Anders Fink-Jensen

​PORTRÆT: Professor Anders Fink-Jensens karriere ligner ikke kollegernes: Som ung var han omkring både klassisk musik og journalistik, før han endte på medicinstudiet. Og som nyslået kandidat tog han ni år i medicinalindustrien, før han realiserede det, der oprindeligt var drømmen, iførte sig den hvide kittel og begyndte at arbejde som læge. Anders Fink-Jensen er en omvejens mand.

En omvejens mand

Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen
Det er ikke helt enkelt at få lov til at tale ret længe ad gangen med Anders Fink-Jensen fra Psykiatrisk Center København: Det første interview til dette portræt bliver afbrudt af et fre​​mrykket møde, mens det næste slutter før beregnet på grund af et opkald fra skolen, hvor An​​ders Fink-Jensens datter er blevet syg. På en måde er det ganske symptomatisk. For denne teksts hovedperson er udfordret af den vanskelige kunst at få tilværelsens mange gøremål til at balancere.

Anders Fink-Jensen vil nemlig gerne nå rundt om det hele: Han løber mellem- og langdistanceløb, men har ikke haft tid til at prioritere den fulde maraton i ni år. Han spiller flygel, og ville gerne have været klassisk pianist som ung. Men i dag rækker tiden ikke til nær så meget tid foran tangenterne, som han egentlig ønsker. Han anskaffer sig løbende masser af bøger, men når kun sjældent frem til faktisk at få læst i dem. Og på arbejdet brænder Anders Fink-Jensen egentlig for forskningen og timerne i laboratoriet, men i realiteten når han kun derned nogle få timer om ugen.

"Jeg vil gerne have meget mere tid i laboratoriet og selv være mere direkte involveret i projekterne, men det er vanskeligt at få tid til. Jeg kan godt have tendens til at brede mig ud over for mange ting. Og kunsten for sådan en som mig, som let bliver optaget af mange forskellige projekter, er at fokusere min indsats. Selvom det er spændende, så er der også en fare i at brede sig for meget," siger Anders Fink-Jensen.

Omvejen ind i psykiatrien
Som nævnt var Anders Fink-Jensen som ung ambitiøs med sin musik og ville på konservatoriet og uddannes til koncertpianist. Ganske kontant rådgivning fra klaverlæreren fik ham imidlertid på andre tanker, og derfor prøvede han i stedet en drøm om journalistik af med et praktikophold på Jydske Vestkysten, inden han fandt sin plads på medicinstudiet.

"Jeg ville gerne ud at rejse med mit job, og jeg var meget optaget af u-lands-arbejde som ung. Så derfor vaklede jeg mellem journalistisk og medicin. Det endte af forskellige grunde med medicin, men faktisk har jeg aldrig fået brugt muligheden for at komme ud at arbejde i den 3. verden. Jeg fik i stedet lidt afløb for ambitionerne under studierne, hvor jeg arbejdede for IMCC med at samle kasseret udstyr fra de danske hospitaler sammen til genbrug i u-landene," siger Anders Fink-Jensen.

Hvis vejen ind på medicinstudiet var en smule snublende, så er det til gengæld en meget specifik begivenhed, der blev afgørende for det senere valg af speciale:

"Jeg havde en god kammerat, hvis mor var manio-depressiv. Han fik det selv dårligt på et tidspunkt. Hvad han præcis fejlede, blev aldrig klart for mig, men i hvert fald blev han indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg boede lige i nærheden og lavede en aftale med ham om, at lige meget hvad og på hvilket tidspunkt af døgnet så kunne han altid opsøge mig, hvis han havde brug for hjælp. Ugen efter var jeg så ude at løbe en tur. Jeg står i regnvejret og venter på grønt lys på Nørre Allé, og så råber en fælles bekendt mig an: "Har du hørt, hvad der er sket? Han har hængt sig!" Det var selvfølgelig chokerende, men det virkede også nærmest provokerende: Jeg tænker jo, at jeg forstod ham, vi havde  lavet nogle klare aftaler, og så var han alligevel et helt andet sted med en anden dagsorden. Den oplevelse var på en måde afgørende for mit valg af speciale."

Genstart af karrieren
Alligevel skulle der komme til at gå mange år, før Anders Fink-Jensen begyndte at se psykiatriske patienter. Under sit studie lavede han sine første forskningsprojekter på hhv. Anatomisk Institut på Panum og Forskningslaboratoriet ved det daværende Sct. Hans Hospital. Umiddelbart efter studietiden fik han et halvt års forskningsstipendium – og i løbet af det halve år blev han hentet til medicinalproducenten Novo Nordisk A/S  i en anden forskningsstilling.

"Egentlig ville jeg kun være på Novo et halvt år, men de forlangte, at jeg skulle binde mig for et helt år – og det endte med, at jeg blev derude i ni år. Det er en fantastisk arbejdsplads, og mine opgaver var både spændende og inspirerende. Men jeg havde hele tiden ambitionen om, at jeg jo egentlig ville være klinisk arbejdende læge og se patienter, så til sidst opsagde jeg min stilling som afdelingsleder på Novo og startede forfra i karrieren som forvagt på somatisk skadestue på Gentofte Hospital," fortæller Anders Fink-Jensen.

Hans vej ind i det kliniske arbejde adskiller sig dermed væsentligt fra de flestes og han har slået et stort sving på sin vej hen mod sin aktuelle stilling som professor og overlæge. Og selvom han i dag er glad for, at han tog et par trin ned ad karrierestigen fra jobbet hos Novo til forvagten i skadestuen, så vil han heller ikke være sin omvej foruden:

"Nej, jeg er meget glad for den måde, min karriere har formet sig, selvom det har været en smule tilfældigt, at det blev præcis blev på den måde. Det var både skægt og virkelig givende først at sidde med den helt basale forskning – og så bagefter komme ud og se de patienter, vi forsøgte at udvikle behandlinger til. Det har også åbnet op for, at jeg overhovedet har kunnet etablere mig som forsker. Og så har det været spændende at arbejde i en virksomhed som Novo, hvor de ansatte er så dedikerede til selve virksomheden, at det for mange bliver mindre væsentligt, hvad de faktisk laver. På hospitalerne og i de psykiatriske centre er det næsten lige modsat: Her er lægerne voldsomt optaget af selve opgaven: Vi vil bare se nogle patienter – og så kommer stedet, hvor man udfører sit arbejde, tit i anden række."

Forskning i bivirkninger
Trods sit karriereskifte og et farvel til stillingen som leder af en forskningsafdeling har Anders Fink-Jensen holdt fast i sin forskning: Han har konsekvent bedrevet forskning ved siden af sine kliniske ansættelser, og en stor del af denne forskning er foregået på Neuropsykiatrisk Laboratorium. Og hele vejen igennem har han fokuseret på misbrug og psykoser:

"Med min forskning forsøger at kaste lys over selve misbrugets natur. Vi undersøger, hvilke områder og receptorer i hjernen, der er involveret, når det kommer til misbrug. Både hvad der sker akut, når en person tager sine stoffer eller alkohol. Men også på længere sigt: Hvilke ændringer sker der i hjernen, når man tager stoffer gennem en længere periode," forklarer Anders Fink-Jensen.

Når det kommer til forskningen i psykoser, har den i vid udstrækning fokus på bivirkninger til den medicinske behandling, fortæller han og fremhæver et helt aktuelt studie, hvor han i samarbejde med professor Tina Vilsbøll fra Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital undersøger, om det er muligt at reducere metaboliske forstyrrelser og forebygge udvikling af diabetes hos patienter, som bliver overvægtige som en bivirkning til deres antipsykotiske behandling. I projektet har de behandlet patienterne med et særligt stof, en såkaldt GLP 1-analog, som ellers anvendes til behandling af patienter med diabetes.

I et andet projekt samarbejder han med professor Henrik Kehlet fra Rigshospitalet om at studere forholdene for psykiatriske patienter omkring de såkaldte  accelererede kirurgiske forløb. Det viser sig nemlig, at de meget oftere får komplikationer til deres forløb med bl.a. ekstra indlæggelsesdage end de øvrige patienter.

I et tredje projekt samarbejder han med kardiologisk afdeling på Rigshospitalet omkring pludselig, uventet hjertedød blandt psykiatriske patienter.

To spor i forskningen
"Det siger sig selv, at jeg ikke løser skizofreniens gåde ved den her type arbejde. Men vi laver noget, som kan være med til at afbøde nogle af de gener, der er til den behandling, vi byder vores patienter. Og det er jo uhyre væsentlig for den enkelte patient her og nu," siger Anders Fink-Jensen.

På den måde har Anders Fink-Jensens forskning to sideløbende spor: Der er den klinisk forankrede forskning, hvor han i samarbejde med kolleger, somatiske såvel som psykiatriske, fokuserer på effekt af og bivirkning til allerede kendte behandlinger. Og så den mere basale forskning, der i høj grad involverer dyremodeller. Og begge dele er lige væsentlig, understreger professoren:

"Hvis vi har ambitioner om at behandle en sygdom som eksempelvis misbrug mere målrettet, så er det nødvendigt, at vi forstår den til bunds. At vi kender de bagvedliggende mekanismer. Og samtidig kan det også være en hjælp til den enkelte misbruger her og nu: Som samfund skal vi væk fra tankegangen om, at misbrugere bare skal tage sig sammen og lade være med at drikke alkohol eller tage deres stoffer. Vi skal i stedet for blive bedre til at betragte misbruget som den sygdom, det rettelig er. Og der hjælper det jo på forståelsen, hvis vi kan påvise specifikke forandringer i hjernen," slutter Anders Fink-Jensen.​

Redaktør