Hvorfor kompetenceudvikling af medarbejdere?
Integreret dobbeltdiagnosebehandling er nyt for de fleste medarbejdere psykiatrien i Region Hovedstaden. Medarbejdere i ambulatorierne har ikke tidligere haft ansvaret for at behandle patienter for både deres psykisk sygdom og deres rusmiddelproblematik. Derfor er der behov for, at medarbejderne i ambulatorierne får de nødvendige kompetencer til at kunne varetage integreret dobbeltdiagnosebehandling.
For at sikre en ensartet behandling af patienter med en dobbeltdiagnose på tværs af både døgnafsnit, akutfunktioner og ambulatorier er der brug for, at alle medarbejdere opkvalificeres.
Hvad indeholder kompetenceudviklingen?
Kompetenceudviklingen vil overordnet være ens for hhv. medarbejdere i ambulatorierne, på sengeafsnit og i akutfunktioner, da behovet for viden om interaktionen mellem de psykiske lidelser og rusmiddelproblematikkerne er den samme.
Som medarbejder vil du modtage kompetenceudvikling, så du opnår viden og færdigheder inden for bl.a.:
- Dobbeltdiagnosebehandling
- Farmakologisk rusmiddelbehandling
- Substitutionsbehandling
- Motiverende samtale (MI)
- Kognitiv adfærdsterapi (KAT)
- Ledelse af netværksmøder
Om e-læringskurserne
E-læringen giver dig ny viden om behandling af patienter med en dobbeltdiagnose. Når du har gennemført e-læringen, er det forventningen, at du er klar til at begynde opsporing og rusmiddeldiagnosticering.
Du kan tilgå e-læringskurser om integreret dobbeltdiagnosebehandling i Kursusportalen.
E-læringen om dobbeltdiagnosebehandling består af fire kurser, som skal ses som et sammenhængende forløb, der introducerer dig til væsentlige emner i den integrerede dobbeltdiagnosebehandling:
- Implementering af integreret dobbeltdiagnosebehandling
- Introduktion til integreret dobbeltdiagnosebehandling
- Rusmidler og rusmiddelbehandling
- Farmakologisk rusmiddelbehandling: substitutionsbehandling og alkoholabstinenser

Om fremmødekurserne
Fremmødekurser om dobbeltdiagnosebehandling, farmakologisk rusmiddelbehandling og substitutionsbehandling skal give dig nye kompetencer og en grundig indføring i behandling af patienter med en dobbeltdiagnose, herunder relevante værktøjer og metoder, så du er klar til at varetage selve behandlingen
Fremmødekurserne bygger videre på e-læringen, og det forventes, at du har gennemført e-læringskurserne, før du deltager i fremmødekurser.
