Jimmi Nielsen

​PORTRÆT: Mød Jimmi Nielsen. Overlæge ved PC Glostrups Oligofreniteam, selverklæret nørd, livslang forkæmper for samfundets svageste – og pr 1. maj 2019 professor i psykofarmakologi og kompliceret skizofreni ved Københavns Universitet. I en alder af 41 er det anden gang, han udnævnes til professor, han er uddannet ph.d. og dr. med – i det hele taget en mand, der lader til at nå det hele på den halve tid. Alligevel fortaber han sig mere eller mindre konsekvent i detaljerne.

​Detaljens mester


Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen

De fleste 12-årige knægte drømmer om enten at vokse op til at blive den nye Lionel Messi, kongen af YouTube eller på en anden måde erobre en plads på vinderholdet. Spoler vi tiden tilbage til slutningen af 80'erne, forholdt det sig en smule anderledes for den 12-årige Jimmi Nielsen i nordjyske Hirtshals: Den lyshårede dreng fra fiskerbyen havde nemlig som sit erklærede mål i tilværelsen at komme til at arbejde med de mest sindssyge kriminelle på Sikringen.

For Jimmi havde allerede dengang en veludviklet social samvittighed og en svaghed for samfundets svageste eksistenser, som siden ikke er mindsket nævneværdigt. Derfor er det på mange måder også kendetegnende, at han 21 år senere, midt i et ellers lige dele travlt og usædvanligt karriereforløb, prioriterede at opfylde sin drengedrøm med et års ansættelse på netop Sikringen blandt nogle af landets mest håbløse skæbner.

Ad egne veje

"Jeg har altid haft en tendens til at søge hen mod det mindst prestigefyldte. Måske er det et spørgsmål om, at jeg kan have det lidt i fred og på den måde skabe en niche for mig selv. Det er egentlig ikke et bevidst karrierevalg – det er bare sådan, det ofte bliver. Fx er det jo meget populært at se på førstegangsepisoderne i psykiatrien, og så vælger jeg i stedet for at fokusere min energi på den modsatte ende af spektret hos de behandlingsresistente", siger Jimmi Nielsen.  

Han er altså ikke en mand, som uden videre følger den slagne vej. Dels fordi han konsekvent sigter mod nicherne, områder med mindre anseelse – der, hvor samfundets svageste typisk huserer. Og dels fordi han ganske enkelt ikke lader til at have tid til den slagne vej.

I stedet er han blevet lidt af en mester i at definere sin helt egen vej: Allerede på 7. semester af medicinstudiet tog han et vikariat på Brønderslev Sygehus' Psykiatriske Afdeling, hvor han hurtigt fik et ansvar, som langt oversteg hans formelle status af medicinstuderende. Den ansættelse holdt han fast i under resten af sit studie – og tog sideløbende også hul på livet som forsker. Før studiet var overstået havde han publiceret sine første to artikler, og med fuld fart på både forskning og klinisk arbejde havde han som nyuddannet læge heller ikke rigtig tid til at gennemføre et turnusforløb. Faktisk nåede han at tage en ph.d.-grad og runde føromtalte ansættelse på Sikringen, før han overhovedet fik sin b-autorisation.

"På det tidspunkt var der så nogen, der havde besluttet, at halvandet års turnus skulle afløses af et KBU-forløb, som kun tager ét år – og heraf kunne jeg selv placere halvdelen på en psykiatrisk afdeling. Det passede mig jo i virkeligheden fint", lyder det tørt fra Jimmi Nielsen.

Umiddelbart efter sit KBU-forløb blev han ansat som centerleder på Center for Skizofreni i Aalborg. Men da det efterfølgende viste sig, at han ikke kunne få meritoverført sin efterhånden årelange kliniske erfaring til den danske speciallægeuddannelse, valgte han i stedet at tage den i Norge. Her var det nemlig muligt at få godskrevet det kliniske arbejde, og derfor kunne Jimmi Nielsen opnå sin speciallægetitel på blot 2 år i Tønsberg, hvor han i øvrigt samtidig passede jobbet som forskningschef "hjemme" i Aalborg.

Der lader med andre ord til at være fart på Jimmi Nielsen, når han skærer sin helt egen vej gennem karrierejunglen. Selv har han dog en lidt anderledes tolkning: "Jeg anser egentlig ikke mig selv som en specielt målrettet person – i virkeligheden er det måske et af de områder, jeg skal arbejde lidt med i min ledelsesstil. Det er nok snarere sådan, at jeg meget bevidst søger mange udfordringer. Jeg har det bedst med udvikling, og hvis jeg kan mærke, at hverdagen kommer til at køre lidt rigeligt på rutinen, så kræver det virkelig, at jeg mander mig op".

Først, mest og yngst

Målrettet eller ej er historien om Jimmi Nielsen på mange måder historien om at være først og mest og yngst: Han var den første dr. med. fra Aalborg Universitets sundhedsfakultet. Den yngste kliniske professor i psykiatri i Danmark da han blev udnævnt første gang i 2015. Og sandsynligvis en af de forskere i verden, som har publiceret flest artikler om lægemidlet Leponex.

"Min interesse for Leponex blev vakt allerede under medicinstudiet. Der mødte jeg meget forpinte patienter, som fik en imponerende klinisk effekt af det her præparat. Og så er jeg sådan indrettet, at jeg simpelthen er nødt til at forstå, hvad det er, der foregår. Også selvom mange velmenende kolleger sagde til mig, at jeg burde kaste mig over noget andet, fordi Leponex var noget, man beskæftigede sig med i 80'erne", siger Jimmi Nielsen og uddyber:

"Det ender så med, at jeg kommer til at grave meget dybt, fordi det er et vanvittig komplekst lægemiddel: Der er nærmest ikke den receptor i hjernen, som det ikke på en eller anden måde flytter ved. Samtidig er det voldsomt immunologisk aktivt – det kan påvirke stort set alle organer i kroppen. Og i en tid hvor der er så meget fokus på immunforsvarets betydning for udvikling af psykisk sygdom, er det jo interessant, at det præparat, som virker mest potent, er det samme præparat, som også er mest immunologisk aktivt".

Kærlighed til detaljen

Her har vi fat i noget, der lader til at være et helt fundamentalt personlighedstræk hos Jimmi Nielsen: Behovet for at forstå tingenes sammenhæng og viljen til at grave dybere end de fleste for at nå dertil. Endnu før han fik formuleret drengedrømmen om et job på Sikringen, satte en bare 11-årig Jimmi sig således til rette med bibliotekets udgave af Karl Marx' Kapitalen. Og når han som dreng ikke var optaget af at forsøge at forstå samfundets mekanismer, sad han med skruetrækker og loddekolbe og skilte gamle radioapparater ad for at hitte ud af, hvordan de fungerede.

"Jeg er helt vild med detaljer. En tidligere kollega sagde engang, at for at være ledende overlæge på et afsnit, skal man kende hver en møtrik på hele afdelingen. Det er jeg meget enig i. Jeg har behov for at forstå tingene fra alle ender og kanter, og tit er det nødvendigt at skille tingene helt ad for at forstå dem. Det er en form for bottom-up tænkning: For at få helheden på plads, skal jeg kender alle detaljerne, og på den måde kan man nok godt kalde mig for lidt af en nørd", siger Jimmi Nielsen.

Derfor er det måske heller ikke den store overraskelse, at hans foretrukne motionsform var styrkeløft. En sportsgren, som i høj grad handler om at nørde med de helt små detaljer i den tilsyneladende simple øvelse at løfte en vægtstang fra brystkassen op i strakte arme. Denne bevægelse kan skilles ad i småbitte bestanddele; hvornår og hvordan aktiverer man de enkelte muskelgrupper bedst muligt? Skal grebet på stangen justeres en centimeter til højre eller en halv til venstre? Og tilsvarende er det heller ikke decideret chokerende, at en yngre udgave af Jimmi Nielsen dedikerede sig til de nørdede detaljer i en sådan grad, at han vandt det danske mesterskab i styrkeløft.

Håbet om flere nuancer

Samme grad af dedikation gælder tilgangen til det professionelle hjertebarn Leponex: Jimmi Nielsen har gennem de sidste 13-14 år beskæftiget sig med stort set alle aspekter af Leponex i sin forskning. Fra dosering til virkningsmekanisme og kortlægning af bivirkninger. De mange artikler om præparatet har været med til at gøre ham kendt i brede kredse som en hardcore biologisk psykiater, men man behøver ikke snakke fag med ham i ret lang tid, før det bliver klart, at hans interessefelt er meget bredere end som så: Han virker velfunderet og optaget af både psykiatriens filosofi og jura, og er også meget interesseret i de psykologiske aspekter ved psykofarmaka. Senest har han med satspuljemidler været med til at starte et stort projekt om medicinnedtrapning til patienter med skizofreni.

"Noget af det, der er meget svært i psykiatrien, er at monitorere, om en behandling har effekt. Det er et simpelt spørgsmål, men svært at svare på. Det har noget at gøre med, at sindet er så påvirkeligt af mange andre ting. De psykiatriske symptomer er jo ikke statiske, men meget bevægelige. Hvis du er i et godt miljø og beskæftiger dig med noget, du godt kan lide, vil de psykiatriske symptomer være mindre. Der er også en tidsproblematik inde over: Når vi giver en behandling, går der noget tid, inden den virker. Det samme gør sig gældende, når vi stopper en behandling. Endelig påvirkes svaret også af, hvordan vi monitorerer symptomerne. Det gør vi typisk ved at spørge patienten, men hvis relationen mellem patient og behandler er dårlig, influerer det også på, hvad patienten fortæller. Det er et meget vanskeligt område at færdes i, men jeg synes, at vi skylder patienterne at undersøge, om de kan klare sig med mindre medicin eller måske helt uden".

Mens patientorganisationer generelt har hilst projektet velkomment, har der været flere forbehold i faglige kredse. Ifølge Jimmi Nielsen kan det hænge sammen med, at der stadig hersker en lidt paternalistisk tilgang til medicin i psykiatrien med fokus på først og fremmest af fastholde patienterne i den medicinske behandling. Og med det nye projekt håber han med egne ord på at kunne være med til at skabe rum til lidt flere nuancer i debatten.

Et døgn med mange timer

Jimmi Nielsen er en velovervejet og insisterende samtalepartner. Han virker meget klar i sine svar, som ofte er reflekterede og leveret med en vis portion ydmyghed, men der er sjældent den helt store tvivl at spore hos ham. Man behøver bare kaste et enkelt blik på hans CV for at konstatere, at han er en ener, og måske er han også lidt af en enspænder.

Han er organisationens mand – konsekvent loyal overfor sit arbejdssted. Og med indgående viden om både jura, teknik, it og medicin var han derfor et oplagt valg, da der i 2017 skulle udpeges en psykiatrisk sundhedsfaglig ekspert til Sundhedsplatformen.

"Den daværende direktør i RHP, Peter Treufeldt, lokkede mig ombord på projektet ved at stille mig en opgave i udsigt, som skulle tage omkring otte timer om ugen. Det viste sig så ikke helt at holde vand: I dag bruger jeg nok snarere mellem 25 og 30 timer på Sundhedsplatformen om ugen", siger Jimmi Nielsen og skynder sig at tilføje: "Men jeg har en klar ambition om at sænke mit eget tidsforbrug på Sundhedsplatformen markant".

Der er ingen tvivl om at han er travl mand: Han arbejder både klinisk, forskningsmæssigt og organisatorisk. Og på en eller anden måde har han tilsyneladende formået at opnå noget nær det hele på den halve tid. Meget symptomatisk og lettere uvirkeligt klarede han således at gennemføre et kræftpakkeforløb nærmest hen over en weekend for et par år siden. Det virker faktisk, som om døgnet gemmer på lidt flere timer til Jimmi Nielsen end til os andre. Men på spørgsmålet om, hvad han så laver i sine ferier, bryder han dog ud i en spontan, kort latter, der måske giver en flig af forklaringen:

"Ferie? Nej, det holder jeg altså ikke så meget af…"

 

Redaktør