Dette er hovedkonklusionen fra en observationel og retrospektiv undersøgelse publiceret i Bipolar Disorders.
Ifølge førsteforfatteren Giovanni Martinotti, fra Università degli Studi G. D'Annunzio, Chieti, Italien, består hovedparten af sygdomsforløbet, hos personer med bipolar lidelse, af depressive episoder.
"Der er få behandlingsmuligheder [mod bipolar depression]", skriver forfatteren, som påpeger, at behandlingsresistens forekommer hyppigt blandt disse patienter.
I studiet anvendte forfatterne retrospektive data fra 35 patienter, med bipolar lidelse og behandlingsresistent depression, som fik behandling med intranasal esketamin. Til sammenligning identificerede de 35 patienter med unipolar depression, som også fik behandling med intranasal esketamin på grund af behandlingsresistente symptomer.
De var i gennemsnit 53 år gamle. Blandt patienterne med bipolar lidelse havde 17 en type 1 bipolar lidelse og 18 en type 2 bipolar lidelse.
Som led i behandlingen blev patienterne vurderet med blandt andet Hamilton depressionsskala (HAMD) og Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS) før behandlingsstart, efter en måned og efter tre måneder.
I begge grupper oplevede patienterne en signifikant bedring i sværhedsgraden af symptomerne, uden forskelle mellem grupperne.
Andelen af patienter med bipolar depression og unipolar depression, der oplevede en bedring på mindst 50% i sværhedsgraden af symptomerne efter en måned, var 26% (i begge grupper).
Efter yderligere to måneder var tallene 69% henholdsvis 57%, og andelen af patienter, der oplevede remission var 49% henholdsvis 29%.
Blandt patienterne med bipolar lidelse, blev behandlingen ikke associeret med øget risiko for switch til mani eller hypomani.
"Vores resultater er i overensstemmelse med, at intranasal esketamin er effektiv og sikker i denne real-world patientgruppe", konkluderer forskerne.