Konklusionen stammer fra en randomiseret og ikke-blindet undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Iris Dalhuisen, fra Radboud University Medical Center, Nijmegen, Holland, er der god evidens for, at TMS er en effektiv behandling mod depression, men der findes ikke tilstrækkelig viden om, hvordan TMS's effektivitet er i forhold til andre behandlingsalternativer, såsom antidepressiva.
"Der mangler en etablering af, hvor TMS bør ligge i behandlingsalgoritmerne", skriver forfatteren.
I studiet blev der rekrutteret 89 personer med depression uden psykotiske symptomer. De var i gennemsnit 44 år gamle, og to tredjedele af dem var kvinder.
Alle havde været forsøgt behandlet med mindst to forskellige typer antidepressiva, uden tilstrækkelig effekt. Deres gennemsnitlige score på Hamilton depressionsskala (HAMD-17) var 21,4.
Cirka halvdelen af deltagerne blev randomiseret til at fortsætte til det næste trin i den hollandske behandlingsalgoritme, som typisk bestod af enten skift til et tricyklisk antidepressivum eller tillæg af behandling med enten lithium eller et andengenerations antipsykotikum.
Den anden halvdel blev randomiseret til at få TMS-behandling, som blev givet ved 25 sessioner (10 Hz, 3.000 stimulationer per session) i løbet af otte uger.
Alle patienter i begge grupper modtog også psykoterapi.
Efter otte uger oplevede patienterne i TMS-gruppen en gennemsnitlig reduktion på HAMD-17 på 10 points, hvilket er en signifikant større reduktion af sværhedsgraden af symptomerne i forhold til de 4 points blandt dem, der fik en intensiveret medicinsk behandling. Dette svarer til en stor effect size på 0,77 (Cohens's d).
Andelen af patienter, der opnåede respons og remission var ligeledes signifikant højere blandt dem, der fik TMS (37,5% vs. 14,6% henholdsvis 27,1% vs. 4,9%).
Der var også en signifikant association mellem deltagernes forventning til behandlingen og effekten, og forfatterne påpeger, at idet undersøgelsen ikke var blindet, kan dette have medført en placeboeffekt, som kan have påvirket resultaterne.
"TMS bør betragtes som et muligt behandlingsalternativ i en tidlig fase af behandlingsalgoritmen", konkluderer forfatterne.