Konklusionen er fra en åben, ikke randomiseret undersøgelse publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.
TMS er en behandlingsform, som anvender magnetiske felter til at stimulere celler i hjernen. TMS er godkendt til behandling af unipolar depression.
Ifølge førsteforfatteren Scott Aaronson, fra Sheppard Pratt Health System i Baltimore, Maryland, findes der kun få og modstridende data vedrørende effekten af TMS-behandling ved bipolar depression.
Formålet med nuværende studie var at indsamle data vedrørende sikkerhed og effektivitet af TMS ved behandling af bipolar depression.
Forskerne indsamlede data fra 31 voksne patienter med bipolar depression. Cirka en tredjedel (n = 11) havde bipolar affektiv lidelse type 2, mens de andre havde bipolar affektiv lidelse type I.
De var i gennemsnit 42 år gamle. De fleste var i behandling med mindst to stemningsstabiliserende præparater (lithium, antiepileptikum og antipsykotikum).
Ved studiestart blev deres depressions sværhedsgrad vurderet ved hjælp af Hamilton score (17 items) og Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS) til henholdsvis 23 og 34 i gennemsnit.
Alle blev behandlet med TMS (10 Hz-protokol, 3000 stimulationer per session) en gang dagligt, fem gange om ugen i op til syv uger.
Cirka tre fjerdedele (n = 23) af patienterne opnåede remission, og 87% havde respons (lindring på mindst 50% af symptomerne ved rating scales).
I forhold til sikkerheden var der ingen selvmord i perioden. Selvmordstankerne målt ved hjælp af Columbia-Suicide Severity Rating Scale viste en reduktion fra 3,74 til 0,75.
Der var heller ikke nogen switch til mani eller hypomani. Vurdering af symptomerne på Young Mania Rating Scale viste et fald i scores fra gennemsnitligt 3 til 0,5.
"Disse bemærkelsesværdige positive resultater […] tyder på, at TMS kan være en effektiv behandling for bipolar depression", konkluderer forskerne.