Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Molecular Psychiatry. 

Ifølge førsteforfatteren Christoffer Stanislaus, fra Psykiatrisk Center Nordsjælland, er der modstridende forskningsresultater vedrørende en mulig risiko for selvmordsadfærd associeret med behandling med GLP-1 receptoragonister.

I studiet identificerede forskerne patienter der startede i behandling med en GLP-1 receptoragonist mod diabetes, og de vurderede risikoen for selvmord og selvmordsforsøg (via landsdækkende databaser), i forhold til risikoen hos personer der blev sat i behandling med to klasser præparater mod diabetes, som ikke har kendt eller mistænkt risiko for selvmord eller selvmordsforsøg.

Den første analyse omfattede cirka 83.000 patienter, der fik en GLP-1 receptoragonist og 78.000 patienter, der fik en selective sodium glucose cotransporter (SGLT)-2-hæmmer (såsom empagliflozin). De patienter, der fik en GLP-1 receptoragonist, havde ikke en øget risiko for selvmord eller selvmordsforsøg (hazard ratio: 0,93; 95% CI: 0,57–1,52).

Den anden sammenligning omfattede cirka 108.000 patienter, der fik en GLP-1 receptoragonist, og 55.000 patienter, der fik en dipeptidyl peptidase-4 (DPP-4)-hæmmer (såsom linagliptin). I denne sammenligning havde patienterne i behandling med en GLP-1 receptoragonist en lavere risiko for selvmord eller selvmordsadfærd (hazard ratio: 0,58; 95% CI: 0,37–0.91).

Forskerne udførte også en sammenligning af risikoen for selvmord og selvmordsforsøg, før og op til tre år efter start af behandling med en GLP-1 receptoragonist og med de andre klasser præparater. Behandling med alle typer præparater blev forbundet med lavere risiko for selvmord og selvmordsforsøg.

"Denne undersøgelse viste, at brug af GLP-1-receptoragonister ikke er forbundet med en øget forekomst af selvmord eller selvmordsforsøg", konkluderer forskerne.