Michael Eriksen Benros

​Han forsker i præcisionspsykiatri, men har selv en udtalt tendens til at brede sig ud over mange forskningsfelter, for at gøre os klogere på psykiatriske lidelser. Helt overordnet er Danmarks eneste professor i immunopsykiatri dog voldsomt optaget af det menneskelige sind og fascineret af alt det, vi ikke ved om kroppens mest forunderlige organ: Hjernen. Tag med på Michael Eriksen Benros' rejse fra de helt store datasæt til den målrettede patientbehandling.

​Fra big data til dybt ned i detaljen


Af Ulf Joel Jensen
Foto: Markus Redvall


Når man taler med Michael Eriksen Benros får man hurtigt fornemmelsen af, at ganske meget falder ham ganske let. Men samtidig står det også helt klart, at der er én ting, han har temmelig svært ved: Nemlig at lave fravalg!

"Det meste virker bare megaspændende! Det gjorde det fx svært for mig at vælge speciale i sin tid, men da jeg så havde gjort mit valg, kunne jeg se, at de mange interessefelter samlede sig psykiatrien. I forskningsverdenen er det desuden udelukkende positivt at tillære sig mange forskellige kompetencer. Jeg synes, det er fantastisk, at livet er én lang læring – også selvom man allerede er professor på et felt, og at man gennem den læringsproces kanjbidrage til større viden inden for sit felt."

Lysten driver værket

Michael Benros blev forskningsleder, da han var midt i 30'erne og professor som bare 40-årig. Han har allerede modtaget adskillige forskningsbevillinger i mange-millioner kroners-klassen, og det kan måske godt umiddelbart virke som opskriften på en målrettet mand med en klar plan. Men faktisk har Michaels liv tidligere været mere fyldt med omveje og indskud:

I løbet af sin folkeskoletid nåede han både at bo i Danmark, på Færøerne og i Finland. Efter gymnasiet arbejdede han som croupier på Royal Casino i Aarhus, hvor evnen til at være god til tal kunne bruges, han læste et halvt år portugisisk litteratur i Portugal og overvejede såmænd også både statskundskab, jura, litteraturvidenskab og psykologi, inden interessen for, hvordan kroppen fungerer, vandt og valget faldt på medicin. Sideløbende med gymnasie og studier spillede han basketball på højeste niveau og var som ungdomspiller på Team Danmark, inden han som senior spillede for flere hold i de øverste danske rækker, 1. division og Elitedivisionen.

Under studiet overvejede han meget seriøst at skifte fra medicin til molekylær biologi, og så rejste han i øvrigt også et år til Bologna undervejs for at studere. Undervejs nåede han også at stifte Psykiatrisk Selskab for Medicinstuderende og arbejde som lægevikar i psykiatrien gennem flere år. Alligevel havde han under og efter studierne en seriøs flirt med en hel lille vrimmel af specialistuddannelser, fx neurologi, idrætsmedicin, almen praksis og psykiatri. Desuden rykkede han fra Århus til København for at tage sin turnus og senere påbegynde speciallægeuddannelsen i psykiatri, men skrev alligevel sideløbende sin ph.d. på Århus Universitet…

"Der har måske ikke været en klar langsigtet karriereplan, men snarere har jeg prøvet at finde ud af, hvad jeg har allermest lyst til. Der er som sagt mange ting, som jeg synes er interessant, og jeg vil gerne gøre det, jeg beskæftiger mig med, bedst muligt– hvilket indimellem kan gøre det svært at tage beslutninger, når man gerne vil træffe den bedst mulige beslutning. Så jeg har nok taget det hele, som det kom-agtigt. Men når jeg endelig får bestemt mig for et mål, er jeg meget grundig, velovervejet, og får altid gjort det færdig, når jeg har sat mig det for."

Det første projekt

På en måde startede Michael Benros' forskerkarriere også sådan lidt halvtilfældigt – hvor han under medicinstudiet blev tilbudt at deltage i en sommerskole hos Kræftens Bekæmpelse i København, hvor han meget passende samtidig kunne se sine mange venner i hovedstaden.

"Man blev opfordret til selv at designe et projekt efterfølgende. Og tidligere under studiet havde jeg været ude i en lægepraksis, hvor to af patienterne havde psykiatriske symptomer. Under indlæggelse fandt man ud af, at den ene havde en hjernecancer og den anden en lungecancer, og det viste sig, at deres uopdagede kræftsygdom var det, som forårsagede de psykiatriske symptomer. Det synes jeg, var virkelig spændende. Så det var egentlig ud fra de kliniske eksempler, at jeg startede mit første rigtige forskningsprojekt, som gik ud på at undersøge, om førstegangsindlagte psykiatriske patienter har højere risiko for en uopdaget cancer end resten af befolkningen," fortæller Michael Benros og uddyber:

"Jeg opsøgte Preben Bo Mortensen, som er Danmarks førende inden for registerforskning, til at vejlede projektet. Han gav mig adgang til de relevante data for hele den danske befolkning, og tilfældigvis – og det er de tilfældigheder, som jeg tror, livet i høj grad er præget af – viste det sig, at de hypoteser, jeg havde dannet på forhånd, faktisk holdt vand: Ved førstegangsindlæggelse i psykiatrien er der rigtigt nok en forhøjet risiko for at have uopdaget cancer, særligt for ældre med førstegangs psykiatriske symptomer. For kræft i det hele taget er den tre gange forhøjet i forhold til resten af befolkningen, men for småcellet lungecancer er den seks gange forhøjet, og for hjernecancer er den 19 gange øget. Dengang var det helt nyt, at der kunne være en sammenhæng mellem cancer og den afledte immunaktivering, herunder antistoffer der reagerer mod hjernen, som årsag til psykiatriske symptomer – i dag er det etableret. Og dét fund ansporede mig til at fortsætte med forskningen, hvor jeg designede de efterfølgende projekter i mit ph.d.-studie."

Vi ved mere om månen end om hjernen

Selvom det altså på én måde lader til, at Michael Benros er sådan lidt ud over det hele, så kunne man faktisk lige så godt, anskuet fra en lidt anden vinkel, argumentere for, at han er blevet i samme spor i hele sin forskningskarriere: Preben Bo Mortensen fra historien om det første forskningsprojekt ovenfor blev også hovedvejleder på Michael Benros' ph.d-projekt nogle år senere, hvor også Merete Nordentoft kom til og blev medvejleder. Begge er i dag hans tætte samarbejdspartnere.

Michael Benros er senest blevet professor i immunopsykiatri – og er altså stadigvæk på jagt efter underliggende forbindelser mellem forskellige biologiske årsager til de psykiatriske symptomer. Særligt krydsfladerne mellem psykiatri og neurologi har været gennemgående i hans forskning. Og mindst én konstant har der da også været hele vejen fra gymnasietiden og frem til i dag:

"Jeg har altid været optaget af menneskets sind og hvordan hjernen fungerer. Det var også det, der lå bag min interesse i litteratur, og det er også derfor, jeg er interesseret i neurologien og de biologiske processer i hjernen: Hvad der egentlig karakteriserer, hvordan vores tanker skabes og formes? I virkeligheden ved vi mere om, hvad der sker på månen end i vores hjerne, og dét er fascinerende, synes jeg: Der er et stort uopdyrket land af nye ting, man kan opdage – og derfor også et stort potentiale for at være med til at forbedre behandlingen af psykisk sygdom på sigt," forklarer han.

Et nyt forskningsfelt

Michael Benros fremhæver selv, at immunopsykiatri, som han er professor i, kun er ét af flere områder, hans forskningsgruppe i Biologisk og Præcisions Psykiatri på Psykiatrisk Center København beskæftiger sig med. Overordnet set er området en del af det felt, man kalder præcisionspsykiatri – altså en vej til at gøre den psykiatriske behandling mere præcis.

I immunopsykiatrien undersøger man sammenhængen mellem immunologiske komponenter, altså at immunforsvaret fx reagerer på en infektionstilstand i kroppen, og psykiatriske symptomer. På sin vis langt fra en ny tanke i psykiatrien, eftersom helt op til en tredjedel af alle indlagte patienter på psykiatriske afdelinger tilbage i 30'erne faktisk led af et fremskredent stadie af neurosyfilis – altså en bakteriel infektion i hjernen. Den bagvedliggende årsag til deres psykiatriske symptomer kunne først behandles effektivt, da antibiotikaen blev opfundet.

Ikke desto mindre troede man, at hjernen var komplet afgrænset fra immunsystemet af blodhjernebarrieren, og det var først i start 1990'erne, man opdagede, at blodhjernebarrieren kan blive mere gennemtrængelig ved betændelsestilstande. Senere fandt man frem til, at der også findes immunceller i hjernen, og for nylig har man opdaget, at der også er et lymfesystem i hjernen ligesom i resten af kroppen. Det er hele baggrunden for, at immunopsykiatri overhovedet findes som et forskningsfelt, og i dag er Michael Benros en af de førende forskere på dette område på verdensplan. Godt hjulpet på vej af de så ofte berømmede danske registre.

Michael Benros og hans gruppe bruger nemlig gigantiske datasæt fra forskellige nationale registre og biobanker kombineret med data fra meget detaljerede kliniske studier. De har for forholdsvis kort tid siden åbnet et nyt forskningsfelt, hvor gruppen med machine learning-modeller forsøger at identificere nye sygdomsmønstre. Første skridt på vejen er at finde undergrupperinger i de brede diagnosegrupper som fx psykose eller depression; for en depression er ikke nødvendigvis bare en depression. Næste skridt er at se på, om de forskellige undergrupper også har gavn af forskellige behandlinger. På den måde kan man på sigt forhåbentlig udvikle mere præcise og målrettede behandlinger.

Fokus på at gøre behandlingen mere præcis

"De sygdomskategorier, vi arbejder med i dag, er ikke nødvendigvis baseret på biologien, og måske kan vi identificere helt nye kategorier, der kan have gavn af ny behandling, hvis vi ser på tværs af diagnoserne. Det er noget af det, vi kommer til at gennemundersøge biologisk og siden kombinere med en række andre data," siger Michael Benros som et eksempel på hans forskning. Og et af nøgleordene ovenfor er "biologi":

"Som forsker er jeg nok ret biologisk funderet. Selvom der bestemt er en sammenhæng med det socialpsykologiske og mange andre faktorer, som vi også forsøger at kortlægge, så er det, der sker inde i hjernen, i sidste ende biologi. Meget forstår vi ikke endnu, og som sagt anerkender jeg, at de andre faktorer spiller ind, og at vi fremadrettet kan komme til at bevæge os ad forskellige tangenter, men hvis man skal lave et stort ryk behandlingsmæssigt, så skal man afdække, hvad der kausalt sker inde i hjernen som underliggende årsager til de psykiatriske lidelser," understreger han.

Michael Benros' arbejde spænder vidt, med mange samarbejdspartnere fra andre forskningsfelter og universiteter. Senest har han modtaget store fondsmidler til at undersøge potentielle psykiatriske og neurologiske senfølger efter Covid-19 infektion sammen med neurologerne, for at belyse en af de meget aktuelle samfundsudfordringer. Men de ser i andre projekter også bredere på sammenhænge mellem andre medicinske tilstande og psykiatriske sygdomme, særligt selvfølgelig sammenhænge relevante for immunopsykiatri, genetiske sammenhænge, men også bredere til hormonelle faktorer og på stofskiftets indflydelse på psykiatrisk sygdom.

Der er meget matematik, big data og machine learning i Michael Benros' forskningsprojekter, men matematikken gør det ikke alene: Sammen med sin forskningsgruppe kombinerer han nationale registerundersøgelser, store genetiske datasæt, biologiske data som blod og cerebrospinalvæske med kliniske studier af patienter med psykiatriske sygdomme. Metoderne spænder også fra klassiske immunologiske undersøgelser til proteomics og metabolomics – altså hhv. meget omfattende studier af alle de proteiner, der udgør en organisme og tilsvarende af kroppens stofskifteprocesser. Senest inddrager de også stamcelleforskning af hjernens udvikling til deres projekter, og i andre projekter er også digital psykiatri kommet til med wearables, apps og stemmeanalyser. Drivkraften er at forsøge at identificere objektive markører der kan forbedre den nuværende behandling. Michael Benros' forskning bevæger sig altså fra de helt store datasæt og ned i detaljen, tæt på den individuelle patient. Selv forklarer han det således:

"De store data er fantastiske, men de har jo også sine begrænsninger, hvor vi kan få meget mere detaljerede informationer ud af de kliniske data."

Store dele af forskningen er stadig langt fra klinisk implementering – sådan må det næsten være, når man er i gang med at afdække helt nye forskningsmæssige områder. Men andet kan i bedste fald være ganske tæt på:

"En af de ting, vi undersøger aktuelt, som kan have hurtigere klinisk anvendelse, er prædiktionsmodeller som kan forudsige forløb, og dermed på sigt være beslutningsstøttende for lægen, så vi kan hjælpe med at optimere behandlingen af patienterne. Modellerne vil på sigt sandsynligvis kunne integreres i eksempelvis Sundhedsplatformen til direkte beslutningsstøtte" slutter Michael Benros.


Redaktør