Når sindet afspores
Tekst: Ulf Joel Jensen
Foto: Markus Redvall
Fascinationen af psykiatri og affektive lidelser blev født meget tidligt hos Maj Vinberg: I hendes forældres omgangskreds var der en dame, som var manio-depressiv, som det hed dengang – altså led af bipolar lidelse.
"Det var med til at skabe en fascination af psykisk sygdom hos mig: Historierne om, hvor syg hun blev, hvor manisk hun var, og alle de penge hun brugte, passede meget dårligt med den her begavede og meget søde dame, jeg kendte for at sidde og læse godnathistorier. Samtidig var jeg optaget af eventyrernes beskrivelser af patologien. Tænk bare på den lille havfrue, som bliver patologisk forelsket og vil leve i en helt anden verden end sin egen", siger Maj Vinberg, der som lille pige slet ikke var i tvivl om, at hun gerne ville være læge.
Damen med Lykkehjulet
Alligevel endte hun efter gymnasiet på biologistudiet – lige indtil hun med sine egne ord vågnede op og indså, at hun næppe blev den næste Jacques Cousteau. Derfor skiftede hun hurtigt over til medicin og på samme facon har der heller aldrig været den store slinger i valsen, når det gælder forskningen:
"Nysgerrigheden er drivende for min forskning, og det startede allerede under studierne, hvor jeg tog et hav af vagter i psykiatrien. Jeg brugte i to år 20 timer om ugen på at passe den samme svært syge skizofrene patient. Og på et andet tidspunkt passede jeg en dame, som var sprunget ud fra Lillebæltsbroen og overlevet. Hun havde så udtalt morgenvånde, at hun var nærmest ukontaktbar om morgenen. Men hen ad aftenen, når Lykkehjulet begyndte at rulle rundt på fjernsynet, fik hun aftenlysning. Så kom der pludselig lidt mimik, og så kunne hun svare på spørgsmål. Det var meget fascinerende at se", siger Maj Vinberg og fortsætter:
"Hvordan kan det her menneske, som er helt lukket ned. Uden mimik, ude af stand til at smile eller bare vælge sin egen påklædning – hvordan kan det menneske fem måneder senere springe rundt som en vårhare og være morsom og diskussionslysten? Hvad er det, der ligger neden under det? Hvorfor kan et og samme menneske helt tabe forbindelsen til sig selv? Der må være noget biologi nedenunder – der må være en biologisk drivende proces. Det vil jeg gerne kunne forklare – eller i hvert fald få indsigt i dele af det".
Den mekanistiske forståelse af sygdommen
Maj Vinbergs forskerkarriere begyndte, da hun umiddelbart efter sit turnusforløb fik job på Bispebjerg Hospital hos Birte Glenthøj. Her publicerede hun sin første kasuistik, altså et klinisk projekt med fokus på et enkelt sygdomsforløb. Igen er Maj Vinbergs arbejde – men hendes egne ord – drevet af et ønske om "den helt mekanistiske forståelse af, hvad det er, der foregår i hjernen hos en person med psykisk sygdom". Og det er sådan set kernen i al hendes forskning:
"Hvis vi et øjeblik vender tilbage til damen med Lykkehjulet, så må man, for at kunne hjælpe hende, finde ud af, hvor toget bliver afsporet: Hvis vi kan få afdækket, hvad der går forud for afsporingen, så kan vi måske nå at ændre retning og standse den proces. Det er sandsynligvis en kombination af biologi, adfærd, psykologi, sociale relationer og udefrakommende stress Det er vældig komplekst, og det er ikke sikket, at vi kan forhindre psykisk sygdom i at starte, men hvis vi kan forstå processerne tilstrækkeligt godt, så kan vi måske nå at skifte spor, så toget bliver på skinnerne og ikke igen afspores og kører galt", siger hun.
Efter de første par publikationer tog hun i 2002 fat på sit ph.d.-studie, som hun har videreudviklet og forsket i lige siden. Et tvillingestudie, hvor den ene tvilling enten har bipolar lidelse eller depression, og den anden tvilling er psykisk rask, men har familiær risiko for at udvikle psykisk sygdom. Hun fokuserede på højrisikofaktorer for at udvikle sygdom – men også omvendt på de beskyttende faktorer.
Projektet handler helt fundamentalt om at forstå, hvorfor nogle bliver syge, mens andre ikke gør. Igen er der tale om et forsøg på helt basalt at forstå sygdommen, men samtidig er det forskning, som ligger tæt på det kliniske. Tæt på der, hvor forskningen flytter noget for patienterne.
Altid tæt på klinikken
I marts 2020 tiltræder Maj Vinberg i sit nye job som klinisk professor ved Københavns Universitet og Psykiatrisk Center Nordsjælland. "Det bliver spændende og udfordrende. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på et stort, veldrevet hospital med et stort optageområde, mange patienter og derfor mange muligheder for at implementere forskningen i klinikken. Det er vel det helt overordnet mål – at vi kan få forskning og klinik til at gå hånd i hånd", siger Maj Vinberg, som understeger, at netop dette er afgørende vigtigt for hende:
"Jeg er fascineret af det menneskelige sinds afkroge – hvordan kan hjernens funktioner afspores i en grad, at det ender med alvorlig psykisk sygdom og hvordan hjælpes den tilbage på sporet. Dette spørgsmål er drivende for mine forskningsaktiviteter. Det er væsentligt og også fantastisk opløftende at se, hvor raske mennesker trods udvikling af en periode med svær psykisk sygdom kan blive. Det er fagligt tilfredsstillende at se, at man med en kompetent behandlingsindsats kan helbrede og lindre psykisk sygdom.
"Hvis jeg ikke ser patienter og udelukkende arbejder med forskning, så kommer jeg for langt væk. I sidste ende er det patienterne, det handler om så tilknytningen til det kliniske lægefaglige arbejde er en selvfølgelighed. Samtidig er det væsentligt at kunne uddelegere til relevante faggrupper såvel klinisk som forskningsmæssigt, så alle bidrager med deres spidskompetencer."
Fremskridt
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Maj Vinberg vender sig mod arbejdet i klinikken, når hun skal udpege forhold, som for alvor kan udfordre hende:
"Det værste, jeg ved, er, når vi ikke kan tilbyde de unge en ordentlig behandling. Når jeg står med en ung patient og tænker, at vi kunne have rykket tidligere – at vi kunne have gjort en forskel, hvis vi var kommet i gang hurtigere. Når det smuldrer væk, fordi der mangler sammenhæng i vores behandlingstilbud – dét kan være svært at acceptere, når jeg ved, at vi kan gøre det bedre", siger hun.
Og selvom hun som ph.d., dr.med. og nu også professor har indfriet nogle personlige ambitioner, så peger hun også i retning af det helt patientnære, når hun skal sætte ord på succesoplevelser fagligt:
"Jamen, det er en sejr, når tingene hænger sammen, og det lykkes. Når en ung og forpint patient kommer ind og er tre år bagud i sit studium, fanget i håbløshed og sygdom. Men når vi så med et tæt samarbejde med andre faggrupper, dygtige socialrådgivere osv., kan bringe patienten ud på den anden side med en uddannelse og en helt forandret livsudsigt, så – ja så har vi en af psykiatriens store faglig triumfer".
En rastløs natur
Privat er Maj Vinberg gift gennem 25 år. Hun har to voksne børn på henholdsvis 19 og 23 år. Og selvom hun hverken blev biolog eller den næste Jaques Cousteau, så fortæller Maj Vinberg, at naturen stadig spiller en stor rolle i hendes tilværelse. Hun rejser meget – og gerne efter naturoplevelser.
Hjemme i Danmark vinterbader hun og er i det hele taget et aktivt udendørsmenneske, som løber, cykler og svømmer. Efter eget udsagn keder hun sig aldrig – og det er der måske ikke så meget at sige til: Det virker ikke helt, som om hun har tid til at kede sig.
"Der er vel et vist element af rastløshed inde over", medgiver Maj Vinberg og uddyber: "Jeg kan godt have lidt svært ved at holde mig i ro. Det er en del af min personlighed, at jeg godt kan lide forandringer og at gøre tingene på en ny måde. Både privat og professionelt vil jeg gerne optimere – forbedre den måde, vi plejer at gøre tingene på. Men jeg synes, jeg er forholdsvis bevidst om, at det både kan være godt og skidt, så det ikke tager overhånd".
Multimodale og individualiserede forløb
Et af de steder, hvor Maj Vinberg håber på at kunne være med til at optimere fremover, er naturligvis på forskningsfronten. Ikke så meget i form af store forandringsprojekter fra første dag i hendes nye job, som i form af nye og større samarbejder på sigt.
"Jeg har et håb om, at forskningen i fremtiden vil udvikle sig i retningen af, at man går sammen i flere og større både nationale og internationale konsortier. Altså flere forskningsgrupper fra rundt om i verden, der går sammen på større projekter for at øge mængden af data – og dermed kunne skabe mere solide og bedre forskningsresultater", siger Maj Vinberg.
Hun forudser, at den psykiatriske behandling i de næste år vil blive mere multimodal, end vi allerede kender det – altså at man i endnu højere grad end i dag vil kombinere de evidensbaserede behandlinger vi har på struktureret vis som eksempelvis medicinsk behandling, psykoedukation, fysisk træning, psykologisk behandling, sociale tiltag osv. Og så forventer hun, at efterhånden som vi øger vores forståelse af de psykiatriske sygdomme, vil behandlingstiltagene blive stadig mere individualiserede.
"Jeg har en forventning om, at vi ved hjælp af den store viden, vi allerede har bygget op, bliver meget mere skarpe på at individualisere behandlingen fra starten af et forløb. Der er ikke nogen one size fits all, og jeg håber på, at vi bliver i stand til at tilrettelægge en behandlingsindsats til den enkelte bestående af når indiceret individualiseret medicinsk behandling, men også se på de sociale forhold, det fysiske helbred, de interpersonelle relationer og det psykologiske, når vi taler om at skræddersy en behandling".
"Men det betyder også, at forskning er vigtigere end nogensinde. Vi skal simpelthen have styr på vores metoder, og vi er nødt til at basere dem på faktuel viden. I det her postfaktuelle samfund er der mange, som gerne vil byde ind med ekspertviden, og der er det vores opgave at stå fast på metode, fakta og evidens."