​​​​​​​​Foto: Markus Redvall

Vibe Gedsø Frøkjær

​PORTRÆT: Vibe Gedsø Frøkjær tiltrådte den 1. december 2023 i et professorat, som ganske specielt er delt mellem neurologi og psykiatri – og det passer den nytiltrådte professor rigtig godt. Hun har nemlig altid haft svært ved at vælge mellem de to specialer, måske i virkeligheden svært ved at vælge i det hele taget. Med hendes egne ord handler rigtigt meget om stærk nysgerrighed og om at holde vejene åbne i hendes liv.

Artikel af Ulf Joel Jensen

Den tvivlende professor

- Jeg er den helt store tvivler. Skal jeg gøre det ene eller andet eller tredje eller fjerde? Jeg er altid i tvivl, og jeg har brugt meget energi på at holde vejene åbne i mit liv måske også af nysgerrighed?  

Sådan siger professor Vibe Gedsø Frøkjær, og det gør hun meget tidligt i det første interview til dette portræt som tilløb til et svar på, hvorfor hun i midten af halvfemserne overhovedet startede på medicinstudiet. Hun fortsætter meget karakteristisk med at konkludere, at det blandt andet hang sammen med, at selvom man på medicin lærer et specifikt håndværk, så er det også et meget bredt orienteret studie, som netop holder mange muligheder åbne.


For det her med tvivlen – eller ønsket om at holde mulighederne i spil – bliver hurtigt et tema i vores samtaler. Det er simpelthen en form for grundvilkår i Vibe Gedsø Frøkjærs liv: Under studiet nåede hun at søge ind og blive optaget på psykologistudiet, uden dog at benytte sig af muligheden for at skifte retning. Og efter sin turnus begyndte en tæt kinddans med to specialer, som hun ganske enkelt ikke kunne vælge mellem: Neurologi og psykiatri. Først 19 år efter, at hun blev uddannet læge, færdiggjorde hun sin hoveduddannelse i psykiatri.

- Helt grundlæggende er jeg optaget af, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan biologien spiller ind i det. Jeg tager allerede en introduktionsstilling i psykiatri i 2008, men afslutter først min speciallægeuddannelse i 2019. Det er selvfølgelig, fordi jeg bruger meget tid på forskning, men det handler også om, at jeg simpelthen ikke kunne vælge mellem neurologi og psykiatri, forklarer hun.

Blod på tanden

Når valget i sidste ende falder på psykiatrien, hænger det sammen med, at hun har en oplevelse af, at det er der, hendes forskning gør mest nytte. Men det handler også om menneskelige relationer og et godt kollegialt miljø, og så ender hun rent lavpraktisk med at få en skræddersyet uddannelsesstilling, hvor det er muligt at holde fast i forskningsprojekterne, mens hun er i hoveduddannelse. 

For tvivlen sniger sig nemlig IKKE ind, når det handler om at arbejde med forskning: Vibe Gedsø Frøkjær har stort set uafbrudt været forskningsaktiv siden de tidlige dage som medicinstuderende, hvor hun blev involveret i et projekt på Kirurgisk Endokrinologisk Afdeling på Rigshospitalet, der skulle ende med at vække forholdsvis stor, international opsigt. 

- Jeg lavede databaser på projektet, som undersøgte effekt og bivirkninger af at operere for en tilstand, hvor biskjoldbruskkirtlen danner for meget kalk i blodet. Jeg var med på tre artikler, som bl.a. blev publiceret i British Medical Journal og fik stor klinisk effekt, fordi man indtil da var i tvivl, om et kirurgisk indgreb var det rette. Jeg var dengang ikke klar over, hvor vildt det egentlig var, men det gav mig alligevel blod på tanden, fordi det viste, at man faktisk kan gøre en klinisk forskel gennem forskningen.

Fascineret af hjernens kemi

I virkeligheden skal vi længere tilbage, helt til den tidligste ungdom, for at finde det punkt, hvor forskerspiren og interessen for hjernen som organ blev sået.
Efter Vibe Gedsø Frøkjærs forældre blev skilt, fandt hendes far sammen med en islandsk kvinde ved navn Edda Sveinsdottìr. Et navn, som måske vil klinge bekendt for nogle, da der er tale om en vaskeægte kvindelig pioner. Professor og Danmarks første kvindelige datalog, den første kvindelige institutleder ved Datalogisk Institut og kvinden bag den banebrydende skanningsteknik, tomografi, som stadig bruges til at diagnosticere fx Alzheimers og Parkinsons Sygdom og i kræftbehandling eksempelvis.

- Der blev jeg tidligt eksponeret for det metodiske arbejde og for den pionerånd og helt ekstreme nysgerrighed og åbenhed, som forskningen også rummer. Og så syntes jeg allerede dengang, at det var vildt fascinerende, at man kan lave billeder af det kemiske, som sker inde i en levende menneskehjerne i funktion, siger Vibe Gedsø Frøkjær.

Den fascination hang ved. Selvom hendes førte forskningsprojekt sammen med endokrinologerne både var en stor faglig succes, høstede anerkendelse og gjorde en forskel, så søgte hun efterfølgende alligevel over mod neurologien og psykiatrien. Dels fordi det var et større forskningsmiljø, og dels fordi hun gerne ville arbejde med metoder til at se på hjernen. Efter overstået turnus fik Vibe Gedsø Frøkjær job med at implementere en ny scanner på Rigshospitalet, og som led i det arbejde var hun blandt andet med til at udvikle metoder til at undersøge, hvor et epilepsianfald starter i hjernen. 

De anvendes i dag forud for epilepsikirurgi, og forskerkarrieren med fokus på hjernen og sindet var hermed for alvor skudt i gang. Men selvom koncentrationen nu retter sig mod hjernen og hjernens kemi, så slipper hun ikke fascinationen af de hormonelle systemer fra sin forskning under studiet. 

Fokus på kvinder og depression

Vibe Gedsø Frøkjær har således lavet adskillige projekter, som kredser om fødselsdepressioner og det hormonelle bidrag til denne sygdom, som rammer mellem 10 og 15 procent af alle fødende kvinder.

- Depression er en epidemi i vores samfund og en virkelig vigtig sygdom. Derfor optager den mig meget. Ifølge WHO er depression den førende kilde til den såkaldte burden of disease i den vestlige verden, og det giver mening at fokusere på kvinderne, fordi dobbelt så mange kvinder som mænd får en depression, siger hun og tilføjer, at det af flere årsager er ekstra oplagt at se på fødselsdepressionerne.

En af dem er, at det i sig selv er meget alvorligt, fordi det både rammer mor og barn i et kritisk tidspunkt i livet. En anden er, at når så mange kvinder rammes af fødselsdepression, så betyder det måske, at der findes en subtype af depression, hvor det hormonelle spiller en større rolle. Blandt andet har Vibe Gedsø Frøkjær lavet et registerstudie, som er publiceret i JAMA Psychiatry, der viser, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem risiko for fødselsdepression og risiko for depression ved brug af hormonel prævention. I hvert fald viser studiet, at kvinder, der har fået depressioner kort tid efter at være startet på hormonel prævention, har en ca. 40 procents forøget risiko for at få en fødselsdepression sammenlignet med kvinder, der har haft andre slags depressioner. 

- Jeg har også set direkte på forskelle i hjernen mellem raske kvinder, der anvender hormonel prævention, og kvinder der ikke gør. Vi kan ikke konkludere noget entydigt endnu, men hormonel prævention, fx p-piller, kan betyde noget for risikoen for at udvikle depression og for at opnå en effektiv behandling af sygdommen. Ovenikøbet er det en kendsgerning, at ca. en tredjedel af alle mennesker med depression er kvinder, der anvender hormonel prævention, så det er helt oplagt at se på, om det betyder noget for, hvordan vi bedst kan behandle og forebygge tilbagefald, siger Vibe Gedsø Frøkjær.

Tvivlen som drivkraft

Det er altså ikke i selve forskningen, at tvivlen kommer til udtryk hos Vibe Gedsø Frøkjær. Der fremstår hendes virke meget determineret og beslutsomt. Eller..? Måske snarere både-og, siger professoren selv:

- Jamen, jeg er generelt en tvivler. Jeg er optaget af ikke at lukke ned for muligheder, og jeg er oprigtigt i tvivl om vildt mange ting. Tvivl er også en kilde til nysgerrighed og en drivkraft i mit liv og mit arbejde, så det er noget, jeg omfavner så godt jeg kan, siger Vibe Gedsø Frøkjær.

Det kan lyde lidt overraskende, for ofte er der en negativ klang over tvivlen i vores almindelige sprogbrug. Det er den her lidt frustrerende tilstand, hvor man er spændt ud mellem flere muligheder, som er svære at vælge imellem. Der er noget ubeslutsomt, vævende og ineffektivt over tvivleren. 

Men man kan også argumentere for, at tvivl er en forudsætning for at blive klogere, opdage nyt – og i den optik nært beslægtet med nysgerrigheden. Filosoffen Descartes taler om den metodiske tvivl som et redskab til at opnå sikker viden. Dens modpol kan siges at være skråsikkerheden, som i sig selv er meget begrænsende. 

Tvivl, ikke mindst i Vibe Gedsø Frøkjærs optik, er at være åben og fleksibel. Tvivl giver rum for kreativitet, for refleksion og eftertænksomhed. Men tvivlen risikerer også at blive lammende og sætte os i stå. 

- Naturligvis er der en risiko for, at det kammer over i det ineffektive og famlende. Og jeg vil gerne indrømme, at min generelle tvivlen har været anstrengende til tider. Men jeg er nået frem til, at når min tvivl bliver til uproduktivt grubleri, så gør jeg bare noget. Jeg handler. Derfor tror jeg også, at mange omkring mig paradoksalt nok snarere vil kalde mig beslutsom og resolut end tvivlende, siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer efter en kort tænkepause: 

- Tvivl kan også være meget inkluderende. Jeg tror, at folk omkring mig oplever, at de er genuint deltagende i beslutningsrummet. 

En moden arbejdsstil

Tvivlen udkrystalliserer sig også, når man tager et kig på hende CV: Hendes forskning befinder sig i krydsfeltet mellem neurologien og psykiatrien – og er altså et udtryk for, at hun altid har haft svært ved at vælge mellem de to eller netop været interesseret i krydsfeltet. Tiden har tippet hende over i psykiatrien hvad angår klinikken, men i virkeligheden er nok så enkelt, at hun faktisk hører til begge steder. 

Hun har i to årtier været tilknyttet Neurobiologisk Forskningsenhed, som hører til under Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet, men ret konsekvent lavet biologisk orienteret psykiatrisk forskning. Hun fik støtte til et skræddersyet hoveduddannelsesforløb i psykiatrien, der gav plads til, at hun fortsatte sin forskning på Neurologisk Afdeling – og nu er hun altså blevet udnævnt til professor i et professorat, som helt unikt deles ligeligt mellem de to specialer.

- Jeg føler mig meget privilegeret. Jeg er taknemmelig for, at man både i psykiatrien og neurologien er visionære og gode til at rumme mig. Det er ikke nemt, fordi vi arbejder så meget i fastlagte spor, som vi gør. Helt grundlæggende synes jeg, at det er en luksus at få lov til at arbejde ud fra ens nysgerrighed. Det betyder også, at jeg arbejder meget og inkluderer ofte både weekender, aftener og halve nætter. Men jeg tæller ikke timerne. Det gør man jo ikke, når man er optaget af det, man laver, siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer:

- Til gengæld vil jeg sige, at det har hjulpet mig til en meget mere moden arbejdsstil, at jeg har fået fire børn. Tidligere arbejdede jeg, til jeg nåede en fysisk grænse for, hvad jeg kunne. Det er anderledes i dag. Når jeg ser tilbage på mine tidlige projekter og kan se, at jeg har sendt haste-mails til mine kolleger midt om natten – jamen, jeg skammer mig jo faktisk. 

Men selvom hun i dag har en bedre balance i arbejdslivet, så bliver det stadig til mange timer. Derfor bruges ferierne og fritiden helst på bare at være sammen med mand og børn. I hverdagen meget gerne i nyttehaven, for der er, med Vibe Gedsø Frøkjærs egne ord, gået en lille bonde tabt i professoren, mens ferierne oftest bruges ombord på familiens sejlbåd på mere eller mindre planlagte ture til svenske naturhavne.

Måske er det i virkeligheden meget karakteristisk og passende for det tvivlende menneske, der trives bedst med at holde alle muligheder i spil. Som Vibe Gedsø Frøkjær selv påpeger: Man kan jo ikke planlægge vinden. 

Redaktør