Anne Thorup

​PORTRÆT: Det var ønsket om tværfaglighed, der ledte Anne Thorup ind i børne- og ungdomspsykiatrien – og det er håbet på børnenes og deres familiers vegne, der får hende gennem de vanskelige perioder. Som hun selv siger, er hun ikke i stand til at redde hele verden. Men sammen med gode kræfter fra andre fagområder kan hun bidrage til, at nogle familier får et bedre liv.

Sammen lægger vi puslespillet


Af Ulf Joel Jensen. 
Foto: Markus Redvall


Egentlig var Anne Thorup næsten færdig på universitetet, da hun tog en ret spontan beslutning om at gå en lille omvej mod målet om at blive læge. Hun havde hørt om et kursus i tværfaglighed, formidling og journalistik og valgte at bruge to semestre i selskab med 50 studerende fra 49 andre studieretninger end medicin. Og det var en beslutning, som skulle vise sig at få stor betydning fremadrettet:

"Det endte med at blive meget betydningsfuldt for mig. Dels blev det klart for mig, at jeg i meget høj grad er læge – det bliver ekstra tydeligt, når man er sammen med andre fagligheder. Men jeg fik også skabt et netværk, og måske vigtigst af alt lærte jeg, hvor fantastisk tværfaglighed er. Hvor andre specialiserer sig og synes, det er spændende at sidde og nørde med flere af sin egen slags, så synes jeg faktisk, at den synergi, der kan komme, når vi ser på et problem med forskellige øjne og forskellige fagligheder, er fuldstændig fantastisk", siger Anne Thorup og fortsætter:

"Det var også det, der efter endt uddannelse og turnus fik mig til at vælge børne- og ungdomspsykiatrien. Fordi man i modsætning til mange andre retninger er nødt til at se på alt muligt rundt om barnet og ikke kun fokusere på barnets symptomer og så give en diagnose: Man er nødt til at se på barnets trivsel og skole, venner og forældre og fødsel og udvikling. Og det forudsætter et tværfagligt samarbejde for at lykkes. Jeg synes, det er fantastisk at sidde til en klinisk konference i BUC, hvor en repræsentant fra skolen fortæller, hvad de ser, sygeplejersken fortæller, hvad hun ser, nogle har talt med forældrene, og så er der en læge, som har undersøgt barnet. Det kan bare noget helt særligt: Hver især sidder man med nogle brikker til puslespillet, og sammen lægger vi brikkerne og drager konklusioner ud fra det. Det kan vi kun gøre i fællesskab, og det er helt fantastisk".

En tvivlende terrier

Kurset førte også noget andet med sig: For Anne Thorup mødte to kvinder, som hun hurtigt fandt ud af, at hun gerne ville holde fast i. Derfor etablerede de sammen en tværfaglig kvindesalon, som i dag består af 20 kvinder med forskellig faglig baggrund, der fast mødes en gang om måneden. Det er et typisk eksempel på, hvordan Anne Thorup har struktureret sin hverdag rundt om jobbet i faste rammer. Det er nødvendigt, fordi hun har et travlt liv – men det er samtidig også et meget bevidst valg for at undgå, at relationer smuldrer og bliver væk.

"På nogle måder er mit sociale netværk er sat ganske meget i skema. Det er kvindesalonen et godt eksempel på. Vi stimulerer hinanden fagligt og forsøger at netværke med hinanden, og det kører helt stringent: Vi mødes den sidste onsdag i måneden på faste tidspunkter, og der ligger en plan for, hvem der arrangerer de enkelte møder osv. Det der med at skabe en ramme gør, at det bliver nemmere at holde kontakten", siger hun.

Og det er én af de ting, Anne Thorup er god til: At holde fast, blive ved og ikke give op. Hun bruger selv billedet med en terrier, som bider sig fast, og understreger, at det er vigtig karakteregenskab for en forsker:

"De fleste forskningsprojekter er jo langsomme og fyldt med op- og nedture. Derfor er det uundgåeligt, at man bliver i tvivl undervejs. Fra man får idéen, søger finansiering, får finansieringen på plads, ansætter personale til projektet, uddanner dem, indsamler materiale og til man omsider kan analysere på sine fund, går der jo år. Men det er vigtigt ikke at give op. Det er vigtigt at holde fast i, at det i hvert fald ikke skal være mig, som smider håndklædet i ringen. Som forsker er man nødt til hurtigt at kunne finde tilbage på sporet, når man møder modstand".

"I sidste ende er det meningen, som bærer mig gennem de hårde dage, hvor man næsten ikke orker. Der har jeg det bare sådan, at jeg skal det her. Jeg VIL gøre en forskel for de her børn og deres familier. Det har jeg for lang tid siden lovet mig selv, og den fornemmelse har jeg endnu. Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan bidrage til at nogle får det bedre. Og det er vigtigt".

Tidlig indsats

Anne Thorup kom tidligt i gang med sin forskerkarriere: Allerede under medicinstudiet publicerede hun sammen med 10 andre studerende og en lektor en artikel om beslutningsprocessen omkring provokeret abort.

"Det vigtigste i det projekt var måske, at jeg lige dér fandt ud af, at det at forske, at fordybe sig i noget, er rigtigt spændende", siger Anne Thorup. Senere skrev hun ph.d. i OPUS-projektet, som fokuserer på en tidlig indsats rettet mod unge med debuterende psykose. Og efter ph.d.-projektet begyndte tankerne om at starte behandling og forebyggelse endnu tidligere:

"Jeg kunne se, at mange af de børn, der kommer ind i BUC har en eller to syge forældre. Og vi kunne se, at selvom vi sætter tidligt ind med OPUS, så var der alligevel nogle af patienterne, som endte med at blive rigtigt syge. Derfor begyndte jeg at spekulerer på, om vi skulle sætte ind, før patienterne udvikler vedvarende symptomer. Kan vi identificere patienter, som vi ved er i høj risiko, men endnu ikke blevet syge – og så gøre en forskel for dem? Vi ved, at børn af alvorligt syge forældre har en forhøjet risiko for selv at udvikle alvorlig psykisk sygdom. Men i BUC behandler vi disse børn på samme måde som alle andre børn: Hvis barnet fx har ADHD, så ryger de i en ADHD-pakke, men det er svært at tage imod, hvis mor eller far eller begge er alvorligt syge. Problemet er bare, at vi ikke har mulighed for at gøre noget andet for dem", fortsætter hun.

I samarbejde med bl.a. professor Merete Nordentoft fra PC København, som oprindeligt tog initiativet til OPUS-projektet, designede Anne Thorup derfor et nyt projekt: The Danish High Risk and Resilience Study - VIA 7. Her har en gruppe forskere undersøgt 522 7-årige børn, hvoraf flertallet har en forælder med enten skizofreni eller bipolar sygdom, for bl.a. at belyse tidlige tegn på psykisk sårbarhed, trivsel og udvikling og genetiske markører.

Det vikarierende håb

VIA 7-studiet er siden blevet fulgt op af VIA11-studiet, som undersøger den samme kohorte, med 522 nu 11-årige børn en gang til. Internationalt er studierne kendt som The Danish High Risk and Resilience Study, men det korte navn angiver at forskerne ønsker at følge børnenes vej i livet, hvor tallet angiver deres alder.

"Børn rummer jo et enormt potentiale. Selvom de er syge, så er børnene også fjollede og skøre og sjove. De har en håbefuldhed, som er meget vigtig. Deres hjerner er stadig bløde og formbare, og der er håb for, at de får en bedre fremtid. Vores opgave som behandlere er at være det vikarierende håb og minde både forældre og børn om, at selvom det ser slemt ud lige nu, så ER der håb. Mange psykiske sygdomme debuterer i alderen 14-20 år, så på en måde handler det om at få vores børn gennem den periode. Jeg tænker teenageårene som en tunnel, man skal igennem. Det er den allersværeste periode, men jeg ved, at man kan komme ud på den anden side og finde en vej gennem livet. Det er også derfor, vi vælger at kalde vores projekter for VIA 7 og VIA 11: For at understrege, at selvom man måske er disponeret for at få en psykisk sygdom, som kan komme til at præge en altid, så kan man altid finde sig en vej i livet", forklarer Anne Thorup. Og nogen af børnene bliver jo aldrig syge, selvom de har forældre, som på et tidspunkt har været syge. Endnu ved vi bare ikke hvem der kommer i hvilken gruppe, så at sige".

En af de ting, arbejdet med kohorten bag VIA 7 og VIA11-studiet gjorde tydeligt for alle involverede, var, at mange familier, hvor mor, far eller begge lider af psykisk sygdom, har det svært – og at børnene i falder mellem tre stole. De hører – endnu – ikke selv til i børne- og ungdomspsykiatrien. I voksenpsykiatrien tager man sig af forældrenes problemer, og det kan være meget vanskeligt for familierne at få hul igennem til kommunen.

"Derfor besluttede vi at lave et nyt projekt, et interventionsstudie, som vi kalder VIA Family, hvor vi også går tværfagligt og tværsektorielt til værks. Vi fokuserer på de problemer, familierne nu måtte have og trækker på ressourcer fra både børne- og ungdomspsykiatrien, voksenpsykiatrien og kommunerne, så uanset hvilken type problemstilling familierne præsenterer os for, kan vi komme med et bud på en løsning", forklarer Anne Thorup.

Vi skal bryde tavsheden

En af de centrale ting, VIA Family kan gøre, er at tilbyde at bryde tavsheden i familien. For allerede i VIA 7-studiet blev det tydeligt, at den psykiske sygdom ofte er noget, man ikke taler om i familierne. Det er svært for de voksne at tage hul på – tit er man bange for reaktionerne, enten hos barnet eller i omgivelserne, fortæller Anne Thorup:

"I mange af familierne er sygdommen en hemmelighed, og derfor tilbyder det tværfaglige teami VIA Family i trygge rammer sammen med forældrene at fortælle børnene, at mor eller far har en psykisk sygdom. Det foregår altid på forældrenes præmisser, og det gør oftest en enorm forskel: Katten kommer ud af sækken, og stressniveauet falder i hele familien. Jeg tror ikke på, at man kan lyve for børn. Jeg mener, at man skal tale med børn om den virkelige verden, de lever i 24 timer i døgnet. Men jeg synes også, at det er helt i orden at bruge nogle ord, som passer til det enkelte barns udviklingsniveau".

"Jeg synes, at det er en pligt fra systemet side, at vi hjælper med lige præcis dét. For selvfølgelig kan det være svært. Men vi skal hjælpe med at bryde hemmeligheden. Vi har alle perioder, hvor vi har det dårligt psykisk, så hvis vi kan normalisere det og gøre det lettere at tale om, så letter vi noget i det enkelt barns hverdag. Stigma lever i bedste velgående, men hvis vi bryder tavsheden i familien kan gøre en forskel også i næste generation".


Redaktør