Lars Vedel Kessing

​PORTRÆT: Professor Lars Vedel Kessing inkorporerer vores brug af teknologien, når han forsker i nye behandlingsmetoder. Eksempelvis tror han på, at det er muligt at forudsige sygdomsepisoder alene ved hjælp af data fra mobiltelefonen – og så er han  med til at udvikle et terapeutisk forløb via en mobilapplikation, som han mener kan være med til at reducere antallet af genindlæggelser hos personer med bipolar sygdom.​

​​​

Forskning er et drama uden lige​


Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen
Allerede som ung medicinstuderende blev professor og overlæge Lars Vedel Kessing fascineret af det menneskelige sinds skyggesider: At en person, nærmest med et fingerknips, kan ændre sig radikalt. Fra en normaltilstand til en accelererende spiral af enten mani eller depression. Den fascination har aldrig sluppet ham siden – og er hovedårsagen til, at han i dag stadig er fuldkommen optaget af sit arbejde som overlæge ved Psykiatrisk Center København.

"Jeg blev rent ud sagt forbløffet over de her forandringer – også over, at patienterne kan behandles og vende tilbage til en normaltilstand i løbet af ganske få dage, når det går bedst. Derfor har jeg også i dag en særlig interesse for de episodiske sygdomme som bi- og unipolar sygdom: Hvad er det for faktorer, som spiller ind? Hvad karakteriserer de mennesker, som reagerer på netop den måde? Hvorfor er det lige dem, der bliver syge?" Indleder Lars Vedel Kessing.

Optaget af at finde sandheden
Når det i tilgift blev forskning i og ikke udelukkende behandling af psykisk sygdom hænger det sammen med, at fascinationen viste sig at stikke dybere end som så:

"Jeg vil forstå sygdommene. Man kan sige, at jeg er optaget af at finde frem til sandheden. Det er noget af det mest intellektuelt stimulerende at sidde med en veritabel sky af data i et forskningsprojekt. For hvordan analyserer man denne enorme mængde af informationer på den rette måde, så man i sidste ende får destilleret sandheden ud af det? Det er kolossalt stimulerende at arbejde sig hen mod at stille de rette spørgsmål, så man får det rigtige udtræk af sine data," siger Lars Vedel Kessing med tydelig begejstring.

Aktuelt er han i gang med at starte et nyt, stort studie: BIO-projektet følger i alt 600 personer med debuterende bipolar sygdom, raske familiemedlemmer og raske kontrolpersoner gennem fem år. Med dette projekt håber Lars Vedel Kessing og kollegerne at få yderligere belyst, hvorfor nøjagtig disse patienter udvikler sygdommen. Hvad er de udløsende faktorer?

"Vi vil undersøge samspillet mellem miljømæssige faktorer og patienternes biologi. Derfor laver vi en række kliniske undersøgeler som inkluderer blodprøver, MR-skanninger osv. og kombinerer det med neuropsykologiske undersøgelser, og så har vi udviklet en mobil-app, som skal kortlægge patienternes adfærd: Deres bevægemønstre, deres sociale liv osv. Det er nemlig sådan, at en persons brug af mobiltelefonen ganske godt afspejler, om vedkommende er deprimeret eller manisk. Det er faktisk muligt at forudsige en kommende manisk eller depressiv episode udelukkende ved hjælp af data fra mobiltelefonen," siger Lars Vedel Kessing.

Behandling via mobilen
BIO-projektet er ikke det eneste forskningsprojekt, hvor Lars Vedel Kessing trækker mobiltelefonen direkte ind som et værktøj i forskning i og på sigt behandling af psykisk sygdom: I et andet projekt, kaldet RADMIS-projektet, er han sammen med sine samarbejdspartnere ved at udvikle en applikation til smartphones, som han håber kan forebygge genindlæggelser:

"Det er et fireårigt projekt, som reelt består af to spor, hvor vi fokuserer på henholdsvis unipolar og bipolar sygdom. I projektet monitorerer patienterne sig selv dagligt med deres app. Og disse data er tilgængelige for både sygeplejersker og læger i projektet. Ved hjælp af data fra app'en kan behandlerteamet så forudsige, om den enkelte patient er på vej i enten depression eller mani. Og på den måde kan man skride ind med en meget tidlig intervention i forhold til det enkelte sygdomsudbrud. Endelig er vi også ved at udvikle en funktion, hvor patienterne kan få en form for kognitiv adfærdsterapi via app'en," forklarer Lars Vedel Kessing og fortsætter:

"Det kan måske lyde som en lidt kontroversiel måde at angribe psykisk sygdom på, men vi har en stærk formodning om, at det faktisk vil vise sig effektivt. Vi har lavet en målsætning om at reducere genindlæggelserne med 40 procent i dette projekt. Det er bestemt ambitiøst, men med vores erfaringer fra tidligere projekter, så mener jeg faktisk, at det er realistisk."

Tidlig intervention er nøglen
For det med at reducere antallet af genindlæggelser med lige præcis 40 procent er faktisk lykkedes tidligere for Lars Vedel Kessings forskergruppe. I det såkaldte TIA-projekt, som blev publiceret i 2013, viste de, at en højt specialiseret og tidlig intervention ved bipolar lidelse giver et markant bedre langtidsforløb for den enkelte patient. Helt præcist faldt antallet af genindlæggelser med førnævnte 40 procent. Og dette projekt har da også medført, at denne behandling i dag er indført som standard i hele Region Hovedstaden.

"Det var et nervepirrende øjeblik, da vi afblindede vores data. Rent principielt var det do or die: Hvis ikke vi kunne påvise en positiv effekt af projektet, kunne vi principielt lige så godt lukke klinikken, eftersom det var sådan, vi havde organiseret vores behandling. Og på den måde er forskning et drama uden lige: Hver gang du stiller en hypotese og formår at gøre den så skarp, at den i sidste ende kan besvares med et "ja" eller et "nej", så er der vanvittigt meget på spil, når du afdækker dine resultater. Der er jo lige præcis i dét øjeblik, at du bliver klar over, om du har gjort en forskel eller ej."

"Det ligger i forskningens natur, at man bevæger sig i nyt land hele tiden. Derfor ved man naturligvis ikke, om man bevæger sig fremad eller ej, før resultaterne foreligger. Det er altså helt basalt spændende at være med til," understreger Lars Vedel Kessing.

Og ud over, at forskningen på denne måde kan være lige så spændende at udføre som at læse en kriminalroman, så er der også et yderligere – og nok så væsentligt – aspekt:

"Hvis vi ser på BIO-projektet, som fokuserer på debuterende sygdom, så drejer det sig altså om unge mennesker, der får deres første mani. Det er mennesker i tyverne, som pludselig får en sygdom, der har potentialet til at ødelægge deres liv fuldkommen. Der er det meget væsentligt at få langt en god langtidsplan så tidligt som muligt og vel at mærke en plan, som er patientens egen og ikke vores. Det handler simpelthen om at ændre resten af deres tilværelse: Vi har i tidligere studier påvist, at affektive lidelser har et progredierende forløb. Det vil sige, at de forværres over tid, og derfor er det enormt vigtigt, at vi kan sætte ind så tidligt som muligt med den bedst tænkelige og højt specialiserede behandling."

Vision for fremtidens psykiatri
Forskningen fylder meget i Lars Vedel Kessings liv. Det følger næsten med professor-titlen, at man får lange arbejdsdage – særligt hvis man vil have tid til selv at være aktiv i sin forskning. Derfor er han også meget bevidst om, at der SKAL være plads til andre ting i tilværelsen, og en af de ting, som han bevidst prioriterer i hverdagen er motion: Lars Vedel Kessing ror således kajak, har går lange ture og både løber og cykler. Han bor tæt på arbejdspladsen ved Rigshospitalet, men cykler ikke desto mindre gerne en omvej på vej til og fra job:

"Det er vigtigt for mig at få min motion. Det er med til at klare hovedet, og på min daglige cykeltur til og fra arbejde kan jeg ligesom få trådt tankerne ud af hovedet og ned i benene."

Det fysiske sundhedsaspekt ved et aktivt liv fylder naturligvis en del for overlægen, men mindst lige så vigtigt er den mentale del: At få nulstillet sindet og lade hjernen holde fri. Så godt som det nu kan lade sig gøre, for det er også sådan, erkender Lars Vedel Kessing, at ofte kommer en ny ide til ham, når han eksempelvis ror kajak.

"Jeg er meget optaget af mit felt. Og jeg ser en stor udfordring i at få psykiatrien mere frem rent forskningsmæssigt. Vi er slet ikke på det forskningsniveau, som somatikken er generelt. Det skal vi arbejde aktivt med at få rettet op på, og heldigvis har Region Hovedstadens Psykiatri da også en ambition om at fordoble forskningsproduktionen," siger Lars Vedel Kessing. Og understreger, at det er en vigtig ambition – men at tingene ikke kommer til at ske af sig selv:

"Jeg er af den overbevisning, at vi skal arbejde hen mod større forskningscentre, så vi kan udnytte synergien mellem de store centre til at stimulere nye forskningsområder og til at sætte større og mere ambitiøse projekter i gang. Faktisk mener jeg, at vi skal gøre noget tilsvarende i psykiatrien generelt: Hvis vi skal løfte både forskning og behandling, så kræver det en højere grad af subspecialisering. Vi skal samle behandlingen af patienterne på færre enheder med klare behandlingsspor. I dag er det sådan, at du kan blive behandlet for bipolar sygdom på i alt 107 forskellige steder i RHP. Og selvom man helt sikkert gør sit bedste alle steder, så siger det sig selv, at det er meget vanskeligt at opnå en ensartethed i behandlingen, når den foregår så mange steder. Derfor er min vision om fremtidens psykiatrisk behandling, at den er mere specialiseret og langt mere ensartet."

Redaktør