Konklusionen stammer fra en metaanalyse publiceret i World Psychiatry.
Ifølge førsteforfatteren Pim Cuijpers, fra Vrije Universiteit Amsterdam, er det veldokumenteret, at psykoterapi er effektiv ved behandling af depression.
"Hundredvis af randomiserede studier har vist, at kognitiv adfærdsterapi, interpersonel psykoterapi, adfærdsaktivering, kortvarig psykodynamisk terapi, problemløsningsterapi og flere andre psykoterapeutiske metoder har signifikant effekt på depression sammenlignet med kontrolbehandling såsom venteliste, vanlig behandling eller placebo-tabletter", skriver forfatteren. "Det er imidlertid uklart, hvilken effekt psykoterapi har på længere sigt".
I artiklen identificerede forskerne 191 randomiserede undersøgelser, som vurderede effekten af en psykoterapiform mod en kontrolgruppe i mindst seks måneder efter randomiseringen. Undersøgelserne omfattede i alt 33.691 deltagere, som i gennemsnit var 45 år gamle og hovedsageligt var kvinder (73%).
Undersøgelserne omfattede 209 sammenligninger mod en kontrol, som oftest (74%) var care as usual. Den mest undersøgte terapiform var kognitiv adfærdsterapi (51%).
Der var 534 opfølgninger til vurdering af effekten af terapien, hvoraf 10% foregik mere end 12 måneder efter randomiseringen og 3% mere end to år efter randomiseringen.
Forskerne gennemførte diverse typer analyser. Initialt havde terapierne en moderat til stor effekt udtrykt som standardized mean difference (SMD) på 0,55 efter tre måneder. Efter et år var effekten reduceret til 0,39, og forblev stabil indtil den ikke længere var statistisk signifikant efter otte år.
En mere konservativ analyse udtrykt som relativ risiko for respons viste dog, at effekten mistede den statistiske signifikans efter cirka tre år.
Forfatterne konkluderer, at psykoterapi mod depression har en moderat til stor effekt tre måneder efter randomisering og at effekten aftager gradvis i de efterfølgende ni måneder. "Derefter forbliver effekten stabil […] i flere år".