Gå til hovedindhold

Forskning

Nedenfor beskrives kort KAG Dobbeltdiagnoses forskningsprojekter. 

KAG Dobbeltdiagnose igangsætter løbende nye forskningsprojekter og forskningssamarbejder. 

For yderligere information kan KAG Dobbeltdiagnoses projektleder kontaktes. ​​

​Igangvære​nde og​ planlagte projekter:

  • Test og behandling for blodbårne vira blandt personer med dobbeltdiagnose
  • Ph.d. projekt: Does treatment with the GLP-1 receptor agonist semaglutide reduce alcohol intake and alcohol cue-induced brain activation in patients with a diagnosis of schizophrenia and a comorbid alcohol use disorder?​
  • On Dual Diagnosis System changes (ODDS)
  • Ph.d. projekt:​ COMBO Concomitant prescription of ADHD and antipsychotic medication - a growing paradoxical pattern.

Test og beha​ndling for blodbårne vira blandt personer med dobbeltdiagnose

​​Formål:

Formålet med projektet er at tilvejebringe viden og data, der kan forbedre forebyggelse, muliggøre tidligere stillet diagnose og bedre behandling af de tre blodbårne infektionssygdomme human immundefekt virus (HIV), hepatitis C virus (HCV) og hepatitis B virus (HBV) blandt personer med alvorlig psykisk lidelse og svært behandleligt misbrug (dobbeltdiagnose).

Personer med dobbeltdiagnose er blevet identificeret som en risikogruppe for alle tre sygdomme, men sygdommenes reelle indflydelse på overdødeligheden i målgruppen er underbelyst. Ubehandlet medfører HIV, HCV og HBV betydelig sygdom og/eller tidlig død. Stilles diagnosen i tide findes der imidlertid fremragende behandlingsmuligheder.

Studiet udføres som et kvalitetsstudie, der skal udbrede screening for HIV, HCV og HBV til alle patienter på Afdeling M - en specialenhed, der varetager udredning og behandling af patienter med alvorlig psykisk lidelse og svært behandleligt misbrug i psykiatrien i Region Hovedstaden.

Afdeling M har optageområde i hele Region Hovedstaden og består af et ambulatorium beliggende på Østerbro i København med 120 patienter på årsbasis samt 3 sengeafsnit beliggende i Roskilde med 350 indlæggelser på årsbasis. 

Indsatser:

​​​​Screening ​​på ambulatorium

På Afdelings M's ambulatorium sker screeningen ved hjælp af en såkaldt dried blood spot-test (DBS-test), en fingerpriktest, som kan medbringes og foretages hjemme hos patienten. ​

Screening på sengeafsnit

​På Afdelings M’s sengeafsnit benyttes almindelig venøs blodprøve, der tages i forbindelse med indlæggelse.​

Analyse af prøver

Blodprøver og DBS-test analyseres på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA), Hvidovre Hospital, hvor de analyseres med svar indenfor 7-10 dage. Når patienter med infektion modtager svar, vil de samtidigt blive præsenteret for en behandlingsplan.

Behandling af smittede

Personer, der tester positiv for HIV, HCV eller HBV vil blive tilbudt behandling via infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital. Selve behandlingen vil dog foregå med patienten i centrum i regi af Afdeling M. 

Personer der er smittet med HCV, behandles som udgangspunkt med det pan-genotypiske præparat, Maviret (helbredelsesrate >95%). Alle genotyper kan behandles med dette præparat, og behandlingstiden med Maviret er 8 uger frem for 12 uger som ved andre præparater. 

Efter endt HCV-behandling skal der tages en afsluttende prøve for at afgøre om patienten er kureret. Anbefalingen er, at denne prøve tages 12 uger efter endt behandling.​

Hvem indgår:

Projektet vil etablere en smitteopsporingsmodel, der tilbyder hurtig udredning af HIV, HCV og HBV til alle patienter på Afdeling M. ​

Projektet tilrettelægges og udføres i et samarbejde mellem Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital (1), psykiatrien i Region Hovedstaden (2) og Afdeling M (3)​​.​

  1. Professor, overlæge Nina Weis, Ph.d.-studerende Jonas Demant og p​rojektsygeplejerske Louise Krohn-Dehli
  2. Professor, overlæge Anders Fink-Jensen
  3. Cheflæge Jakob Krarup

 ​​

Ph.d. projekt: ​Does treatment with the GLP-1 receptor agonist semaglutide reduce alcohol intake and alcohol cue-induced brain activation in patients with a diagnosis of schizophrenia and a comorbid alcohol use disorder?​

Formål:

​​Skizofreni er en alvorlig psykiatrisk lidelse med forhøjet dødelighed og høj komorbiditet af rusmiddelproblematikker, herunder alkoholafhængighedssyndrom. Evidensen for medicinsk behandling for skizofreni og komorbidt alkoholafhængighedssyndrom er sparsom og der er et presserende behov for interventionsstudier, der undersøger nye behandlingsstrategier for denne gruppe af dobbeltdiagnosepatienter.  

Behandling af alkoholafhængighedssyndrom med kognitiv adfærdsterapi er veldokumenteret, men de kliniske retningslinjer anbefaler supplerende farmakologisk terapi. Farmakologisk terapi har dog ikke vundet udbredelse og det er nødvendigt at opnå ny viden om den medicinske behandling af alkoholafhængighedssyndrom samt en bedre forståelse af de patofysiologiske og psykologiske mekanismer bag lidelsen.

Dopamin anses for at spille en central rolle i de givende og vanedannende egenskaber ved rusmidler og tidligere forskning har fundet, at lægemidlet Wegovy® (semaglutid) ​hæmmer alkohol-induceret dopaminfrigivelse i hjerneområderne, der er forbundet med belønning, herunder dem for alkohol.

Baseret på prækliniske data og kliniske fund hos patienter med udelukkende alkoholafhængighedssyndrom, antager vi, at injektion med semaglutid en gang om ugen, vil reducere alkoholindtaget hos personer diagnosticeret med skizofreni og komorbidt alkoholafhængighedssyndrom.

Hvem indgår:

114 patienter, der ønsker alkoholbehandling (18-70 år, BMI≥25 kg/m2) diagnosticeret med alkoholafhængighed og skizofreni i henhold til DSM-5/ICD-10. 

Patienter tilknyttes projektet via psykiatrien i Region Hovedstaden samt hjemmesiden: www.alkoholforskning.dk.


On Dual Diagnosis System changes (ODDS)

Formål:

Projektets omdrejningspunkt er en af de største organisatoriske ændringer indenfor det psykiatriske område i nyere tid. Siden 1970'erne har ansvaret for at tilbyde rusmiddelbehandling ligget i kommunerne, hvilket har resulteret i, at der ikke har været en entydig samling af ansvaret for indsatsen til mennesker, der både har en rusmiddel-problematik og en anden psykisk lidelse (kaldet dobbeltdiagnose). Men fra 2024 indfases en ny organisering, hvor dele af rusmiddel-behandlingen flyttes fra kommunerne til regionerne, som derved får et samlet ansvar for den berørte gruppe. Beslutningen om ændringen i ansvarsfordelingen er politisk, men er overvejende støttet af både regioner, kommuner og fagfolk, selvom der ikke er konsensus om, hvordan ændringen konkret bør implementeres.

Projektets formål er at beskrive en baseline før ændringen, beskrive overgangen, og så følge op på resultatet - primært ift. om målsætningerne med ændringen bliver opnået, og om indsatsen ift. gruppen bliver bedre set ift. baseline. Målsætningerne drejer sig især om at etablere bedre sammenhæ​ng i indsatserne for dobbeltdiagnose-gruppen ved at samle rusmiddelbehandlingen og den psykiatriske behandling i ét system. Mere overordnet set er dobbeltdiagnosegruppen kendetegnet ved udsatte og belastede liv, hyppig brug af sundhedsvæsenet og velfærdsydelser, og der er en markant overdødelighed hos gruppen, som ikke er mindsket gennem de seneste årtier.

Hvem indgår:

ODDS tilrettelægges og udføres i et samarbejde mellem KAG Dobbeltdiagnose Sekretariatet, Region Hovedstaden (1), Center for Rusmiddelforskning , Aarhus Universitet (2) og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium, Region Hovedstaden (3).

  1. Solvej Mårtensson, Jonathan Led Larsen, Josefine Skou Jakobsen, Katrine Schepelern Johansen.

  2. Birgitte Thylstrup og Morten Hesse​

  3. Anders Blædel Gottlieb Hansen

Samarbejdspartnere: Kompetencecenter for Retspsykiatri, U-turn, URUS, Rusmiddelcentrene Gladsaxe og Slagelse.

Støttet af: Novo Nordisk Fonden


Ph.d. projekt:​ COMBO Concomitant prescription of ADHD and antipsychotic medication - a growing paradoxical pattern

Formål:

​I 2020 fik 60.915 individer udskrevet medicin til behandling af ADHD (CS), en stigning på 70,5 % fra 2011. I samme periode har kliniske observationer fra Psykiatrisk Center Sct. Hans og rusmiddelcentre, der behandler dobbeltdiagnose, vist en stigning i antallet af patienter, der indlægges med kombinationsbehandling af antipsykotika (AP) og CS.

Samtidig behandling med AP og CS bør være velindiceret, da samtidig ordination ikke anbefales på grund af præparaternes modsatrettede virkningsmekanismer. Konsekvenserne af denne kombination er meget sparsomt belyst, og vi mangler viden om ordinationsmønstre og patientgrupper, der får begge præparater samtidig.

Projektet har tre centrale formål: at beskrive udviklingen i antallet af patienter i behandling med CS og AP samtidig i perioden 2011-2022, herunder demografi, diagnoser og sygdomshistorik; at undersøge konsekvenserne af kombinationsbehandlingen på sociale og sundhedsmæssige forhold samt forskelle i geografi og placering af udskrivende sektor.

Vi forventer, at resultaterne kan bidrage til at afklare en voksende problemstilling i behandlingssystemet, øge bevågenheden hos behandlere og beslutningstagere samt forbedre fremtidige prognoser for en meget sårbar patientgruppe.​​​

Projektet tilrettelægges og udføres af Lei Blandin Jobe - KAG Dobbeltdiagnose Sekretariatet.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden