Når jeg underviser medicinstuderende i årsagerne til, at nogen mennesker bliver ramt af psykisk sygdom, mens andre går fri, siger jeg ofte dette til dem:

Den stærkeste enkelte risikofaktor for at udvikle psykisk sygdom er at have en forælder med en alvorlig psykisk sygdom.

Så spørger en af de studerende typisk, om det så handler om arv, altså gener, eller miljø? Hvortil jeg svarer:

Ja.

De to ting kan nemlig ikke adskilles.

Vi skal forestille os, at generne udgør vores udgangspunkt, men at miljøet afgør om de gener, der disponerer os for psykisk sygdom, kommer til udtryk på et tidspunkt i livet.

Miljøets påvirkning af vores genetik sker ved hjælp af epigenetiske mekanismer. Det vil sige små ændringer i vores arvemasse forårsaget af det, vi udsættes for i løbet af vores liv.

I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive det komplekse samspil mellem genetisk disposition og opvækstforhold i forhold til risikoen for at få en psykisk sygdom.

Jeg vil også forsøge at kaste lys over, hvorfor børn, hvis forældre har alvorlige psykiske problemer, udgør en særligt sårbar gruppe.​

Det rigtige fundament er altafgørende

Når et barn bliver født, er det på en gang meget hjælpeløst og meget afhængigt at sine omsorgspersoner.

Og samtidig rummer det et meget stort udviklingspotentiale. Tænk bare på, hvor meget der sker de første leveår!

Fra ikke at kunne holde sit hoved selv som nyfødt, kan en 2½-årig lege komplekse situationer, hoppe og klatre og tale i lange sætninger.

Det lille barn er på en gang meget sårbart og meget læringsparat, og udviklingen i hjernen går lynhurtigt.

Hvis barnet får god støtte, omsorg og stimulation fra sine omgivelser, lægges et sundt fundament, der er forudsætningen for den videre udvikling.

Hvis barnet derimod overlades for meget til sig selv, eller omsorgspersonerne er meget ustabile eller ikke er sensitive over for barnets signaler, kommer barnet til at mangle basale færdigheder til de næste udviklingsfaser.

Derfor betyder forældrenes psykiske helbred rigtig meget for børnenes opvækst og trivsel. Det er nemlig en stor og krævende opgave at være forælder – selvom det for de fleste også er en gave.

Når en forælder er ramt af for eksempel depression, betyder det ofte, at forælderen har mindre overskud i hverdagen.

Hukommelse, overblik og handlekraft er ofte påvirket samtidig med at søvn, appetit og humør er forstyrret. Det betyder, at man ikke kan være den forælder, man gerne vil være – eller den forælder, man plejer at være.

Stort studie viser afgørende forskel​

​Børn, der vokser op i familier, hvor mor eller far har en psykisk sygdom, arver gener, som disponerer dem for at udvikle psykisk sygdom selv.

Samtidig er der en øget risiko for, at miljøet omkring dem ikke rummer den støtte og stimulation, de har brug for.

I en stor dansk undersøgelse, ‘The Danish High Risk and Resilience Study‘, har jeg sammen med mine kolleger fulgt i alt 522 danske børn, hvor flertallet har en mor eller far, som på et tidspunkt er blevet diagnosticeret med skizofreni eller bipolar sygdom.

​Nogle af dem er måske stadig syge, mens andre kan være i bedring eller nærmest raske.

Vi har undersøgt alle børnene meget grundigt, da de var 7 år gamle, da de var 11 år gamle og nu igen, hvor børnene er 15 år gamle.

Resultaterne har blandt andet vist os, at børn, som vokser op i familier, hvor en forælder er ramt af psykisk sygdom, på mange måder har det sværere end andre børn.

De har oftere selv mentale helbredsproblemer tidligt i livet, faglige vanskeligheder i skolen, og de oplever flere traumatiske livsbegivenheder.

I familierne er der oftere dårligere økonomiske forhold, flere skilsmisser, dårligere hjemmemiljø og mindre støtte fra det sociale netværk.

Børn, som er familiært disponeret for psykisk sygdom, angiver at have dårligere livskvalitet og bliver hyppigere mobbet end børn uden familiær disposition.

Alle disse ting er risikofaktorer for selv at blive syg senere i livet.

Det er vigtigt at understrege, at der her er tale om gruppeforskelle, og at mange af børnene klarer sig godt, og at mange familier er velfungerende – men altså færre end i gruppen, hvor forældrene ikkehavde skizofreni eller bipolar sygdom.​

Børn i klemme

Mange familier gav i forbindelse med undersøgelsen udtryk for, at de manglede hjælp til for eksempel at tale med børnene om den psykiske sygdom, og hvordan den påvirkede familielivet og hverdagen.

Ofte forsøgte forældrene at skjule deres sygdom, fordi det stadig er forbundet med stigmatisering og selvbebrejdelse at have en psykisk sygdom – ikke mindst når man også er forælder.

Forældrene var i tvivl om, hvordan de skulle fortælle børnene om den psykiske sygdom. De var bange for, at børnene ville blive bekymrede eller fortælle det til andre

Børn, som vokser op i familier med psykisk sygdom hos en forælder, fortæller ofte, at de tænker meget på, om det er deres skyld, at forælderen er syg, eller hvad de kan gøre for at hjælpe.

Derfor er det af stor betydning, at nogen taler med børnene om forælderens sygdom, og at forælderen får hjælp – for eksempel i psykiatrien.

Børnene har måske også selv psykiske symptomer, som de ikke får hjælp til. Man kan sige, at de falder ’mellem tre stole’, fordi hverken voksenpsykiatrien, børnepsykiatrien eller kommunerne har et systematiseret tilbud til disse familier.​

Hvad kan vi gøre?

Der er meget fokus på børn og unges mentale helbred og den stigende mistrivsel, de oplever.

Der er faktisk decideret kamp om at komme med forslag til, hvad vi som samfund kan gøre for at forebygge, at mentale helbredsproblemer bliver til psykiatriske diagnoser.

Et oplagt sted at starte, er at tilbyde familier, hvor mor eller far har en psykisk sygdom, et mere helhedsorienteret og familiebaseret, forebyggende tilbud.

Derved kunne man sammen med familien fremme de beskyttende faktorer.

Det vil sige: Sikre at de har adgang til ressourcer, som familien kan trække på i perioder, hvor den psykiske sygdom fylder i hverdagen.

Det kunne for eksempel være at hjælpe familien til at tale åbent om den psykiske sygdom og støtte dem i at lave aktiviteter sammen i fritiden.

Det kunne også være at sikre et godt skoletilbud til børnene, eller sørge for deres muligheder for at få venskaber og gå til fritidsaktiviteter. En mulighed er også forskellige former for gruppetilbud som for eksempel børnegrupper og pårørendegrupper

Det er netop, hvad vores næste studie handler om.

Her skal vi nemlig afprøve om et tværfagligt team og en kontaktperson kan være hjælpsomt og gavnligt for familier, hvor mor eller far har en psykisk sygdom. Selvom et barn er født med en lidt større sårbarhed, er der meget, vi kan gøre for at sikre barnets sunde opvækst.