Does the glucagon-like peptide-1 receptor agonist semaglutide prevent deterioration of metabolic state in the prediabetic or diabetic patients with schizo-phrenia treated with the anti-psychotic compound clozapine or olanzapine?

​Professor Anders Fink-Jensen/Marie Reeberg Sass, Psykiatrisk Center København

Metaboliske forstyrrelser og overvægt hos antipsykotika-behandlede patienter med skizofreni er et betydeligt klinisk problem, der sandsynligvis skyldes samspillet mellem antipsykotisk medicinsk behandling, genetiske faktorer og livsstil så som fysisk inaktivitet og kost med højt fedtindhold. Clozapin og olanzapin er to af de mest effektive antipsykotiske lægemidler, og clozapin anvendes til behandling af patienter, hvor andre antipsykotika ikke har tilstrækkelig effekt. Desværre medfører disse to præparater ofte metaboliske forstyrrelser og for clozapins  vedkommende vil præparatskift ofte ikke være muligt uden markant forværring af psykiatriske symptomer. Der findes således en stor og vigtig gruppe af antipsykotika-behandlede patienter, der har behov for medicinske indgreb for at forbedre deres metaboliske status.

Glucagon-like peptid-1 (GLP-1) baseret behandling anvendes til patienter med type2 sukkersyge med henblik på at opnå forbedret glykæmisk kontrol. Det er tidligere vist, at GLP-1 agonisten liraglutide på dramatisk vis reducerede hyppigheden af forstadier til sukkersyge (prædiabetes) samt overvægt hos patienter i kronisk behandling med clozapin eller olanzapin (JAMA Psychiatri, 2017).

I projektet undersøges, hvorvidt en tidlig påbegyndt GLP-1 behandling allerede indenfor det første år efter behandlingsstart med clozapin eller olanzapin vil kunne forbedre overvægt og metaboliske forstyrrelser hos patienter med prædiabetes eller lettere tilfælde af sukkersyge.

Til dette formål gennemføres et 12 måneders randomiseret dobbeltblindet, placebo-kontrolleret studie af GLP-1 agonister semaglutide på glukosetolerance hos patienter med skizofreni med prædiabetes eller lettere former af sukkersyge, body mass index (BMI)>27 og i nylig opstartet behandling med clozapin eller olanzapin. Det aktuelle studie er ikke tidligere udført og vil være med til at afklare hvorvidt tidlig intervention med GLP-1 analoger vil have effekt på metaboliske forstyrrelser og overvægt, som ofte ses hos patienter med skizofreni i behandling med clozapin eller zyprexa. Studiet gennemføres i samarbejde med andre psykiatriske centre i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 


Redaktør