Gå til hovedindhold

​​​

Restriktiv kost lindrer ikke ADHD-symptomer

​En restriktiv kost er ikke bedre end en almen sund kost til behandling af ADHD hos børn. Konklusionen er fra den første randomiserede undersøgelse, der sammenlignede en restriktiv kost med en aktiv intervention.

Resultaterne blev publiceret i European Child & Adolescent Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Annick Huberts-Bosch, fra instituttet Karakter, Child and Adolescent Psychiatry i Nijmegen, Holland, findes der forskningsresultater, der peger på, at der er en association mellem madindtag og ADHD-associeret adfærd.

Hypotesen er, at bestemte typer mad kan fremprovokere systemiske reaktioner hos barnet, som påvirker adfærden. Ved en restriktiv kost til behandling af ADHD eliminerer man proteiner, som kan medføre ADHD-lignende adfærd (blandt andet mælk, æg, hvede, soja, nødder og fisk). Derudover reducerer man andre fødevarer som også kan medvirke til ADHD-symptomer (for eksempel sukker).

Men, skriver forfatteren, associationen er fortsat kontroversiel, idet de tidligere positive forskningsresultater ikke har kunnet bekræftes af uafhængige forskningsgrupper. Derudover er hypotesen aldrig blevet testet i en randomiseret undersøgelse, hvor den restriktive kostintervention blev sammenlignet med en anden aktiv intervention.

I studiet rekrutterede forskerne 165 børn i alderen 5 til 12 år. De blev randomiseret til enten en restriktiv kost eller en almen sund kost. Derudover blev der rekrutteret 58 børn som blev allokeret uden randomisering til care as usual.

Efter fem ugers behandling oplevede 35% af de børn, som fik restriktiv kost, en bedring på mindst 30% i symptomerne, ifølge forældre og skolelærere, hvilket var signifikant færre end de 51% af børnene, som fik en almen sund kost.

Blandt børnene, der fortsatte i care as usual, oplevede 56% en tilsvarende bedring, hvilket også var signifikant bedre end blandt de børn, som fik en restriktiv kost.

Forskerne observerer, at cirka halvdelen af de børn, som fik restriktiv kost, oplevede en bedring ifølge forældrene, mens lærerne konstaterede en forværring af symptomerne. Dette mønster blev ikke set i de to andre grupper, hvilket kan pege på, at forældrene havde højere forventninger til interventionen.

Forfatterne vurderer resultaterne som bemærkelsesværdige, og konkluderer, at en sund kost, og ikke en restriktiv kost, kan være en tillægsbehandling hos børn med ADHD.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden