Anne Katrine Pagsberg

​PORTRÆT: Hun er professor, forskningsleder og overlæge. Arbejder målrettet og stenhårdt for at afprøve og forbedre behandling af psykisk sygdom hos børn. Men i virkeligheden startede hendes forskerkarriere ganske tilfældigt med et inspirerende møde på Bornholm.

​Børnenes og de unges professor


Af: Ulf Joel Jensen
Foto: Markus Redvall

Tilbage i starten af 1990'erne var professor og overlæge Anne Katrine Pagsberg hverken professor eller overlæge endnu, men blot nyuddannet læge i gang med sin turnus på Bornholm. Forud for en vagt på psykiatrisk afdeling får hun en melding om, at der lusker en uidentificeret person rundt på området. Så det er med en vis vagtsomhed, at hun låser sig ind på afdelingen – og med det samme får øje på en ældre herre, hun ikke har set før. Det viser sig, at han sidder og roder i nogle patientjournaler. Anne Katrine Pagsbergs mistanke vækkes meget naturligt, og hun konfronterer manden, der er høfligheden selv og præsenterer sig med et navn, der ligeså godt kunne være hentet ud af den blå luft: Han hedder angiveligt professor Strömgren.

Nyuddannet og helt ny i psykiatrien har Katrine Pagsberg aldrig hørt om nogen Strömgren før, så hun er langt fra overbevist og vakler mellem at tilkalde vagten eller selv hitte ud af, hvem manden egentlig er. Hun vælger det sidste og sætter sig ved siden af ham for at snakke med ham om hans såkaldte "forskningsprojekt".

"Meget hurtigt i vores samtale bliver det klart, at han har fuldstændig styr på det, han taler om. Og at det altså må forholde sig, som han siger: Han er professor, og så er det jo meget sjovt, måske også lidt pinligt, at jeg har været ret brysk, nærmest lidt sur, overfor ham", fortæller Anne Katrine Pagsberg. For selvfølgelig er den god nok: Manden med journalerne er dansk psykiatrisk forsknings grand old man Erik Strömgren – og dette helt tilfældige møde bliver i virkeligheden startskuddet på Pagsbergs egen forskerkarriere. De to falder nemlig i snak, og Strömgren spørger den unge turnuskandidat, om hun interesserer sig for forskning.

"Og så svarer jeg, at jeg synes, det er spændende og nødvendigt, men at jeg egentlig er mere interesseret i at arbejde med patienter – og i øvrigt på det her tidspunkt slet ikke ved, hvilket speciale jeg skal forfølge. Men jeg syntes, at de spørgsmål han stillede sig selv, og den undren han i en høj alder som professor emeritus stadig havde omkring psykisk sygdom var inspirerende. Strömgren vender den om og spørger mig, om der var noget specifikt, jeg synes er interessant og undrer mig over. Og lige på det tidspunkt var der en patient indlagt med anoreksi, og dét, syntes jeg, var en sygdom, jeg godt kunne tænke mig at blive lidt klogere på. Det blev så til, at professor Strömgren opfordrede mig til at foretage en epidemiologisk opgørelse af forekomsten af spiseforstyrrelser på Bornholm".

Hjertet ligger hos de allersygeste

Trods det inspirerende møde med Erik Strömgren var Katrine Pagsberg efter overstået turnus stadig ikke helt klar over, hvilken vej hun ville gå: Det skulle handle om børn, så meget var klart – men hun prøvede både en introduktionsstilling i pædiatri og i børnepsykiatri, inden hun var parat til at låse sig fast på psykiatrien.

"I lægeløftet hedder det jo, at vi skal helbrede, lindre og trøste, og i børnepsykiatrien er det let at få øje på lægeopgaven. Vi er rigtigt gode til at lindre og trøste, men knap så gode til at helbrede. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi forstår så lidt af psykisk sygdom. Der er mange fundamentale spørgsmål, vi ikke helt kan besvare, fordi hjernen er et kompliceret organ: Hvad er psyken? Hvad er normalt? Hvad er ikke-normalt? Det tiltrækker mig", siger Katrine Pagsberg og fortsætter:

"Mit engagement ligger særligt hos de allersygeste. Hos børn med skizofreni og psykoser. For mens vi forsøger at blive klogere på årsagerne til psykisk sygdom, så vi kan skride tidligt ind med specifik forebyggelse og behandling, så synes jeg også, at det vigtigt at finde den bedste og mest skånsomme behandling af det manifeste".

Fokus på bivirkninger

Katrine Pagsberg henviser selv til FN's børnekonvention, når hun skal uddybe, hvorfor hun endte i børne- og ungdomspsykiatrien. Den dikterer, at børn har ret til behandling på lige fod med alle andre aldersgrupper. Men realiteten er, at der ganske enkelt ikke findes ligeså meget evidensbaseret behandling af psykisk sygdom til børn og unge, som til voksne.

"Vi kan ikke bare forvente, at vi kan give børn den samme behandling som voksne i mindre doser og se samme effekt og bivirkningsmønster. For børn er ikke bare små voksne, hverken fysiologisk eller psykologisk. Vi er nødt til at se det i et udviklingsperspektiv", siger hun og understreger, at selvom det kan være vanskeligt at få finansieret, så er det meget vigtigt at efterprøve lægemiddelindustriens egne forsøg.

Katrine Pagsberg har derfor i flere år haft et kliniknært fokus i sin forskning, hvor hun har undersøgt sikkerheden ved at behandle børn med psykofarmaka. Og hendes opmærksomhed har i lige så høj grad været rettet mod bivirkningerne som mod behandlingseffekten.

"Det er meget vigtigt, at vi i klinikken har stort fokus på den individuelle patient og holder øje med både effekt og bivirkning. Vi kan ikke bare følge opskriften på doseringen. Derfor undersøger vi konkrete præparater i meget konkrete doser. Fx har vi for nylig publiceret et projekt om antipsykotisk medicin mod skizofreni. Traditionelt siger man, at det først dæmper symptomerne efter en rum tid, og man skifter derfor først behandling efter seks-syv, måske helt op til ni-ti uger. Men vores projekt påviser, at hos børn er der en meget stor risiko for, at præparatet slet ikke kommer til at virke, hvis ikke man har en effekt allerede efter to til fire uger. Og så er der jo ingen grund til at udsætte barnet for en uvirksom behandling med risiko for bivirkninger i længere tid end nødvendigt". 

Stimuleret af læringskurven

Katrine Pagsberg er en travl kvinde med mange opgaver. Som ordførende professor har hun ansvar for studenterundervisningen i børne- og ungdomspsykiatri på Københavns Universitet, ligesom hun arrangerer litteraturkonferencer og forskningsklub i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Hun bruger meget tid på projektledelse, økonomi og alle de andre opgaver, der hører med til at være leder af forskningsenheden. Hun bruger tid på supervision af ph.d-studerende og vejledning af lægestuderende, og – nå ja:

"Så skriver jeg jo selv på mine egne artikler, så snart der er tid til det. Og det må man bare erkende er svært at finde. Det kan være frustrerende, at man skal kæmpe for at finde tiden til at sætte sig og fordybe sig i sit eget. Men samtidig er det også sådan, at forskning baserer sig på fællesskaber, så selvom én fører pennen, er vi flere involverede i projektet. Og det er tilfredsstillende i sig selv", siger Katrine Pagsberg.

Katrine Pagsberg erkender, at arbejdet lægger beslag på mange af hendes vågne timer, men det sker helt uden beklagelse. For der ligger sin helt egen belønning i det, forklarer hun:

"For det første føler jeg, at jeg bidrager til at øge viden på en fornuftig og systematisk måde gennem forskningen. Og for det andet er jeg fundamentalt nysgerrig og interesseret i at se, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Ved at beskæftige sig med sit fag på den her måde, så bliver man så at sige stimuleret af sin egen læringskurve. Det er en helt særlig måde at angribe faget på, hvor man lærer nogle fundamentale ting om feltet. Det er meget tilfredsstillende".

OPUS til de yngste på vej

Et af de hidtidige højdepunkter i Katrine Pagsbergs forskning kom, da resultaterne fra TEA-projektet, som handler om tolerabilitet og effekt af antipsykotisk behandling af børn, lå klar. I projektet påviste Katrine Pagsberg sammen med sine kolleger, at kun omkring hver fjerde unge har en positiv effekt af psykofarmaka, mens mange er plaget af talrige bivirkninger. Det bringer os tilbage til lægeløftet om at behandle, trøste og lindre – for hvad gør man, når man påviser, at det gængse førstevalg til behandling af en meget alvorlig sygdom ikke er særligt effektivt?

"TEA viste, at antipsykotika ikke fungerer specielt godt til de fleste børn og unge. Derfor er vi simpelthen nødt til at styrke den behandling, der ligger ved siden af den medicinske. Så vi er gået i gang med at planlægger et projekt, som skal være en pendant til OPUS – men til unge under 18 år, hvor OPUS' målgruppe er de 18-25-årige", siger Katrine Pagsberg.

I det foreslåede projekt samarbejder hun og kollegerne med gruppen bag det oprindelige OPUS-projekt. I OPUS for unge vil de have særligt fokus på familien, på skolefastholdelse, samt opmærksomhed på de mange overgange, de unge står overfor: Det kan være overgangen til voksenpsykiatrien, til en ungdomsuddannelse osv.

"Og så skal vi være meget systematiske omkring medicinen, ligesom vi arbejder målrettet på at forebygge misbrug hos de unge. På centeret er vi allerede i gang med at opbygget teamet, som skal stå for interventionen, og så søger vi midler til forskningsdelen parallelt. For det er vigtigt, at vi arbejder evidensbaseret og ikke bare ud fra tradition og fornemmelse, men omvendt vil vi ikke vente med at organisere os til finansieringen er på plads".

Tilfældet som princip

Det næste forskningsprojekt er altså allerede i støbeskeen. Men spørgsmålet er, om professor Katrine Pagsberg overhovedet havde forfulgt en karriere i forskningen, hvis ikke hun, tilfældigvis, havde haft vagten dengang på Bornholm på lige præcis dén dag, hvor Erik Strömgren sad og snusede i journalerne? Det er naturligvis umuligt at svare entydigt på, men selv er hun ikke sikker. Og på en måde er der en fin symbolik i det, siger Katrine Pagsberg:

"Man kan sige, at tilfældet i sig selv også fungerer som et videnskabeligt princip i og med, at vi i den randomiserede forskning så at sige tilsætter tilfældet i form af kontrolgruppen, der ikke udsættes for nogen aktiv intervention. Så vi tilsætter tilfældet i forsøget for at kunne eliminere det bagefter: For at være sikre på, at det ikke bare er tilfældigheder, der er på spil, når en patientgruppe har fået det bedre efter en given behandling. Så selvom forskningen i sin natur er stringent og vældig kontrolleret, så er den afhængig af et vist element af tilfælde".



Redaktør