​​​​​​Foto: Markus Redwall​​​​

Nadia Micali

​PORTRÆT: Professor Nadia Micali har allerede en imponerende, internationalt funderet forskerkarriere bag sig – og nu har hun flyttet sin forskning til Forskningsenheden for Spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup. Her er målet at skabe en bedre grundlæggende forståelse for udviklingen af spiseforstyrrelser – og meget gerne også forbedre eksisterende behandlinger og udvikle helt nye behandlingstiltag. 

I spændingsfeltet mellem arv og miljø og krop og psyke​


​Artikel af Ulf Joel Jensen​

Dansk psykiatrisk forskning er blevet en stor, international kapacitet rigere, efter italienske Nadia Micali er tiltrådt som forskningsleder ved Forskningsenheden for Spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. 
Micali er nemlig en af verdens absolut førende kapaciteter på sit felt, og når man kan tiltrække hende til et job i Danmark, hænger det sammen med en meget stor syvårig bevilling til Micalis forskning fra Novo Nordisk Fonden på hele 42 millioner kroner. Men det handler også om gode samarbejdsmuligheder med Københavns Universitet, de unikke muligheder for registerbaseret forskning i Danmark og de helt specifikke muligheder for klinisk forskning i spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor man årligt modtager over 1.000 patienter med en spiseforstyrrelse.

- Jeg kendte til mulighederne i Danmark i forvejen fra tidligere forskningssamarbejder, så da der pludselig var en åben stilling som forskningsleder her i Ballerup og et ønske fra ledelsens side om at styrke og øge den kliniske forskning i spiseforstyrrelser, var valget i virkeligheden meget let, forklarer Nadia Micali selv om sit jobskifte fra en prestigefyldt stilling i Geneve til umiddelbart mere ydmyge omgivelser i Ballerup.


En 25-årig fascination


For Nadia Micali er dybt optaget af spiseforstyrrelser og hendes fascination af området går næsten 25 år tilbage. Den blev nemlig født i 1999, hvor hun som ung og nyuddannet læge mødte en 13-14-årig pige, der var indlagt med anoreksi.

- Det er en frygtelig sygdom, men det her patientmøde vakte min fascination. Jeg blev udpeget som den unge piges fast tilknyttede læge, og jeg ville gerne forså, hvordan en klog og i øvrigt helt normal ung pige pludselig kunne blive så syg. Hvordan kan det ske? Det er på mange måder stadig en gåde, men pigen blev så at sige hos mig efterfølgende – jeg kan ikke glemme hende. Og jeg vil gerne kunne hjælpe andre i hendes situation til et bedre liv, fortæller Nadia Micali.

Heldigvis er der sket meget i løbet af de sidste 25 år – ikke mindst takket være forskning, som blandt andre Nadia Micali har været involveret i. Med Micalis egne ord har vi i dag en langt bedre forståelse af spiseforstyrrelser end for 25 år siden, og der er sket store forandringer i måden, man behandler sygdommen. Hvor man tidligere fx isolerede unge med anoreksi fra deres forældre, anser man i dag familien som en væsentlig del af selve behandlingen. 

- Der er i dag gode behandlingsmuligheder for unge med anoreksi, men der er også stadig meget at blive klogere på, når det kommer til spiseforstyrrelser – og der kommer hele tiden flere og flere patienter. Det hænger til dels sammen med, at vi er bedre til at få øje på dem i dag, men samtidig er der nok også flere, som udvikler en spiseforstyrrelse end tidligere, forklarer Nadia Micali.

I sin forskning har hun konsekvent fokuseret på at integrere flere metoder i behandlingen og belyse samspillet mellem genetisk disponering og miljøpåvirkninger i udviklingen af spiseforstyrrelser. Og tilsvarende at forstå samspillet mellem underliggende somatiske og psykiatriske faktorer i sygdommen. 

Fra Messina til Paris og London

Det er i sandhed en international kapacitet, som har indtaget ledelsen af Forskningsenheden for Spiseforstyrrelser. At kalde Nadia Micali for italiener er nemlig højest en halv sandhed. Hun stammer fra Sicilien, men har haft et meget internationalt karriereforløb. Hun er uddannet læge fra universitetet i barndomsbyen Messina, hvor begge forældre var læger, så medicinstudiet lå på mange måder i kortene. Alligevel var andre muligheder også i spil, fortæller hun:

- Oprindeligt troede jeg faktisk, at jeg skulle være dyrelæge. Det handlede nok mest om, at jeg søgte en form for omsorgsjob, som kunne kombinere noget humanistisk med det naturvidenskabelige. Og så kunne jeg se mange flere muligheder i medicin, fordi det er så bredt et fag.

Efter universitetet fulgte en rundtur på forskellige hospitalsafdelinger, som man også kender det fra det danske turnus- eller KBU-forløb. Nadia Micali brugte meget tid i pædiatrien og i børne- og ungdomspsykiatrien, og her blev interessen for psykiatrien som speciale vakt. Efter en mellemlanding i Paris, hvor hun igen arbejdede med pædiatri, endte Nadia Micali i London, hvor hun begyndte sin specialistuddannelse.

- Jeg ville gerne uddanne mig til psykiater, men i Italien er børne- og ungdomspsykiatrien fælles med neurologien, og fordi jeg var interesseret i den rene psykiatri og i mindre grad i det neurologiske, så valgte jeg at søge til England for at tage min specialistuddannelse dér, forklarer hun. 

En international karriere

Nadia Micali kalder sig selv for en klinisk forsker i hjertet. Hun har faktisk aldrig været i tvivl om, at hun helst vil kombinere det kliniske arbejde med forskningen, og derfor startede hun allerede under sin specialistuddannelse på et ph.d.-projekt om, hvordan spiseforstyrrelser hos mødre påvirker børnene.

Herfra tog forskerkarrieren fart. Efter sin ph.d. fik hun en femårig post.doc-ansættelse på Institute of Psychiatry i London, hvor hun arbejdede klinisk på et afsnit for voksne med spiseforstyrrelser og samtidig var leder af et forskningsteam. Herefter følger andre ansættelser i England, som igen involverede både opstart af nye forskningsgrupper og et stadig stigende fokus på børn og unge. 

I årene i London møder hun også sin mand, og sammen rykker de i 2015 til New York, hvor Nadia Micali bliver ansat som lægelig chef for spiseforstyrrelsesprogrammet på Icah School of Medicine. Her etablerer hun et nyt forskningsprogram, inden hun i 2017 bliver headhuntet til en stilling som chef for børne- og ungdomspsykiatrien på Universitetshospitalet i Geneve samt et professorat i børne- og ungdomspsykiatri.

- Det er et virkelig stort job, som jeg var meget taknemmelig over at blive tilbudt. Det var nogle meget spændende og givende år i Schweiz, men det var på mange måder også meget krævende. Under pandemien voksede mine ledelsesmæssige opgaver, og samtidig gav det også anledning til, at man reflekterer over tilværelsen, forklarer Nadia Micali.

På en måde var hun nået til lidt af en skillevej i livet: Hun bestred en høj, vigtig og krævende stilling med store administrative og ledelsesmæssige opgaver, men havde derfor også bevæget sig væk fra det, der hidtil havde været det centrale i arbejdslivet: Den kliniske forskning.

Trives i rollen som mentor


I sidste ende nåede Nadia Micali frem til, at sidstnævnte vægtede højest – og det er baggrunden for, at hun i dag bor i København og forsker i Ballerup. Og selvom hun stadig betragter sig selv som både kliniker og forsker, så er der lige nu tale om en ren forsknings- og undervisningsstilling her i Danmark.

- Indtil jeg lærer dansk, må det være sådan, siger Nadia Micali, som heldigvis er i stand til at liste en lang række af andre spændende opgaver op. Hele hendes karriere har været kendetegnet af forskellige opstartsprojekter; næsten hver ansættelse har været forbundet med opstarten af en forskergruppe, og hun trives i rollen som mentor:

- Jeg nyder at være med til at udvikle andre, sætter pris på at jeg nu kan give noget videre, inspirere andre og starte nye projekter op – det er en stor glæde og tilfredsstillelse. Her i teamet arbejder vi multidisciplinært med mange forskellige faggrupper involveret i vores projekter, vi har både yngre og mere erfarne forskere i enheden, og vi samarbejder med forskere fra andre centre i Danmark og udlandet, så det er en spændende hverdag med mange og meget forskellige opgaver, som stadig ligger meget tæt på mit hjerte.

Bedre forståelse af sygdommens mekanismer

Nadia Micali fortæller desuden, at hendes forskning i Danmark placerer sig i det samme spændingsfelt mellem arv og miljø og krop og psyke, som hun hidtil har arbejdet med. Hun fremhæver to aktuelle projekter, der stadig er i sin spæde opstart: 

- Vi er på vej med et behandlingsforsøg, hvor vi kommer til at afprøve forskellige typer behandling af tvangsoverspisning alene og i kombination, og ved siden af det er vi ved at starte et stort studie af børn af mødre med spiseforstyrrelse op. Vi kommer til at lave en ny kohorte og vil følge dem over tid for at finde ud af, hvad der er med til at beskytte børnene – og modsat: Hvad der gør, at de måske har øget risiko for selv at udvikle en spiseforstyrrelse.

Efter mange år i både klinik og forskningen i en række forskellige lande har Nadia Micali været vidne til mange forandringer – heldigvis er langt de fleste positive. Blandt andet fremhæver hun, at det i hvert fald helt aktuelt er mindre besværligt at finde finansiering til forskning i spiseforstyrrelser end tidligere.

- I starten af min karriere var det virkelig en stor udfordring af skaffe midler til at forske i spiseforstyrrelser. Jeg måtte søge alle mulige forskellige steder for at kunne starte nye projekter op, og jeg er utrolig glad for, at det er blevet lettere i dag – og jeg håber på, at det ikke bare er en overgang, siger hun.

Tilsvarende har hun også både været vidne og i særdeleshed også medvirkende til store fremskridt i behandlingen. Med Nadia Micalis egne ord er vi kommet tættere på at forstå sygdomsmekanismerne bag spiseforstyrrelser.

- Jeg vil sige sådan, at vi over tid har erkendt, at der er en stor biologisk komponent i kombination med en psykologisk komponent, som ligger bagved. Den kombination gør det vanskeligt at behandle sygdommen, men det er en vigtig erkendelse at nå til, og den betyder også, at vi er blevet meget bedre til at behandle spiseforstyrrelser i løbet af de sidste 25 år, siger hun – og understreger samtidig, at der stadig mangler meget viden, før vi kan lægge det komplette puslespi. 

Men heldigvis bliver mulighederne for at finde flere brikker og få dem placeret rigtigt hele tiden bedre og bedre. ​​

Redaktør