Konklusionen stammer fra en metaanalyse publiceret i Molecular Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Taro Kishi, fra Fujita Health University School of Medicine i Toyoake, Japan, findes der i litteraturen undersøgelser af en række forskellige behandlingsprotokoller med både kontinuerlig TBS (cTBS) og intermitterende TBS (iTBS). 

Forfatteren nævner seks forskellige behandlingsprotokoller: cTBS (højre dorsolateral præfrontal cortex [R-DLPFC]), cTBS (R-DLPFC) + iTBS (venstre-DLPFC [L-DLPFC]), iTBS (L-DLPFC), iTBS (L-DLPFC) + iTBS (R-DLPFC), iTBS (venstre-dorsomedial præfrontal cortex) + iTBS (højre dorsomedial præfrontal cortex) samt iTBS (occipitallap).

Ifølge forfatteren var effektiviteten og bivirkningsprofilen af de forskellige protokoller til behandling af depression aldrig blevet sammenlignet indbyrdes.

I studiet identificerede forskerne 23 randomiserede undersøgelser. De omfattede i alt 960 deltagere, som i gennemsnit var 42 år gamle, og over halvdelen af dem (61%) var kvinder. Der blev inkluderet deltagere med unipolar eller bipolar depression, men langt de fleste (70%) havde unipolar depression.

I forhold til respons (50% bedring, som var det primære effektmål) var kun tre af protokollerne bedre end placebo-behandling: cTBS (R-DLPFC)+ iTBS (L-DLPFC), iTBS (L-DLPFC), og iTBS (occipitallap). Men i forhold til remission var kun iTBS (L-DLPFC) bedre end placebo-behandling.

Der var ingen forskelle på protokollerne i forhold til ophør af behandling (blandt andet på grund af bivirkninger), og ingen forskelle i forhold til switch til mani.

Forskerne fandt også, at i den mest effektive protokol, iTBS (L-DLPFC), var et højere antal af impulser (stimulationer) per behandlingssession associeret med bedre effekt end et lavere antal af impulser.

De konkluderer, at iTBS (L-DLPFC), som allerede er den mest anvendte TBS i klinikken, er et oplagt valg af TBS-protokol.