Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Cecilia Lundin, fra Uppsala University i Sverige, har piger og unge kvinder med ADHD en øget risiko for at blive gravide i teenageårene.
"På trods af, at hormonel kontraception er nemt tilgængelig, og på trods af generelt lave rater af graviditet i teenageårene i Sverige, har kvinder med ADHD en seks gange højere risiko for at få et barn som teenager i forhold til kvinder uden ADHD", skriver forfatteren.
Hun vurderer, at p-pillers bivirkninger, herunder udvikling af depression, kan påvirke lysten til at tage p-piller, og dermed øge risikoen for uplanlagt graviditet.
I studiet identificerede forskerne ved hjælp af registerdata 29.767 piger og unge kvinder (15-24 år gamle) med ADHD og 763.146 uden ADHD. De undersøgte derefter anvendelsen af ADHD-medicin, antidepressiva, hormonel kontraception, samt om en depressionsdiagnose var blevet stillet.
I forhold til dem uden ADHD, havde deltagerne med ADHD en tre gange højere risiko for depression, uanset om de anvendte hormonel kontraception eller ej.
Deltagerne med ADHD, som anvendte p-piller, havde en fem gange højere risiko for at udvikle depression, i forhold til dem uden ADHD som ikke anvendte p-piller. Og de havde en seks gange højere risiko for depression i forhold til dem uden ADHD som anvendte p-piller.
Forskerne konkluderer, at resultaterne peger på, at kvinder med ADHD er mere tilbøjelige til at udvikle depression mens de tager p-piller i forhold til kvinder uden ADHD. "Denne form for kontraception øger den allerede høje risiko for udvikling af depression blandt kvinder med ADHD", skriver de.