millioner graviditeter fra to landsdækkende databaser i USA, den ene fra offentligt forsikrede personer (Medicaid) og den anden fra private sygeforsikringer (Merative MarketScan).
De fulgte de gravide kvinder fra tre måneder før graviditetens start og indtil barnet var tre måneder gammelt. Studiet omfattede en opfølgningsperiode fra 2000 til 2020.
Kvinderne var i gennemsnit 25 og 32 år gamle i henholdsvis den offentlige og den private database.
I alt fik 0,5% og 0,6% af kvinderne i de respektive databaser ordineret enten zolpiden, eszopiclon (en aktiv isomer af zopiclon) eller zaleplon i det første trimester. Zolpiden var det mest ordinerede præparat (92% af ordinationerne).
Samlet set var der ingen øget risiko for misdannelser (odds ratio 1,01; CI 0,95-1,08).
I den offentlige database, men ikke i den private, fandt forskerne en ikke-statistisk signifikant øget risiko for bugvægsdefekter, Fallots tetralogi og neuralrørsdefekter.
Forskerne konkluderer, at eksponering for benzodiazepinlignende præparater i første trimester ikke er associeret med en øget risiko for medfødte misdannelser.