Gå til hovedindhold

​​​

Esketamin er bedre end quetiapin som tillægsbehandling mod depression

​Behandling med esketamin næsespray fører til højere remissionsrater end quetiapin tabletter hos patienter med behandlingsresistent depression. Esketamin er også associeret med færre bivirkninger, der fører til behandlingsophør.

Konklusionerne er fra en multicenter og randomiseret undersøgelse publiceret i New England Journal of Medicine. Undersøgelsen var ikke dobbeltblindet, idet deltagerne vidste, hvilken behandling de fik. Vurderingen af behandlingseffekten var dog blindet. 

Studiet blev finansieret af esketamins producent. 

Ifølge førsteforfatteren Andreas Reif, fra Frankfurt–Goethe University, Frankfurt am Main, Tyskland, har 10-30% af patienterne med en depressiv lidelse en behandlingsresistent depression. 

"Esketamin næsespray i kombination med en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI) eller en serotonin-noradrenalingenoptagshæmmer (SNRI) er den eneste behandling, der er godkendt i Europa specifikt mod behandlingsresistent depression", skriver forfatteren. Han påpeger dog, at der kun findes begrænset data, der sammenligner esketamin med en anden tillægsbehandling ved behandlingsresistent depression. 

I studiet blev der rekrutteret 676 patienter med behandlingsresistent depression, på trods af behandling med en SSRI eller SNRI. 

De blev randomiseret til tillægsbehandling med enten esketamin eller quetiapin. 

Efter otte uger oplevede signifikant flere patienter i esketamin-gruppen remission (primært effektmål) i forhold til patienterne i quetiapin-gruppen, målt ved hjælp af Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (27,1% vs. 17,6%). 

Efter 32 uger var næsten halvdelen af patienterne i esketamin-gruppen i remission, mod en tredjedel i quetiapin-gruppen (49,1% vs. 32,9%). 

Derudover var flere patienter i esketamin-gruppen fri for tilbagefald 32 uger efter remission i forhold til dem, der fik quetiapin (21,7% vs. 14,1%). 

Flere patienter i quetiapin-gruppen stoppede med at tage behandlingen end i esketamin-gruppen uanset årsag (40,3% vs. 23,2%). Dette gælder også ophør på grund af bivirkninger (11,0 % vs. 4,2 %). 

"Ingen af præparaterne klarede sig særligt godt i forhold til det primære effektmål, men esketamin var mest effektiv", skriver Rupert McShane fra University of Oxford, i en ledsagende leder. 

Forfatterne påpeger dog, at andelen af patienter i remission steg i løbet af de 32 uger. "Resultaterne understreger vigtigheden af at fortsætte behandlingen med esketamin næsespray hos de patienter, som ikke oplever remission i den initiale behandlingsfase", skriver de.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden