Gå til hovedindhold

​​

Tillæg af lithium mod depression associeres med lavere risiko for selvmordsadfærd

Et års behandling med adjuverende lithium er associeret med en fem gange mindre risiko for selvmordstanker og en syv gange mindre risiko for selvmordsforsøg i forhold til farmakologisk behandling uden lithium. 

Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica. 

Ifølge førsteforfatteren Maurizio Pompili, fra Sapienza University of Rome i Italien, findes der i forvejen evidens for, at behandling med lithium forebygger tilbagefald af affektive episoder både ved unipolar depression og bipolar lidelse.

"Derudover er der evidens for, at lithium har en antisuicidal virkning hos patienter med en affektiv lidelse", skriver han.

Men ifølge forskeren har man ikke tilstrækkeligt kendskab til omfanget af reduktionen af tilbagefald af affektive episoder og af selvmordsadfærd.

I denne observationelle undersøgelse rekrutterede forskerne 296 patienter med enten unipolar depression eller bipolar affektiv lidelse. De var i gennemsnit 44 år gamle, og 55% var kvinder. I alt havde 177 deltagere en bipolar diagnose, mens 125 havde unipolar depression.

Patienterne blev fulgt i en periode på 12 måneder, inden de blev sat i lithiumbehandling, og derefter blev de fulgt i yderligere 12 måneder. Øvrige psykofarmakologiske behandlinger blev justeret løbende.

Ved rekrutteringstidspunktet oplevede 42% af patienterne selvmordstanker. I perioden før lithiumbehandling oplevede 143 patienter (48%) nye tilfælde af selvmordstanker, mod kun 30 patienter (10%) i perioden med lithiumbehandling. Dette svarer til en statistisk signifikant fem gange lavere risiko for selvmordstanker (rate ratio: 4,78).

Forskerne observerede også en syv gange lavere risiko for selvmordsforsøg associeret med lithiumbehandling (29% vs. 4%; rate ratio: 6,54).

Lithiumbehandling blev også associeret med en tre gange mindre risiko for tilbagefald af affektive episoder.

Forskerne påpeger, at undersøgelsen er observationel og at vurderingen af effektmålene ikke var blindet, samt at andre faktorer, såsom anden psykofarmakologisk behandling, muligvis påvirkede resultaterne.

Men de konkluderer, at "resultaterne understøtter den brede anvendelse af lithiumbehandling ved affektive lidelser".



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden