Konklusionen er fra en randomiseret undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Daniel Blumberger, fra Centre for Addiction and Mental
Health, Toronto, Canada, er der en generel opfattelse af, at TMS, som er en behandlingsform, der anvender magnetiske felter til at stimulere celler i hjernen, eller dens kortere og mere intensive udgave kendt som theta-burst stimulation (TBS), ikke er særlig egnede til ældre patienter med depression.
Forfatterens forskergruppe har i tidligere undersøgelser påvist, at bilateral TMS er forbundet med højere remissionsrater (40%) hos ældre patienter i forhold til unilateral TMS (0%) og placebo-stimulation (0%). Den bilaterale behandling, hvor en side af hjernen stimuleres ad gangen, kræver dog i alt en længere behandlingstid.
I studiet rekrutterede forskerne 172 patienter med moderat depression. De var i gennemsnit cirka 66 år gamle, og cirka halvdelen var kvinder. De havde i gennemsnit afprøvet 2 forskellige antidepressiva uden effekt.
De blev randomiseret til enten bilateral TMS, med i alt 48 minutters behandlingstid, eller til bilateral TBS, med i alt 4 minutters behandlingstid.
Studiets formål var at undersøge om den korte udgave er mindst lige så effektiv som den vanlige TMS-behandling målt ved hjælp af Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS).
Deltagerne i begge grupper oplevede samme lindring i depressive symptomer, med en reduktion i MADRS-scores på 8,9 i TMS-gruppen og 9,1 i TBS-gruppen.
Remissionsraterne var 32,9% henholdsvis 35,4%.
Forfatterne konkluderer, at bilateral TBS er lige så effektiv som bilateral TMS, og at anvendelsen af TBS kan gøre behandlingen mere tilgængelig, idet den er mindre ressourcekrævende.