Gå til hovedindhold

​​

Vejledning anbefaler begrænsning af farmakoterapi ved borderline personlighedsforstyrrelse

​Nye kliniske retningslinjer fra American Psychiatric Association anbefaler, at farmakologisk behandling ved emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type altid er tidsbegrænset og målrettet et specifikt og målbart symptom, samt at behandlingen sker som supplement til psykoterapi.​

Anbefalingen fremgår af en opsummering af retningslinjerne, publiceret i American Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren George Keepers, fra APA Practice Guideline Writing Group, er livstidsprævalens for denne personlighedsforstyrrelse mellem 1,4% og 2,7%, men væsentlig højere blandt personer, der har kontakt til det psykiatriske behandlingssystem, omkring 10-25%.

"I modsætning til tidligere opfattelser, kan borderline personlighedsforstyrrelse gå i remission, og symptomer kan aktivt reduceres", skriver forfatteren. "Men specifikke symptomer såsom frygt for at blive forladt, impulsivitet, intens vrede og en ustabil selvopfattelse kan blive ved".

Retningslinjerne er omfattende, og i opsummeringen fremgår det blandt andet, at den initiale psykiatriske evaluering inkluderer en kvantitativ metode til at identificere og bestemme sværhedsgraden af symptomerne.

Patienter anbefales behandlet med en struktureret tilgang til evidensbaseret psykoterapi som har som mål at adressere lidelsens kernesymptomer.

Vedrørende farmakologisk behandling anbefales det, at alle behandlinger er tidsbegrænsede. De bør være målrettet et specifikt og målbart symptom, og skal være adjuverende til psykoterapi. Al farmakologisk behandling bør revideres mindst hver sjette måned med henblik på at vurdere behandlingens effektivitet og på at identificere præparater, som bør trappes ned i dosis eller seponeres.

Forfatterne observerer, at der er begrænset data vedrørende personer med borderline personlighedsforstyrrelse og somatiske eller psykiatriske komorbiditeter.

De konkluderer dog, at retningslinjerne også kan anvendes til disse patienter i lyset af fraværet af mere robust evidens vedrørende personer med komorbiditeter.

De nye retningslinjer kan tilgås ved dette link:

https://psychiatryonline.org/doi/book/10.1176/appi.books.9780890428009


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden