De nye retningslinjer udspringer fra en gennemgang af litteraturen udarbejdet af en task force af specialister fra WFSBP. Resultaterne blev publiceret i World Journal of Biological Psychiatry. 

Ifølge førsteforfatteren Hubertus Himmerich, anbefaler nationale og internationale kliniske retningslinjer, såsom dem fra National Institute for Health and Care Excellence (NICE), selvhjælp, psykoterapi, kostrådgivning og monitorering af somatiske tilstande, som den vigtigste tilgang til behandling af spiseforstyrrelser. 

WFSBPs sidste retningslinjer er fra 2011, hvor kun fluoxetin var godkendt til behandling af bulimi. 

Siden da, skriver forfatteren, har man identificeret nye muligheder for anvendelse af farmakologisk behandling, og et betydeligt antal randomiserede undersøgelser er foretaget. 

I nuværende studie forsøgte forfatterne at identificere al tilgængelig evidens vedrørende farmakologisk behandling af spiseforstyrrelser. 

De har derefter gradueret evidensniveauet, fra stærk evidens for, at interventionen er effektiv, til stærk evidens for, at interventionen ikke er effektiv. Anbefalingerne blev også gradueret, fra stærk anbefaling af at anvende interventionen til stærk anbefaling af ikke at anvende interventionen. 

De konkluderer, at der er stærk evidens for, at fluoxetin er gavnlig ved bulimi (overspisning og opkastning), og at man stærkt kan anbefale behandlingen. Det samme gælder for topiramat, men forskerne påpeger, at topiramat ikke må være førstevalgs præparat på grund af den øgede risiko for selvmord, og idet det ikke må anvendes ved graviditet og blandt kvinder i den fertile alder, medmindre de anvender en meget effektiv antikonceptionel metode. 

Mod anoreksi er der kun en svag anbefaling af anvendelsen af olanzapin, på trods af stærk evidens for, at behandlingen er gavnlig, idet der kun er effekt på vægten, mens der er en uklar effekt på psykopatologien. 

Mod binge-eating disorder har både lisdexamfetamin og topiramat fået en stærk anbefaling for dets anvendelse pga. stærk evidens for effekt. Forfatterne noterer også, at lisdexamfetamin allerede er godkendt i USA, Canada og Australien til denne indikation. 

De konkluderer, at fremtidige kliniske retningslinjer bør vejlede i anvendelsen af en kombination af farmakologisk behandling og en psykoterapeutisk tilgang.