Klaus Martiny

​Portræt: Klaus Martinys forskningsaktiviteter spreder sig over mange områder og inddrager specialister fra umiddelbart fjerntliggende fagområder. Ikke desto mindre er omdrejningspunktet meget klart: Det handler om at finde alternative eller supplerende behandlingsmetoder til medicin og terapi til patienter med depression.  

Tekst: Ulf Joel Jensen
Foto: Markus Redvall

Klaus Martiny 4Q2C0924 by Redvall.jpg

En fleksibel pedant. 
Sådan betegner professor og daglig leder af Intensivt Affektivt Ambulatorium på PC København Klaus Martiny sig selv. Med et smil på læben, men dog forankret i en overbevisning om, at en god forsker netop skal være systematisk grænsende til det pedantiske, men samtidig bevare en fleksibel tilgang til opgaveløsningen.

Klaus Martinys akademiske karriere har et lidt overraskende udgangspunkt: Nemlig landbohøjskolen i København, hvor han læste gartneri og frugtavl. I dag er han stadig meget interesseret i alt, der gror og er levende – men det er kun på hobbyniveau, for allerede efter et halvt års studier på landbohøjskolen fandt han ud af, at der manglede noget helt centralt ude mellem buskene og træerne: Patienter.

"Min far var læge, og som overlægebarn blev jeg slæbt med på stuegang til jul og fik chokolade af patienterne. Det var andre tider dengang, meget hyggeligt for en dreng – og jeg fornemmede nok en eller anden form for klinisk sammenhold omkring det at have med patienter at gøre, som jeg godt kunne lide. Derfor skiftede jeg spor og begyndte at læse medicin", fortæller han.


Patienten i centrum

Det er også patientkontakten, som blev afgørende for specialevalget. Faren var mave-/tarmkirurg, men Klaus ville tættere på menneskene og kastede sin kærlighed over almen praksis. Og han var faktisk næsten færdig med sin specialistuddannelse, da han i 1995 begyndte at arbejde på Psykiatrisk Afdeling i Holstebro hos overlæge Niels Engkilde.

"Han var en ildsjæl," siger Klaus Martiny og fortsætter: "Han havde en meget inspirerende, humanistisk tilgang til patienterne. Der blev virkelig gået i dybden med hver enkelt patient, når han forsøgte at finde ud af, hvorfor de var blevet syge. Jeg kan godt lide, at man på den måde forsøger at inddrage hele patientens livshistorie. Det kan ikke lade sig gøre at lave en standardbehandling af patienter med depression – det afhænger helt af den enkelte patients situation og historie".

Klaus Martiny søgte tilbage til psykiatrisk afdeling flere gange, og var i realiteten solgt til det nye speciale. Så i 1996 flyttede han til Hillerød for at begynde en hoveduddannelse i psykiatri. Umiddelbart efter at han afsluttede sin specialistuddannelse i 2000, tog han hul på et Ph.d.-studium i lysterapi som tillæg til medicinsk behandling.


Nysgerrigheden er drivende

Men i virkeligheden starter forskningsaktiviteterne nogle år tidligere. Med egne ord har Klaus Martiny altid været nysgerrigt anlagt. Han vil gerne lære noget nyt og går systematisk undersøgende og beskrivende til værks. Så da HIV stadig var en skræmmende ny og fuldkommen ukendt sygdom, stod han bag en artikel om,  hvordan man sikkert opererer patienter med HIV. Flere år senere, men stadig før Ph.d.-studiet, drev nysgerrigheden ham ind i en forskningsgruppe på det, der i dag er Psykiatrisk Center Hvidovre ledet af overlæge Helle Charlotte Knudsen, hvor han lavede en artikel om behandlingstilbud til patienter med skizofreni.

"På Hvidovre stødte jeg også på en patient, som sad og lavede mærkelige pornografiske collager. Fuldstændig opslugt. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at han var så optaget af det. Hvad har han lavet nede i Thailand? Så viste det sig, at han var blevet smittet med syfilis, og den var migreret op i hjernen. Han var blevet sindssyg af den der neuroinfektion. Det er meget sjældent, og noget man kun møder én gang i sin karriere, så jeg lavede en artikel  om den her patient sammen med en kollega, som var specialist i hud- og kønssygdomme", fortæller han.

Det blev dog hverken HIV, neuroinfektioner eller skizofreni, som blev hovedsporet i Klaus Martinys forskerkarriere, men døgnrytmen og det lys, som er med til at styre den. I virkeligheden trækker det spor endnu længere tilbage i tiden – til planterne på landbohøjskolen. For Klaus Martiny er fascineret af tanken om, at alt levende her på jorden, også planterne, har et indre ur, som påvirker deres trivsel. At det skulle blive hans felt i den psykiatriske forskning, udspringer af et tilfældigt møde i Hamborg i 1999:

"Jeg var på kongres, og der mødte jeg professor Anna Wirz-Justice, som er en forsker fra Basel. Hun holdt foredrag for unge forskere, hvor hun talte om kronobiologiske behandlingsmetoder, bl.a. lys. Jeg blev meget fascineret af tanken om, at man kan tilbyde noget andet end medicin og psykoterapi, så jeg købte en lysterapilampe og tog med hjem. Folk grinte lidt af, at jeg kom gående med en lampe under armen på vej hjem, men dér begyndte jeg at skrue ideen sammen til min Ph.d."


Grin afløst af anerkendelse

I Hillerød lavede Klaus, i professor Per Bechs forskningsgruppe, flere studier med bla. søvndeprivation som middel mod depression. Og de lidt skæve grin, der mødte den unge psykiater med lyslampen, er med tiden blevet afløst af anerkendelse af, at kronobiologien faktisk kan noget i forhold til gruppen af patienter med affektive lidelser. Det glæder Klaus Martiny:

"Jeg er glad for den anerkendelse, der ligger i, at jeg nu får et professorat. Forstået på den måde, at man anerkender, at der faktisk er noget i det her med døgnrytmer og psykiatrisk behandling. Jeg tænker, at mit professorat skal bruges til at få etableret det her område som et blivende forskningsfelt. Det er jo ikke mig, som person, der er interessant. Det er det, at man med kliniske studier kan vise, at man kan bruge en stabiliseret døgnrytme som led i behandling af affektive sygdomme, som er det vigtige. Og heldigvis er der da også tegn på, at der er yngre læger og andre, der er interesserede i forskningsfeltet og arbejder videre med det".


Lys som lavthængende frugt

"Folk siger, at jeg forsker i lys, men egentlig er jeg mest optaget af døgnrytme. Altså det, at vi har en døgnrytme, er i sig selv meget fascinerende. Om natten sover vi alle sammen – klokken tre ligger alle mennesker og sover. Det er ikke noget, vi gør for sjov eller af ren vane: Det er kodet ind i os selv om vi på mange måder har  rykket os væk fra naturen og opfører os, som om vi er nogle væsner, der er uafhængige af naturen og påvirkninger udefra. Det er fantastisk spændende at blive mindet om, at vi lever i et stort ydre univers, som på mange måder styrer vores indre univers", siger Klaus Martiny.

Derfor er han også interesseret i det meste af det, som omgiver os i hverdagen. Han er optaget af sine patienters sociale omstændigheder og det fysiske miljø, de befinder sig i. Hvordan trives man i interaktionen mellem mennesker og miljø? På en måde, siger han, kan man anskue behandling med lys som en lavthængende frugt, fordi lys er noget, som er givet. Til gengæld betyder det meget, hvordan vi tilgår og anvender lyset: Hvordan vi bygger og bor. For det påvirker i meget høj grad vores velbefindende.

"Vi kan ikke isolere os væk fra det naturlige dagslys i bygninger  uden at det har nogle konsekvenser. Alle vores celler har et indre ur – og det er vi nødt til at have respekt for", understreger Klaus Martiny – og dermed tegner han også konturerne af et forskningsfelt, som griber om sig og involverer specialister fra mange andre fagområder.


Fra psykiatri over arkitektur til byplanlægning

"I mit Ph.d.-projekt påviste jeg, at lysterapi har en positiv effekt på patienter med depression. Så næste logiske skridt efter lyslampen er at bygge lyset  ind i rummet og gøre det dynamisk ligesom dagslyset. I dynamiske lyssystemer erstatter man det almindelige lyssystem i et rum med  lys, som kan skifte styrke og farve hen over døgnet Øjet har nogle særlige receptorer, som er forbundet med vores døgnrytme. Det drejer sig om cirka én procent af cellerne i nethinden, som er mest følsomme for den blådel af det synlige lys, og som er direkte knyttet op på vores indre ur", forklarer Klaus Martiny og fortsætter:

"Så hvis man ikke får noget blåt lys, risikerer  man en dårligere regulering af døgnrytmen. Man skal helst have lys med en del t blåt lys om morgenen, og helst lys uden blåt lys  om aftenen – og det tager man højde for i den dynamiske belysning: Man justerer simpelthen på farvesammensætningen, og tager det blå lys ud om aftenen. Den type belysning kan måske også bruges til at behandle maniske tilstande".

Over årene har han oparbejdet et tætsamarbejde med forskningskollegaen Carlo Volff, som er arkitekt. De samarbejder blandt andet med Green Cities, som er et europæisk samarbejde omkring byplanlægning. Målet er at skabe grønnere storbyer i hele Europa – for at gøre det mere tillokkende byens borgere at være ude og dermed blive eksponeret for mere dagslys og forhåbentlig få en sundere døgnrytme.


Forskningspartner på byggeprojekter

"Vi er i gang med at undersøge, om der er forskel på indlæggelser i psykiatrien om sommeren og om vinteren.. Men måske er der også forskel på, hvor man bor henne: Om ens lejlighed vender mod nord, ligger i stuen eller i en baggård. Betyder det noget for, hvor syg man bliver? Det er der aldrig nogen, der har undersøgt, og det vil vi også gerne kigge på", fortæller Klaus Martiny videre.

Klaus Martinys forskningsgruppe er tillige forskningspartner i Ny Psykiatri Bispebjerg. I det nye byggeri kommer man til at benytte sig af dynamisk belysning, og forskningsgruppen har bl.a. fået opført en nøjagtig kopi af en af de kommende sengestuer på toppen af parkeringshuset.

"Kopien er i fuld størrelse og kan dreje rundt. Vi har målt på, hvad der kommer ind af lys fra de forskellige verdenshjørner hen over døgnet og året, og hvordan det monterede dynamiske lys fungerer. Man vil jo gerne lave et byggeri, hvor der ikke er dårligt belyste værelser, og der kan vi forsøge at kompensere for mindre dagslys i nordvendte stuer  gennem den dynamiske belysning. Vi tilpasser simpelthen lyset på hver enkelt sengestue, så der ikke er dårlige stuer, selvom nogle af dem fx vender mod nord", forklarer Klaus Martiny.


Stadig fokus på patienterne

Selvom nogle af Klaus Martinys aktiviteter måske lyder ret tekniske, så har han ikke glemt sit udgangspunkt: Patienterne. Mange mennesker med depression har en forstyrret døgnrytme og kaotiske søvnmønstre, og Klaus Martiny har været med til at påvise, at de har gavn af at få rettet op på netop disse faktorer. Men det er i sig selv ikke nogen let øvelse, hvorfor han også har udviklet en helt ny type psykoedukation, hvor patienten arbejder på at øge signalerne til sit indre ur, bl.a. gennem social kontakt med andre, at udsætte sig for dagslys, og justere på motions- og spisevaner.

Denne del af hans forskning er altså i meget høj grad patientnær, og faktisk insisterer professoren og forskningslederen på at fortsætte med at være en dedikeret kliniker: Som den daglige leder af Intensivt Affektivt Ambulatorium har han sine egne patienter, som han ser på daglig basis.

"Jeg må nok indrømme, at den del af mit arbejde, som jeg holder mest af, er at snakke med mine patienter. Det er også der, inspirationen kommer fra. Der, de nye ideer, også til forskningen, opstår. Og selvom vores forskningsaktiviteter spænder bredt i gruppen, så er det i bund og grund altid kliniske studier," siger den nyudnævnte professor, som tiltrådte i sit professorat den 1. maj 2020.


Redaktør