Bjørn Hylsebeck Ebdrup

”Hvad er der egentlig særligt ved det, jeg kan?” Det spørgsmål har professor Bjørn Ebdrup fra CNSR-gruppen på Psykiatrisk Center Glostup ofte stillet sig selv – og han har fundet frem til, at han er god til at navigere i krydsfelter: Mellem psykiatrien og matematikken og mellem neurobiologien og psykopatologien. Men måske først og fremmest er han i stand til at holde fokus på de mennesker, som oplever verden anderledes. 

​Forskning i forrykthed


Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen


I starten af 80'erne kørte en knægt fra Thy helt bogstaveligt med firetoget ind på Københavns Hovedbanegård, hvor han spadserede ud i en helt ny verden i den barske ende af Vesterbro: Der var punkere med orange og grønt hår, der var mennesker, som sad i rendestenen ud for Mariakirken, og de levede alle sammen tydeligvis en helt anderledes type liv, end han var vant til at blive konfronteret med:

"Den slags typer havde vi altså ikke hængende rundt omkring stationen i Snedsted. De sad bare der og så mærkelige ud. Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, der var lærer og arbejdede med børn, som havde det svært, hvad de var for nogen. Og så fik jeg en forklaring om, at de nok ikke altid havde haft det lige let," husker Bjørn Ebdrup med et lidt skævt smil.

Det var lige præcis dér, at kimen til det professionelle virke for den i dag 48-årige nyudnævnte professor i neurobiologisk baseret behandling af psykose blev lagt. For der går en narrativt helt lige linje fra dette første møde med samfundets randeksistenser til mødet med patienten Bob under medicinstudiets tidlige patientkontakt, videre til de første FADL-vagter på psykiatrisk afdeling, over vikariater i Aalborg og Grønland, et første møde med forskningen på Kansas University og frem til, at en kollega mange år senere i overført betydning sendte Bjørn Ebdrup i favnen på Birte Glenthøj og hendes forskningsgruppe.

Det forrykkede sind

Med sine egne ord er Bjørn Ebdrup optaget af forryktheden. Han er fascineret af det forrykkede sind, og understreger, at det ikke er ment som et normativt og værdiladet begreb. Det skal i stedet forstås helt bogstaveligt: Noget er forrykket, og patienten har derfor et andet udgangspunkt end det, de fleste af os deler:

"Kernen i psykosen er den her anderledes primære oplevelse af ens egne sanser, ens tanker og andres intentioner. Det er den anderledeshed, denne 'forrykthed', som gør, at man kan være så opslugt af en idé eller en tanke, at man ender med at gøre eller sige noget, der virker så underligt og fremmed, at vi andre studser over det og i sidste ende – som pårørende eller behandler –bliver bekymrede for patienten. Men selvom vi i første omgang kun får øje på selve psykosens udtryk, så ligger der jo ofte en indre verden af tanker og forestillinger bag – en primær oplevelse af, hvordan man oplever sig selv i forhold til resten af verden. Dette er essensen af psykosen, som den i særdeleshed ses ved skizofreni", siger Bjørn Ebdrup.

Det var det, han cirka ti år efter firetoget på Hovedbanegården mødte hos førnævnte Bob: På overfladen en stereotyp af en mand med et hårdt liv på Vesterbro: En alkoholiseret fyr, som lever en stor del af døgnet på den lokale bodega, med hjerteproblemer og alskens andre somatiske lidelser. Men da den medicinstuderende Bjørn først får hul på samtalen mellem dem, træder en helt anden personlighed frem:

"Han viser sig at have en stor viden om kunst og kan fortælle mig alt muligt om Asger Jorn og mange andre danske malere. Han har en genuin interesse i kunst og litteratur, masser af malerier på væggene i sin lejlighed samt en aparte og stor samling af erotisk kunst. Han er berejst, og på den måde folder stereotypen sig ud til at være et komplekst og meget fascinerende menneske".

En mildere og mere målrettet behandling

I dag forsker Bjørn Ebdrup i spændingsfeltet mellem neurobiologi og psykopatologi. Han anerkender på den ene side i meget høj grad værdien i de detaljerede psykopatologiske beskrivelser af sygdomsoplevelser, men på den anden side mener han samtidig, at de først får prognostisk tyngde, når de kombineres med den neurobiologiske og neurokemiske viden.

"Det er to forskellige domæner at beskrive sygdommen ud fra. Hver især er de meget raffinerede, og når vi kombinerer de to domæner, får vi en multidimensionel måde at anskue sindssygdom på, som har et meget stort potentiale," siger han og fortsætter:

"Jeg udspringer af Birte Glenthøjs forskningsgruppe, hvor vi igennem 20 år har indsamlet data om patienter med førsteepisode psykoser. Det betyder, at vi har oparbejdet en stor og unik database med mange detaljer på de biologiske mål. Den er vores udgangspunkt for dels at identificere og forstå de forstyrrelser, som er tilstede, når man bliver syg med en psykose, og dels at undersøge specifikke behandlinger. Håbet er, at vi når frem til en mere raffineret tilgang til patienterne, hvor vi lytter til dem og finder frem til deres kerneproblematik, for derefter at kunne tilbyde dem en mildere, mere elegant og målrettet behandling, end vi har kunnet hidtil: Vi skal fjerne det, som belemrer patienterne mest og forårsager deres lidelse – men vi skal ikke fjerne deres personlighed."

Forskning i sårbarhed

Bjørn Ebdrup er sammen med sin forskningsgruppe involveret i en lang række videnskabelige projekter. De omfatter blandt forskellige typer undersøgelser af lægemidler – blandt andet såkaldt re-purposing, hvor man undersøger effekten af medicin, som er udviklet til andre sygdomme på patienter med psykose. Men også såkaldt challenge-studier, hvor man undersøger nyudviklede præparater i et meget tidligt stadie på patienter.

"Det spiller jo alt sammen ind i professoratet, som handler om at finde nye behandlinger til patienter med psykose," forklarer Bjørn Ebdrup og fortsætter:

"Men den egentlig sindssygdom er i virkeligheden det kliniske aftryk af en længerevarende kompleks udvikling, som både har genetiske og psykosociale faktorer, der tilsammen giver individet en sårbarhed. Derfor er en vigtig del af vores forskning også at forsøge at identificere og forstå den sårbarhed rent biologisk. Hvem har den? Hvordan giver den sig udslag? Kan vi bremse dens udvikling? Det er en kerneopgave i at finde nye behandlinger – de fleste kendte behandlinger er i dag ren brandslukning, efter skaden så at sige er sket. Men hvad nu, hvis vi kunne forhindre branden i at opstå?"

Derfor samarbejder han blandt andet med Merete Nordentofts forskningsgruppe på Psykiatrisk Center København om at finde prædiktorer hos patienter i høj risiko for at udvikle psykose.

Men Bjørn Ebdrups gruppe er også optaget af at undersøge skridtet før dette: De laver i samarbejde med børnelæger på Gentofte Hospital blandt andet et studie af en stor gruppe raske, 10-årige børn for at se, om man kan finde tidlige afvigelser hos de børn, som senere udvikler psykiatriske symptomer.

Fokus på det kliniske

Bjørn Ebdrups forskerkarriere startede tidligt – faktisk før han overhovedet blev uddannet læge: På 10. semester af medicinstudiet tog han et års forskningsfri, hvor han rykkede til Kansas City i USA. Med under armen havde han en dansk kohorte indeholdende data om sønner af alkoholiske fædre, som skulle behandles af dygtige statistikere på Kansas University.

"Der fik jeg fornemmelsen af, at forskning virkelig kan noget. Men det var i sagens natur et projekt uden direkte patientkontakt, og det lærte mig også, at jeg har brug for den kliniske forskning for rigtigt at trives. Det der med kun at sidde med et excel-ark er ikke mig. Jeg har brug for at vide, hvilke mennesker og hvilke historier- der gemmer sig bag tallene. Så det første projekt gav mig en klar føling med, hvad forskningen er og kan, men det ansporede mig også til selv at gå i en anden retning: Jeg tænkte, at når jeg nu skal være psykiater, så skal jeg også være en god psykiater. Og for at være en god psykiater, skal jeg forstå den bagvedliggende neurobiologi bedre", siger Bjørn Ebdrup.

Den tanke har hængt ved. Bjørn Ebdrup arbejder stadigvæk halvdelen af tiden i klinikken, mens den anden halvdel bruges på forskning og forskningsledelse. Og sådan skal det blive ved: Det er stadig det direkte møde med patienternes historier og oplevelser – og især anderledesheden, som driver ham fremad. Spørgsmålet er så, om forskningen faktisk har gjort ham til en bedre psykiater?

"Ja, uden tvivl! Men som kliniker og forsker har jeg alligevel tit spurgt mig selv om, hvad der egentligt er særligt ved dét, jeg kan. Man kan vel ikke kan gøre begge dele lige godt," siger han med et grin og uddyber:

"I vores databehandling arbejder vi med kæmpestore, komplekse datamængder og bruger machine learning til at behandle dem. Vi har et fantastisk samarbejde med ingeniører og statistikere, blandt andet på DTU. Men jeg kan slet ikke selv kode algoritmerne. Jeg forstår ikke modellerne rent matematisk, til gengæld bliver jeg ved med at spørge og spørge, indtil jeg har en lægmandsforståelse for, hvad de kan bruges til for at besvare mit kliniske spørgsmål. Og samtidig er der givetvis også psykiatere, som klinisk er bredere funderet end jeg Men hvad er det så, jeg kan? Jeg har fundet frem til, at der er en meget stor styrke i at ligge i krydsfeltet mellem det ekstremt nørdede på den ene side, hvor jeg prøver at forstå området – og så på den anden side at være et nysgerrigt medmenneske over for de her patienter og bevare min oprigtige interesse i de historier, jeg bliver præsenteret for. Det er det krydsfelt, jeg lever og stortrives i," siger han, trækker vejret ind – og tilføjer så med vægt i stemmen:

"Og når jeg så omsider selv har forstået, hvad det egentlig er, vi har lært af et givent studie, er det en gave at få lov at formidle den viden til alle, der vil lægge øre til – hvad enten det er i form af undervisning af kolleger eller som oplæg for lægmand. "

Fluefiskeren og forskeren

Privat er Bjørn Ebdrup gift med Rikke, som er neuroradiolog. Sammen har de tre børn, som de prioriterer at rejse meget med. Senest har hele familien boet seks måneder i Australien, hvor Bjørn Ebdrup med midler fra Lundbeck Fonden var del af den anerkendte forskningsgruppe ved Melbourne Neuropsychiatric Centre. Egentlig skulle opholdet have varet 9 måneder, men det måtte afkortes på grund af corona-pandemien. Men et tæt samarbejde med kollegerne Down Under blev etableret – og alle i familien ser stadig frem mod den rundrejse i Australien, som pandemien snød dem for.

Bjørn Ebdrup har også en stedmor og en bror, men brødrede mistede begge forældre forholdsvis tidligt i livet. Det har været med til at forme hans personlighed – blandt andet har det givet han en stædighed, nærmest en fornemmelse af at skulle vise dem, at han nok skal klare sig på trods af deres fravær. Og samtidig har han også taget noget helt konkret med sig ind i voksenlivet:

"Min far blev alene med os, da jeg var 15. På det tidspunkt havde han allerede etableret fiskeriet som en ting, vi gjorde sammen, og efter min mor døde, fangede han os drenge ind på den måde. Vi fandt en symbiose omkring fluefiskeri i de næste år, og jeg har fisket ekstremt meget i min ungdom. I dag fisker jeg stadig med min bror. Det er svært at få tid til, men jeg gør det så meget som muligt. Det renser hovedet og giver rum for eftertænksomhed. Og så er det – ligesom en cykel- eller løbetur i skoven – en måde at mærke elementerne på. Man mærker, at man lever, når man står ude i vandet. Og så tror jeg bare, at det passer rigtig godt med min karakter," siger han.

Faktisk passer det så godt og er så vigtig en del af historien om Bjørn Ebdrup, at han har trukket det med ind i sit arbejdsliv. I hvert fald i symbolsk forstand: Får når Bjørn Ebdrup sammen med sin forskningsgruppe arbejder sig gennem uoverskueligt store datasæt, så er det netop ikke en gang tilfældigt trawlfiskeri, hvor man ukritisk haler alt godt op fra havet. Det er tvært imod et møjsommeligt præcisionsarbejde, der kræver klare præmisser for at nå et veldefineret mål.

Billedligt talt har Bjørn Ebdrup aldrig sluppet fiskestangen: Han fisker stadigvæk med en nøje udvalgt og hjemmebundet flue for at få en helt særlig fisk på krogen. Hans hav består bare af enorme mængder biologiske og psykopatologiske data – i hvert fald når han ikke lige helt bogstaveligt står på stranden i vand til livet og lader hovedet blæse igennem.

Redaktør