Gå til hovedindhold

​​

Lithium associeres med færre indlæggelser blandt personer med skizofreni

​Tillæg af stemningsstabiliserende medicin hos personer med skizofreni eller skizoaffektiv lidelse er associeret med færre indlæggelser på grund af psykose. Effekten er mest udtalt ved lithium, som også er associeret med færre ikke-psykiatriske indlæggelser og med lavere mortalitetsrisiko.

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.

Ifølge førsteforfatteren Arto Puranen, fra University of Eastern Finland i Kuopio, er stemningsstabiliserende medicin ofte anvendt til behandling af skizofreni i tillæg til antipsykotisk medicin til behandling af for eksempel affektive symptomer eller aggressivitet.

Men der er ifølge forfatteren utilstrækkelig evidens, der understøtter anvendelsen af stemningsstabiliserende medicin ved skizofreni, og de kliniske retningslinjer vurderer normalt, at det ikke kan anbefales ved skizofreni.

I studiet identificerede forfatterne alle patienter, som har været indlagt på grund af skizofreni eller skizoaffektiv lidelse i Finland mellem 1972 og 2014.

Der blev identificeret i alt 61.889 personer. De var i starten af opfølgningsperioden i gennemsnit 46 år gamle, og halvdelen var kvinder. Cirka 12% havde skizoaffektiv lidelse, mens de øvrige deltagere havde skizofreni.

Der blev derefter indsamlet data vedrørende medicinordinationer og indlæggelser frem til 2017.

I alt havde 28% af deltagerne i mindst en periode været behandlet med stemningsstabiliserende medicin. Valproat var det mest anvendte præparat (60%).

De patienter, som havde været behandlet med stemningsstabiliserende medicin havde en 12% mindre risiko for indlæggelse på grund af psykose (primært effektmål) i forhold til dem, der ikke fik stemningsstabiliserende medicin.

Associationen var mest udtalt ved anvendelse af lithium (16% lavere risiko), mens valproat og lamotrigin også var associeret med mindre indlæggelsesrisiko. Carbamazepin var ikke associeret med reduceret risiko for indlæggelse.

Stemningsstabiliserende medicin blev også associeret med en 6% højere risiko for ikke-psykiatriske indlæggelser, især på grund af øget risiko forbundet med valproat (12%) og på trods af en lavere risiko forbundet med lithium (6% lavere risiko).

Lithium og valproat blev associeret med en lavere risiko for mortalitet (33% henholdsvis 9%).

Associationerne var til stede både blandt patienter med skizofreni og skizoaffektiv lidelse, men var generelt mere udtalte blandt de sidstnævnte.

"Vores resultater peger på, at især lithium kan være gavnligt for nogle patienter med skizofreni, men der er behov for flere undersøgelser om emnet", konkluderer forfatterne.



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden