Gå til hovedindhold

​​

Tillæg af målrettet kognitivt forløb reducerer selvmordsadfærd

​Et kort forløb med kognitiv terapi mod selvmordsadfærd, hos patienter, som er indlagt efter selvmordsforsøg eller -planer, tillagt den vanlige behandling, reducerer risikoen for nye selvmordsforsøg med 60% i seks måneder efter udskrivelsen. 

Konklusionen stammer fra en klinisk randomiseret undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.

"Blandt patienter indlagt på grund af selvmordsadfærd eller -planer er risikoen for død ved selvmord særlig høj i de første tre måneder efter udskrivelse", skriver førsteforfatteren Gretchen Diefenbach, fra The Institute of Living, i Hartford, Connecticut.

Ifølge hende findes der effektive interventioner til forebyggelse af selvmord i ambulant regi, men der er begrænset evidens for interventioner under indlæggelsen.

I studiet randomiserede forskerne 213 patienter, som blev indlagt i forbindelse med selvmordsforsøg eller -adfærd. De fleste var kendt med depression (68%) eller bipolar lidelse (24%), og der var hyppig komorbiditet med blandt andet angst (50%) eller misbrug (60%).

Patienter med skizofreni, skizoaffektiv lidelse, pågående mani, organisk betinget psykisk lidelse eller som var i behandling med ECT (elektrochok) blev ikke inkluderet i studiet.

Deltagerne var i gennemsnit 33 år gamle, og lidt over halvdelen (59%) var kvinder.

De blev randomiseret til enten vanlig behandling, som omfattede retningslinje-baserede selvmordsforebyggelsestiltag, eller vanlig behandling samt op til fire individuelle samtaler med kognitiv terapi målrettet selvmordsforebyggelse.

Seks måneder efter udskrivelsen havde 15 deltagere i interventionsgruppen forsøgt selvmord i alt 24 gange, mod 34 henholdsvis 55 i kontrolgruppen. Dette svarer til en reduktion på 60% i antallet af forsøg (odds ratio 0,40; CI 95% 0,20-0,80).

Der skete et dødsfald i hver gruppe (et selvmord i interventionsgruppen og et dødsfald af anden årsag i kontrolgruppen).

Deltagerne i interventionsgruppen uden komorbidt misbrug havde cirka 70% færre genindlæggelser, i de seks måneder efter udskrivelsen, i forhold til kontrolgruppen.

Forskerne konkluderer, at interventionen fører til bedre resultater end vanlig behandling, og at "det er tid […] til at skifte til nye behandlinger under indlæggelse til forebyggelse af selvmord".


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden