Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk lidelse med en
forekomst på 1-2% med hyppige depressive og maniske
episoder og høj arvelighed. Klinisk er grænserne til andre psykiske lidelser så
som tilbagevendende depression uklare selv om de farmakologiske og psykologiske
behandlinger er forskellige. Ofte stilles den korrekte bipolare diagnose først efter flere år med
sygdommen og for mange patienter er det ikke muligt at forudsige og derfor
forebygge nye episoder. Identifikation af biomarkører for bipolar lidelse vil
styrke diagnosen og øge muligheden for skræddersyet individuel behandling.
Formålet med aktuelle studie er at identificere blod baserede biomarkører for
bipolar lidelse. Vi vil i studiet undersøge biomarkører blandt 200 patienter
med ny-diagnosticeret bipolar lidelse, 100 af disse patienters familiemedlemmer
og 50 raske personer uden bipolar lidelse eller depression i familien. Studiet
er det første i en større forskningssatsning, hvor visionen er at udvikle en
kommerciel tilgængelig samlet biomarkør for bipolar lidelse og udføres i
samarbejde med førende danske og internationale eksperter på området.