Josef Parnas

​PORTRÆT: Professor Josef Parnas opdagede for år tilbage, at patienter med skizofreni ikke er mest forpint over de iøjnefaldende symptomer på deres sygdom. Det, som for alvor er ødelæggende, er, at de oplever stærke forstyrrelser i deres opfattelse af deres eget selv. De har følelsen af at mangle en kerne. Derfor har Parnas viet en stor del af sin professionelle kerne til netop studier i selvet, og han vejrer morgenluft på fagets vegne. Internationalt er der en stigende interesse for den tilgang til psykisk sygdom, som han selv står for: Fænomenologien.​

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​Mennesker uden kerne​


 Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen

"Den fænomenologiske tilgang til psykisk sygdom har principielt til formål at afdække patientens måde at opfatte sig selv og verden på. Det er en tilgang, som går betydeligt dybere end almindelig symptombeskrivelse. Ikke dermed sagt, at man ikke beskriver symptomer – tvært imod. Man beskriver dem meget mere detaljeret som udtryk for nogle forandringer i psyken, der normalt ikke bliver lagt mærke til i en almindelig psykiatrisk beskrivelse."

Sådan indleder professor Josef Parnas fra Psykiatrisk Center Hvidovre sin forklaring af, hvordan hans kliniske praksis som fænomenologisk orienteret psykiater adskiller sig fra den normale praksis i psykiatrien. I fænomenologien, forklarer Parnas, forsøger man at genskabe patientens verdensoplevelse inde fra patientens eget perspektiv frem for at beskrive den i tredjeperson.

Han taler langsomt. Ikke som i tøvende, men som i velovervejet. Ordene falder i en støt rytme, et for et, i en jævn strøm uden de store fagter og understregninger. Ofte med en underliggende og underspillet knastør humor. Andre gange med en karsk kritik.

Deporteret fra Polen
Stemmen er præget af en svag og ubestemmelig accent, som antyder, at Josef Parnas ikke oprindeligt stammer fra Danmark. Og ganske rigtigt, fortæller han, kom han først til Danmark sammen med sin familie som en 18-19-årig ung mand. I slutningen af 60'erne startede det kommunistiske regime en antisemitisk kampagne mod de polske jøder, og det førte til, at familien Parnas blev frataget deres statsborgerskab og tvunget til at rejse ud af landet. I alt blev nogle tusinde jøder uddrevet af Polen på den konto, og nationer som Danmark og Sverige, USA og Israel tog imod flygtningene.

"Jeg hadede systemet i Polen. Siden jeg var barn syntes jeg, at det var et fuldstændigt afsindigt system. Så for mig var det faktisk en gave at blive deporteret," siger Josef Parnas.

Som barn havde han haft lejlighed til at rejse fra hjembyen Lublin med sine forældre på enkeltstående ture til både Vestberlin og Paris. Og her havde han med egne øjne konstateret, at verden kunne tage sig endda meget anderledes ud end hverdagen bag jerntæppet i slutningen af 60'erne. Måske derfor var det følelsen af frihed, som ramte renest hos den unge mand, der med ét stod i København med hele Vesten for sine fødder:

"En af de mest fascinerende ting ved at komme til Vesten var, at der ikke var de samme grænser. Jeg fik hurtigt et FN flygtningepas, som var gyldigt i alle vestlige lande. Og pludselig kunne jeg rejse uden at skulle søge om ind- og udrejsetilladelser, visum osv. Alene det at have et pas hjemme og have friheden til bare at kunne sætte sig i et fly var en fantastisk oplevelse."

En konkret klinisk undren
Det jødiske folks historie som landflygtige og i konstant fare for nye forfølgelser var også afgørende for Josef Parnas' valg af studieretning. I virkeligheden var han som ung mest interesseret i fysik, men hans uddannelse skulle kunne anvendes i alle dele af verden og under alle omstændigheder – og dermed var den teoretiske fysik ude af billedet. Desuden var Josef Parnas' far uddannet dyrlæge og praktiserede som læge under 2. Verdenskrig, hvilket var hovedårsagen til, at familien overhovedet overlevede krigen. Derfor endte det med medicinstudier på Københavns Universitet allerede efter et halvt års dansk sprogkursus.

Umiddelbart lyder det som en udfordring at skulle læse medicin på et ukendt sprog, men Josef Parnas husker det anderledes: "De fleste lærebøger var på engelsk, som jeg jo kendte godt. Flere af lærerne var desuden så venlige, at de indtalte deres forelæsninger på bånd, så jeg kunne sidde derhjemme og følge med og forberede mig til eksaminerne."

Allerede halvvejs igennem medicinstudiet blev Josef Parnas klar over, at han skulle ende som psykiater, og forskerkarrieren startede hurtigt efter den medicinske eksamen. Men selvom Parnas' forskning i dag er teoretisk yderst velfunderet og en samtale om den hurtigt kan antage en næsten filosofisk karakter, så startede alting med en meget konkret klinisk undren:

"Min første artikel er noget af det mest originale, jeg har skrevet, tror jeg. Jeg var ansat på Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Det var en meget, meget varm sommer, og vi kunne konstatere, at de ellers særdeles velregulerede patienter pludselig fik uforklarlige epileptiske anfald. Det var lidt af et mysterium, men så fik jeg tanken, at de måske simpelthen svedte deres medicin ud," fortæller Josef Parnas. Han designede herefter et studie og kunne påvise, at det netop var sagen: Patienterne udsondrede en del af deres medicin gennem sveden.

En spirende interesse for selvet
Senere i karrieren fangede skizofreni Josef Parnas' interesse:

"Som ung læge havde jeg fået ansættelse i Nykøbing Sjælland. Jeg ankom med mit flyttelæs og mødte tilfældigt en plejer, der var i haven med et hold patienter. Han tilbød mig venligt at hjælpe til med at få båret mine kasser ind i lægeboligen, og brugte derefter nærmest patienterne som en slags automater til at bære mine ting ind. Der blev jeg klar over, at der måtte være noget fundamentalt biologisk i vejen med hjernen hos den skizofrene patient," forklarer Josef Parnas og fortsætter:

"Det er en interessant og fascinerende sygdom. Du kan møde et højt begavet og veluddannet menneske, som insisterer på, at han er i stand til at regulere vejret i hele landet ved hjælp af sin ånde."

Senere i sin karriere blev han sporet ind på fænomenologien, da han arbejdede som overlæge på et dagshospital. I den stilling undersøgte han dagligt unge patienter med debuterende skizofreni. Og selvom de udviste de klassiske symptomer på sygdommen såsom at høre stemmer osv., var det ikke stemmerne, der var det mest pinefulde for de unge patienter:

"Men de havde en fornemmelse af at mangle en kerne. De forstod ikke sig selv eller deres omverden, og de gav udtryk for en følelse af ikke at være til, som påvirkede dem meget stærkt. Og det skubbede til min interesse for selvet."

En international sult efter forskning
For snart 14 år siden, i 2002, etablerede Josef Parnas i samarbejde med professor Dan Zahavi Center for Subjektivitetsforskning på Københavns Universitet. Centeret er kendetegnet ved en særdeles tværfaglig tilgang til forskningen i selvet, og centeret rummer således forskere med baggrund i filosofi, psykiatri, teologi, psykologi mv.

"Vi har gennemført mange forskellige studier i løbet af de seneste 14 år, og jeg fornemmer klart en sult i det internationale psykiatriske miljø efter denne type forskning, som man mere eller mindre har forladt i den gængse psykiatri til fordel for en primitiv tilgang til faget baseret på tjeklister og simple spørgeskemaer," siger Josef Parnas.

Sulten og interessen, som Parnas henviser til, er senest kommet til udtryk ved, at forstyrrelser i selvet nu kommer til at indgå i WHO's definition af skizofreni i den kommende sygdomsklassifikation, ICD-11, der bliver publiceret i 2017 eller -18. Her vil forstyrrelser i selvet stå som den allerførste sætning i definitionen på skizofreni – og det sker på baggrund af bidrag fra Center for Subjektivitetsforskning. Således kan Josef Parnas altså bryste sig af at have bidraget til selve definitionen på den sygdom, som optager ham så stærkt.

Starten på en positiv udvikling?
At verden har øje på forskningen i det menneskelige selv og den fænomenologiske tilgang til skizofreni kommer også til udtryk ved, at Psykiatrisk Center Hvidovre hvert år modtager omkring ti uopfordrede henvendelser fra psykiatere rundt omkring i Europa, der gerne vil have et klinisk ophold på centeret.

For bedre at kunne arbejde med forstyrrelser af selvet i klinikken, har Josef Parnas sammen med kolleger udviklet en psykometrisk skala, EASE, som kan anvendes til at kortlægge patienternes oplevelse af sit eget selv. Examinition of Anomalous Self Experience er oversat til en lang række sprog, og Josef Parnas har rejst det meste af verden rundt for at undervise i brugen af redskabet.

Udviklingen glæder Josef Parnas, som er af den overbevisning, at faget i en årrække har bevæget sig i en forkert retning.

"Kast et blik i et uddannelseskatalog for psykiatere. Der udbydes kurser om, hvad psykisk sygdom er. Målrettet uddannede speciallæger i psykiatri! Det er en trist udvikling, og et produkt af, at man siden 1980'erne har arbejdet med operationelle diagnostiske systemer. Psykiatere er simpelthen holdt op med at læse bøger om deres fag – og det er i høj grad psykiatriens problem i dag." ​

Redaktør