Forløbet efter henvisning
Informationssamtale
Når vi har modtaget en henvisning, kontakter vi hurtigst muligt familien og inviterer til en informationssamtale, hvor vi vil fortælle mere om, hvad det vil sige at være med. Familien har ret til betænkningstid og må gerne tage en ledsager med.
Samtykke
Forældrene underskriver skriftligt samtykke, samt samtykke for børnene (begge forældremyndighedsindehavere) hvis de ønsker at deltage i projektet. Unge skal fra 15. år give særskilt skriftligt samtykke.
Interview og undersøgelse
Alle, som vælger at være med, skal i starten besvare en række spørgeskemaer, deltage i et interview og have besøg af en forsker (psykolog eller læge) i hjemmet. Spørgeskemaer, interview og hjemmebesøg handler om familien som helhed. Børn og unge får en lille gave og forældrene får en tilbagemelding på undersøgelserne.
Tilfældig tildeling af indsats
VIA Family 2.0 afprøves i et randomiseret forsøg, hvilket vil sige, at familien enten får nuværende indsats til familier i psykiatrien (familiesamtale og børnegrupper) eller VIA Family 2.0-indsatsen. Lodtrækningen er tilfældig og fordeler familierne 50/50 i hhv. kontrol- og interventionsgruppe. Familien vil blive tilbudt hjælp uanset om de får nuværende indsats eller VIA Family 2.0 indsats. Familie og henviser får tilbagemelding på resultatet af lodtrækningen.
Opfølgning efter to år
Efter 24 måneder bedes familierne igen udfylde spørgeskemaer, deltage i et interview og have besøg af en forsker i hjemmet. Dette for at sammenligne besvarelserne ved inklusion (baseline) med hvordan det går efter modtaget tilbud (opfølgning). På denne måde kan effekten måles og VIA Family 2.0 kan sammenlignes med standardindsatsen.
Forsøget indebærer ingen former for medicin, stråling eller fysiske undersøgelser. Vi forventer ikke, at deltagerne eller deres familier får bivirkninger af at være med i undersøgelsen.