James Blair

​Region Hovedstadens Psykiatris Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center har fået sig en professor i translationel psykiatri. Han er englænder, uddannet psykolog – og ankommet fra en stilling som leder af en forskningsenhed, der er blandt de førende i verden på sit felt. Og så har han en ambition om at bruge de danske registre til at udvikle nye metoder til at skræddersy behandlinger til børn og unge med adfærdsforstyrrelser.

Af Ulf Joel Jensen. Foto: Markus Redvall


Jeg forstår ikke videnskab, der ikke er re​​levant for andres liv​

Det er de færreste mennesker, der kan definere et vendepunkt i deres karriere så præcist som professor James Blair. Han er nemlig i stand til at pege på ét sekund, måske endda snarere en brøkdel af et sekund, der skulle vise sig afgørende for hele hans forskning og udstikke retningen i hans professionelle liv.

- Det var lige dér, at tingene faldt på plads. Det var på en måde begyndelsen på hele min akademiske karriere, siger James Blair.

Han griner lidt, idet han siger det. Og skynder sig at tage et par forbehold i retningen af, at hans interessefelt siden har udvidet sig: De ting, han undersøger, er blevet mere komplicerede, og alting har grebet om sig. Ikke desto mindre er øjeblikket definerende. Han formulerer det selv sådan, at alt hans akademiske tvivl stoppede i en biografsal i London en tilfældig aften i 1990. For det er dér, vi er: I biografens mørke.

En instinktiv følelse a​f skræk

På daværende tidspunkt var James Blair midt i tyverne, en ivrig biografgænger og stor tilhænger af såvel de store engelsksprogede blockbusters som de mindre, udenlandske film. Han var i gang med det andet år af et ph.d.-projekt i psykologi om moral ved University College London, og denne aften var han inde at se den hollandske instruktør George Cluizers foruroligende lille mesterværk af en gyser The Vanishing.

I en af filmens nøglescener bliver den kvindelige hovedrolleindehaver bedøvet med kloroform, inden hun bortføres, og via kameraets linse stirrer hun skrækslagent direkte ind i biografgængernes øjne. Det blik afføder en voldsom og øjeblikkelig reaktion hos James Blair: Han mærker selv frygten, angsten og desperationen – og bliver samtidig klar over, at det, han oplever, er en helt instinktiv, basal reaktion på hovedrolleindehaverens rædselsvækkende situation.

- Jeg var i fuld gang med mit ph.d.-projekt om moral og arbejdede blandt andet også med empati-begrebet. På det tidspunkt var antagelsen, at det var en meget kompliceret mekanisme i mennesket, som var bygget på tanker og ræsonnementer. Og i dét sekund i biografen gik det op for mig, at min reaktion ikke var resultatet af en kompliceret, kognitiv tankearkitektur – det var i stedet for en helt basal, følelsesmæssig reaktion, forklarer James Blair.

Den erkendelse sætter gang i en længere tankerække inde i biografen, og heller ikke bagefter kan James Blair slippe det: Hvis det faktisk forholder sig modsat af, hvad datidens fremherskende kognitive psykologer dikterede, og det viser sig, at moral snarere er baseret på basale, instinktive, følelsesmæssige reaktioner end på en kompliceret rationel proces, må der også findes personer, som er forstyrrede i dette basale system. Og hvis han bare kunne identificere en gruppe af disse personer, ville han have et emne at studere, som kunne på- eller afvise hans hypotese.

Et par uger senere var han så til en fest på universitetet, hvor nogen tilfældigvis stod og talte om psykopater…

- Og så tænkte jeg: Hey! Der har vi dem. Og derfra rykkede jeg i fængsel. Jeg begyndte at undersøge de indsattes moralbegreb og fandt ud af, at de havde store problemer med at håndtere helt basale moralske problemstillinger og i øvrigt også svært ved at reagere på andres nød eller ulykke, fortsætter James Blair.

Fra det abstrak​​te til det patientnære

Dermed åbnede en ny dør sig; James Blairs ph.d.-projekt ændrede karakter fra at være et rent abstrakt og nærmest filosofisk projekt til at blive mere konkret forankret og handle om rigtige mennesker. Med sine interviews og test i fængslet dokumenterede han efterfølgende, at mange af de indsatte ikke er i stand til at skelne mellem sociale regler og moralske regler – og at det på ingen måder knytter sig til intelligens.

- Meget tidligt i min undersøgelse sad jeg over for en person med en IQ på over 130. Vedkommende kunne meget let gennemskue, at jeg ledte efter forskellige svar på mine forskellige typer af spørgsmål. Men han var ude af stand til at se, hvordan tingene hænger sammen for de fleste af os andre. Jeg havde nogle helt simple spørgsmål, der skelnede mellem skader på inventar på en skole og skader forvoldt mod mennesker. Han havde tydeligvis vanskeligt ved at skelne mellem de to, og valgte at sige, at det var helt i orden at slå på klassekammeraterne, mens man absolut ikke måtte ødelægge eksempelvis skolens klaver. Ræsonnementet var, at et klaver jo koster mange penge. Og det var sådan set begyndelsen på det arbejde, som jeg har beskæftiget mig med lige siden, siger han. 

Fokus i James Blairs forskning udvider sig herfra, og han begynder at undersøge hvilke neurologiske systemer, der er involveret i de processer, han har påvist. Og han dokumenterer blandt andet, at disse systemer ikke fungerer så godt hos personer, som har adfærdsforstyrrelser.

Han har pludselig fundet et felt, som virkelig optager ham, og han fortsætter i forskningen. Næste store skridt kommer nogle år senere, hvor han giver en gæsteforelæsning i Oxford. Efterfølgende spørger den navnkundige professor Sue Iverson ham om, hvilke områder i hjernen, han tror, er involveret i de her processer. Dét spørgsmål overrumper James Blair: Han aner det simpelthen ikke.

- Så jeg tog hjem til London og bankede på den tredje dør nede ad gangen fra mit kontor. Den havde et lille skilt, hvor der stod Functional Imaging Lab. Det var i de tidlige dage med MR-skanninger lige omkring årtusindeskiftet, og i hele verden var der kun meget lidt erfaring med feltet, men det blev starten på det følgende kapitel i min karriere.

Fra Londo​​n til USA

Inden vi kommer til dette næste skridt – som rent fysisk snarere er et stort spring, spoler vi tiden tilbage til før biografturen. For vejen ind på psykologistudiet var langt fra snorlige for den unge version af James Blair. Det eneste, han som ung var helt sikker på, var, at han ikke ville læse medicin og være læge ligesom sin far.

Han startede derfor med at læse økonomi på universitetet, men det kedede ham simpelthen for meget. Han overvejede derefter antropologi og flere andre studieretninger, og var helt generelt forvirret. Han endte med at skifte til psykologi, mest af alt fordi det virkede som et sjovere studie. Ambitionen var på det tidspunkt at have det så sjovt som muligt, uden at gøre sig selv fuldkommen uinteressant for arbejdsmarkedet ude i fremtiden. En kort overgang overvejede han således at arbejde klinisk med psykologien efter studierne, men de tanker gik hurtigt i sig selv igen.

- Min far var en fremragende kliniker, og min søster er i dag en fremragende kliniker. Begge som praktiserende læger, men deres evner har jeg simpelthen ikke arvet. Så jeg har aldrig behandlet patienter. Til gengæld vil jeg også sige, at jeg ikke kan forstå videnskab, hvis ikke det er relevant for andres liv. Derfor arbejder jeg meget kliniknært i min forskning og har altid gjort det, understreger han.

Hele sin opvækst tilbragte James Blair i London, og han blev også boende i byen i den første del af karrieren. Men efter han fik øje på mulighederne i MR-teknologien, havde han brug for et miljø med bedre faciliteter – og det fandt han på et helt andet kontinent. Så efter 35 år, hvor det største flyt i hans liv var fra Syd- til Nordlondon, rykkede han i 2002 teltpælene op og flyttede til Washington DC. Her arbejdede han som forskningsleder på Section on Affective Cognitive Neuroscience på National Institute of Mental Health (NIMH) i 14 år, inden han i 2016 flyttede til Omaha.

Præcise værk​​​tøjer til klinikken

- Det ser ud som et stort skridt, og der er selvfølgelig også langt fra London til Washington og siden fra Washington til Midtvesten. Men det er frem for alt logiske skridt videre for mig. Der var langt bedre MR-faciliteter på NIMH og dermed bedre muligheder for at undersøge præcis hvilke områder i hjernen, der er i uorden, når et individ er ude af stand til at løse en opgave baseret på moral. Jeg havde allerede flyttet mit fokus fra de voksne i fængslerne til børn og unge, fordi der er tale om udviklingsforstyrrelser. Og hvis man som jeg på sigt gerne vil bidrage til udviklingen af redskaber, som kan være en hjælp for dem, er det helt oplagt at studere forstyrrelserne tidligt i livet, forklarer James Blair.

Årene i Washington blev i vid udstrækning brugt på at bekræfte fundene, han havde gjort i London, med MR-skanninger – og desuden undersøge, om adfærdsforstyrrelserne forstærkes af stofmisbrug. Det var imidlertid vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt mange børn og unge til at udføre store studier, og derfor rykkede han i 2016 til Boys Town i Omaha for at få lejlighed til at arbejde med meget større patientpopulationer. Her ligger der nemlig et behandlingshjem for omkring 400 børn med en stor forskningsenhed tilsluttet. Samme logik ligger bag James Blairs seneste sceneskifte fra den amerikanske prærie til Region Hovedstadens Psykiatri:

- Jeg har bevæget mig fra at forsøge at kortlægge og forstå forstyrrelser i hjernens basale systemer med papirarbejde i England, til at bekræfte og teste mine fund med MR-skanninger i USA. Nu håber jeg, at vi med machinelearning-modeller baseret på de helt unikke danske registre kan udvikle redskaber, der kan forudse, hvem der får gavn af forskellige typer interventioner, siger han.

Og potentialet er stort, understreger han: I et af hans projekter fra tiden i London testede forskningsgruppen en intervention med familieterapi med stor succes: 75 procent af børnene viste sig at have gavn af tilbuddet, men det efterlader jo samtidig en gruppe på 25 procent, som ikke har gavn af det. Og eftersom terapitilbuddet er en tidskrævende behandling, som tager et halvt år med mange møder med klinikerne, kommer den fjerdedel af familierne, som i sidste ende ikke har gavn af det, til at spilde en masse tid. Tilsvarende spilder behandlingssystemet en masse ressourcer, og – vigtigst af alt, hvis man spørger James Blair – man spilder et halvt års vigtig udviklingstid for barnet.

- Vi identificerede nogle markører, som kunne sige noget om, om et barn ville få gavn af behandlingen eller ej. Men det var rene observationelle studier. Man kan ikke bruge dem til at fastslå, at der fx er 80 procents sandsynlighed for, at lige præcis det her barn får gavn af behandlingen. Det er dér, vi gerne vil hen. Jeg håber på, at det næste kapitel i min karriere her i Danmark kan være med til at udvikle præcise værktøjer, som faktisk kan bruges i en klinisk hverdag, så man helt fra starten kan vælge den rette behandling til det enkelte barn med adfærdsforstyrrelser.

Et h​​eftigt pendlerliv

Derfor lever James Blair lige nu et heftigt pendlerliv. Indtil sommeren 2022 bliver familien, som består af hustuen og to børn på 7 og 12, nemlig boende i USA. Først ved skoleårets afslutning følger de efter ham til Danmark. Det betyder, at James Blair veksler mellem kontinenter og tidszoner med nogle uger ad gangen hvert sted.

- Det kan godt være hårdt, men jeg synes, det har været mindre stressende, end man måske skulle tro. Jeg synes faktisk, at det er en god løsning, at jeg er startet i Danmark alene og på den måde kan forberede familiens ankomst. Jeg kan stille og roligt få alt det praktiske på plads og forberede dem på en ny tilværelse i et nyt land, en ny kultur og et vanskeligt sprog, siger han. På engelsk – for det med at udtrykke sig på dansk kommer i ganske små bidder:

- Jeg øver mig mest på taxachaufførerne, og det går langsomt. Men jeg havde faktisk en succesoplevelse tidligere i dag, hvor jeg på dansk bad chaufføren om at dreje til venstre, hvorefter han gjorde det. Der tænkte jeg: YES! Jeg er startet med at tale dansk, siger han med et højt grin.

Opstarten i Danmark har indtil videre været så travl med nye kolleger, andre rutiner og kulturelle forskelle, at han i reglen ikke har tid til at savne familien. Men, understreger James Blair, det er klart, at han efterhånden glæder sig til at få familien samlet – og til at dyrke nogle af de interesser, som har ligget brak under corona.

Som fx en tur i biografen…

 




Redaktør