Konklusionen er fra en artikel publiceret i Annals of Internal Medicine.
Ifølge David Kao, fra University of Colorado, i Aurora, er 40% af alle medicinrelaterede uventede dødsfald i USA associeret med opioidordinationer.
”Metadon har været impliceret i 30% til 40% af opioidrelaterede dødsfald, selvom præparatet udgør en mindre andel af ordinationer”, skriver han.
I artiklen blev alle hjerterytmeforstyrrelser, associeret med metadonbehandling i perioden mellem 1997 og 2011, identificeret via et amerikansk bivirkningsregister.
Forfatterne fandt 1.646 tilfælde af ventrikulær arytmi eller hjertestop og 379 tilfælde af QTc-forlængelse eller torsade de pointes.
Der var markant flere rapporteringer af QTc-forlængelse eller torsade de pointes i perioden før 2002, hvor der blev publiceret en rapport om associationen mellem metadon og arytmi, i forhold til perioden efter 2002 (stigning fra 0,3 til 3,5 tilfælde om måneden).
Siden 2000 blev metadon det andet hyppigste rapporterede præparat i forbindelse med QTc-forlængelse eller torsade de pointes.
De fleste tilfælde af metadonassocieret QTc-forlængelse eller torsade de pointes skete i forbindelse med samtidig behandling med antiretroviral behandling (fx lamivudin: 11% af tilfældene; ritonavir 10%). Benzodiazepiner var også associeret med arytmierne (lorazepam: 7%; oxazepam: 5%).
Den gennemsnitlige daglige dosis metadon blandt tilfældene med QTc-forlængelse eller torsade de pointes var 150 mg.
Forfatterne påpeger, at indberetning til bivirkningsdatabasen er frivillig, hvilket betyder, at formentlig ikke alle tilfælde er indberettet.