Birte Glenthøj

​PORTRÆT: Når man i fremtiden måske ikke længere vil tale om skizofreni som én, men flere forskellige sygdomme med hver deres behandlingsstrategi og -prognose, så vil det blandt andet skyldes den forskning, der foregår på Psykiatrisk Center Glostup under ledelse af professor og overlæge Birte Glenthøj. Selv er hun passioneret optaget af sin forskning, men insisterer ikke desto mindre på at prioritere skønlitteraturen hver dag i en ellers komprimeret kalender.​

​​​​​​​​​​

​Der findes ingen enkle facit​


Foto: Markus Redvall​​

Af: Ulf Joel Jensen
"For mig er​​​ arbejdet mest af alt en passion. En lidenskab. Jeg er drevet af en enorm nysgerrighed efter ​​at finde ud af, hvordan ti​​ngene hænger sammen: At belyse de mekanismer, der ligger til grund for, at man udvikler nogle af de mest alvorlige psykiske sygdomme som fx skizofreni. Jeg vil meget gerne kunne bidrage til, at vi i fremtiden kan stille nye og mere præcise diagnoser baseret på de målbare biologiske forstyrrelser, der faktisk findes i hjernen. Så vil vi kunne iværksætte effektive, individuelle behandlinger med færre bivirkninger. For i dag må vi bare konstatere, at de behandlinger, vi kan tilbyde, i mange tilfælde ikke er gode nok," indleder Birte Glenthøj.

Passionen og nysgerrigheden har bragt hende langt: Birte Glenthøj står i dag som en ledende skikkelse i skizofreniforskningen, i Danmark såvel som internationalt. Adskillige gange har hendes gruppe, CNSR, stået bag studier, som har ændret på tilgangen til skizofreni og behandlingen af den. Men at det er kommet dertil er langt fra nogen selvfølge.

Psykiater på trods
Birte Glenthøj ville oprindeligt være pædiater, og startede da også på i pædiatrien efter endt turnus. Men ansporet af, at mange af børnene, hun så, havde udtalte psyko-sociale problemer, skiftede hun forholdsvis hurtigt fokus til psykiatrien. Det var i starten af 1980'erne, hvor der var en intern kamp i faget mellem den biologiske tilgang til psykiatrien og den psykoterapeutiske. Endda en ganske hård kamp, som var tæt på at blive for meget for Birte Glenthøj:

"Jeg så og ser stadigvæk ikke den modsætning. Jeg kan sagtens få de to tilgange til faget til at hænge sammen, og mener, at man godt kan ændre på tankeindholdet ad kemisk vej – og omvendt, at man kan ændre på kemien i hjernen med psykoterapi. Men det var en meget broget tid, og diskussionen mellem de to fløje i psykiatrien var til tider ubehagelig. Det gav et dårligt og navlebeskuende klima, og jeg var meget tæt på at forlade faget igen til fordel for neurologien," fortæller Birte Glenthøj. Inden det kom så vidt tog hun dog en timeout i Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet – og det blev afgørende for hendes videre karriere.

Men allerede mange år tidligere, før hun overhovedet begyndte på universitetet, var Birte Glenthøj tæt på at havne på en helt anden hylde i livet: I gymnasiet elskede hun at skrive, og har stadig "tonsvis af tekster liggende i skufferne". Sideløbende med sin store litterære interesse var hun dog også god til både matematik og biologi, så tvivlen gnavede i den unge student:

"Jeg har altid været nysgerrig på menneskets sind. Derfor skrev jeg. Min familie mente bestemt, jeg skulle vælge en kulturel studieretning, men det skulle de jo ikke bestemme. Så det blev medicin i stedet for litteraturvidenskab, selvom jeg selv var i syv sind. Det er heldigvis ikke blevet sådan, at jeg helt har opgivet litteraturen: Jeg arbejder gerne sent hver eneste aften, men jeg lægger mig aldrig til at sove uden at have læst skønlitteratur. Jeg ville føle mig meget fattig, hvis jeg ikke havde tid til at læse bøger, og når jeg engang går på pension, så håber jeg, at jeg kan vende tilbage til drømmen om også at skrive andet end faglitteratur."

En forskningsmæssig dannelsesrejse
Efter medicinstudiet fulgte altså, med nogen tøven, psykiatrien og siden igen forskningen: På Neurobiologisk Forskningsenhed lavede Birte Glenthøj en disputats med fokus på hjernens dopaminsystem, bl.a. udviklede hun en ny dyremodel for udvikling af psykotiske symptomer. Den type forskning var der ikke andre, som arbejdede med i forskningsenheden, og derfor måtte hun orientere sig ud i resten af verden. Hun søgte inspiration hos forskningsenheden på Sct. Hans, hos medicinalvirksomheden Lundbeck – men også uden for landets grænser. Hun tog til Californien og til National Institute of Health og lærte også svenske Arvid Carlsson, som senere fik Nobelprisen for sit arbejde med dopaminhypotesen, at kende.

"Det var en forskningsmæssig dannelsesrejse, og det var meget inspirerende. Når man taler med folk, som er dygtige og kreative i deres fag, så bliver man selv grebet af det. Og for en ung forsker som mig, var det spændende at lære folk, jeg beundrede, at kende. Jeg fik skabt mig et stort, internationalt netværk, jeg stadig har gavn af den dag i dag. Så det, at jeg lavede noget, der ikke var standard i enheden, var nok lidt besværligt, men det viste sig at være en gave på langt sigt."

De første videnskabelige studier gav blod på tanden og lyst til mere. Så i 1990 begyndte Birte Glenthøj arbejdet på det, der skulle blive det første kohortestudie af adskillige. I samarbejde med store forskere som Niels Lassen og siden bl.a. Lars Pinborg og mange andre – og med inspiration fra Arvid Carlssons forskning – undersøgte Birte Glenthøj, hvordan hjernen bearbejder og sorterer indtryk, og hvordan det hænger sammen med hjernens neurokemi.

Ikke én men mange sygdomme
Siden er hun blevet i samme spor: I forskellige studier og med stadig flere og større patientkohorter har Birte Glenthøjs forskergrupper bl.a. øget forståelsen af dopamin- og serotoningsystemerene og deres indflydelse på psykisk sygdom. Bl.a. har de påvist, at udvikling af psykotiske symptomer langt fra kun handler om forstyrrelser i dopaminsystemet. Hjernen er uhyre kompleks, og også de øvrige signalsystemer spiller ind på sygdomsudvikling og -behandling.

I dag arbejder Birte Glenthøjs gruppe derfor med en række forskellige signalstofsystemer, bl.a.  de dopaminerge-,  glutamaterge- og GABAerge- systemeer, og disse systemers sammenhæng med såvel andre neurobiologiske ændringer. Formålet er at få en sammenhængende forståelse af ændringer i hjernens kemiske systemer, hjernens struktur, dens netværk og funktion - og disse sammenhængende forstyrrelsers betydning for udvikling af psykisk sygdom, herunder skizofreni. . Teorien er nemlig, at skizofreni ikke er én, men flere forskellige sygdomme.

Mange patienter, som er diagnosticeret med skizofreni, har ingen eller kun meget begrænset effekt af den behandling, de tilbydes. Og Birte Glenthøj er overbevist om, at det skyldes, at medicinen er målrettet dopaminsystemet, mens deres sygdom skyldes forstyrrelser andre steder i hjernen – som eksempelvis i glutamatsystemet. Dermed er der reelt tale om forskellige sygdomme, som skal behandles med hver deres type medikamenter, selvom symptomerne kan være umulige at skille fra hinanden.

På vej mod bedre behandling
"Det store problem er, at vi i dag udelukkende stiller psykiatriske diagnoser ud fra de kliniske symptomer, og ikke de underliggende biologisk valide forstyrrelser," siger Birte Glenthøj og fortsætter:

"Der findes faktisk allerede præparater, som virker på glutamatsystemet. Men de er taget af hylderne igen, fordi de ikke viste samme effekt som de andre typer medicin, der er målrettet dopaminsystemet. De er imidlertid blevet testet i en bred gruppe patienter uden hensyntagen til, hvor forstyrrelsen i hjernen er. Det, mener jeg, er forkert, fordi de her stoffer kunne være effektive for målrettede grupper af patienter, som vi i dag ikke er i stand til at behandle tilfredsstillende. Og det vil vi derfor gerne bidrage til at undersøge."

Birte Glenthøjs gruppe samarbejder derfor med professor Lars Kai Hansen fra DTU om at udvikle analysemetoder til at subgruppere patienterne baseret på de underliggende neurobiologiske forstyrrelser. En sådan subgruppering vil være meget værdifuld: Den vil kunne matche den enkelte patient med den bedst mulige af de kendte behandlinger, og den kan også være et skridt på vejen mod udvikling af nye behandlinger målrettet forstyrrelserne i de identificerede subgrupper.

"Det er vores håb, at vores forskning kan bidrage til, at vi i løbet af en årrække kan få en mere præcis behandling af patienterne, og undgå behandlinger, der alligevel ikke hjælper den enkelte patient. Vi håber også, at vores forskning kan bidrage til at forhindre  de fremadskridende ændringer i hjernen og tab af funktioner, som en del patienter oplever."

Et ønske til fremtiden
Når Birte Glenthøj taler om forskningen og de teorier, som styrer forskningens retning, kommer det hele hurtigt til at lyde meget enkelt og indlysende. Og lægmand fristes let til en undren over, hvorfor man dog ikke for længst har grebet behandlingen anderledes an. Sådan ser virkeligheden imidlertid ikke ud, understreger professoren:

"Der findes ingen enkle løsninger. Hjernen er enormt kompliceret, og selvom vi er kommet meget langt de senere år, så er der stadig mange ting, vi slet ikke ved nok om," siger hun og ærgrer sig samtidig over, at netop dét budskab kan være vanskeligt at trænge igennem med:

"Hjernen og de forstyrrelser i hjernen, der fører til psykiske sygdomme, er både fascinerende og meget komplekse. Os, der beskæftiger os indgående med psykiatrien, er derfor også meget ydmyge omkring, hvad vi ved – og specielt, hvad vi ikke ved. Og jeg kan godt blive en smule træt af, at alle mulige andre, både med og uden anden sundsfaglig baggrund, kan have så klare meninger om psykiatriske sygdomme og behandling uden egentlig at have forudsætningerne . Hvem ville udtale sig med den samme stålsathed om eksempelvis hjertekirurgi?" Spørger Birte Glenthøj retorisk. Og der er mere end såret faglig stolthed i det. Det handler også om hele tilgangen til psykisk sygdom i vores samfund:

"Jeg kunne ønske mig, at der blev mere ligestilling mellem det at være somatisk og psykisk syg, så det ikke blev oplevet som pinligt, at man er psykisk syg, eller at man har en søster, bror eller mor med psykisk sygdom. Og den ligestilling hænger også sammen med, at man anerkender, at det er et meget kompliceret område, hvor der ikke findes enkle facit. Det kunne være mit ønske til fremtiden."​

CNSR
Center for Neuropaychiatric Schizophrenia Research. Primært fokus på skizofreni og psykoser, men også andre psykiatriske lidelser. Centeret har 30 ​forskere tilknyttet, som arbejder med at forbedre og individualisere patientbehandlingen. Centeret samarbejder med en lang række danske og internationale partnere og er med i flere EU støttede projekter samt danske og internationale forskningssamarbejder.

Læs mere på https://www.psykiatri-regionh.dk/CNSR/Sider/default.aspx​
CINS
Center for Clinical Intervention and Neuropsychiatric Schizophrenia Research er et multidisciplinært Lundbeck Foundation Center of Excellence. Ca. 1/3 af centerets udgifter dækkes af bevillingen fra Lundbeckfonden. Herudover støttes forskningen af Region Hovedstadens Psykiatris forskningsfond, Region Hovedstaden, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og en lang række andre fonde. CINS tæller ud over forskere fra CNSR på PC Glostrup også  forskere fra PC København (Bispebjerg), Enheden for funktionel billeddannelse på Rigshospitalet, Glostrup, Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, MR afdelingen på Hvidovre Hospital, Klinisk Fysiologisk Afdeling på Herlev Hospital, Danmarks Tekniske Universitet, Institute of Psychiatry, Kings College i London samt University Medical Centre i Utrecht. ​



Redaktør