Martin Balslev Jørgensen

​PORTRÆT: Samtalen driver værket for professor Martin Balslev Jørgensen. For nok er han dybt fascineret af hjernen som organ, og nok er han taknemmelig for, at titlen som professor har frigjort ekstra timer til depressionsforskningen. Men det er altså patientkontakten og ikke mindst samtalerne med det menneske, som gemmer sig bag sygdommen, han selv fremhæver som det helt enestående i sit arbejdsliv.​

​På strejftog i depressionens væsen​


Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen
Hvor andre personer siges at komme fra et hjem med klaver, kommer professor Martin Balslev Jørgensen fra Psykiatrisk Center København fra et hjem med forskning: Moren var arkitektur- og kunsthistoriker, faren var ørelæge og professor. Derfor har det på en måde altid ligget i kortene, at Martin Balslev Jørgensen også selv skulle forske. Hans forskerkarriere startede da også allerede under medicinstudierne, hvor han nåede at publicere fire neuropatologiske artikler, inden han blev færdiguddannet læge.

Siden er han blevet i sporet: Han vaklede ganske vist i en årrække mellem neurologi og psykiatri, og efter sin universitetsuddannelse forskede han i to år på National Institutes of Health i Washington DC. I 1988 returnerede han til Danmark, stadig i tvivl om sit valg af speciale. Men han havde skaffet sig et vikariat hos Ralf Hemmingsen på den daværende psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital, og trods jetlag blev tvivlen blæst væk allerede første arbejdsdag:

"Det var virkelig interessant. Der var meget at lave, og patienterne var meget syge – det var nogle voldsomme skæbner. Men det var samtidig så interessant, at jeg slet ikke længere var i tvivl. Jeg var optaget af hjernen som organ, og i psykiatrien kredser man om hjernen på en måde, som simpelthen er mere interessant end i neurologien. I psykiatrien er der nogle mere grundlæggende menneskelige adfærdstræk i spil. Hvis man vil tilegne sig et ordforråd, som beskriver den menneskelige adfærd, så skal man være psykiater: Psykiatrien kaster lys over menneskesindet," siger Martin Balslev Jørgensen.

Strejfer og fastligger
Trods den åbenlyse fascination af sine medmennesker, søger Martin Balslev Jørgensen ofte sit eget selskab, når han ikke arbejder. Han går lange ture uden noget egentlig mål; han fortaber sig i gåturen og går på strejftog. I skoven, ved kysten – eller i bylandskabet, som han holder særligt meget af.

"Jeg er en strejfer. Du vil meget let kunne møde mig på en gåtur fra Valby Station til Hellerup en eller anden vinterdag, hvor jeg hører podcast. Eller bare går – og suger indtrykkene til mig. Jeg bruger byens rum til at koble af. Jeg går tur i villakvartererne og ser på, hvordan folk indretter sig. Byudvikling og den historie, der gemmer sig i den, har altid interesseret mig meget."

Der er dog også et element af fastligger i Martin Balslev Jørgensen: Han er en rigtig københavner. Han er vokset op i Valby og på Vesterbro, har gennem årene boet mange steder i byen og holder i dag til lige nord for hovedstaden i Brede, tæt ved Lyngby. Med egne ord er han meget privilegeret med at bo, som han gør, i et fredet hus med en rig historie, hvor Dagbladet Politikens grundlægger og første chefredaktør, Viggo Hørup, i sin tid levede og døde. Og det fredede hus er også en størrelse, der kræver sit af en travl professor:

"Der ligger masser af artikler, der aldrig er blevet til noget, i det tag der," griner Martin Balslev Jørgensen og peger på et fotografi af sit hjem: "Det er et fantastisk hus, men jeg har godt nok også brugt mange timer på det."

Mere tid til forskning
I forbindelse med sin udnævnelse til professor i 2014 fortalte Martin Balslev Jørgensen, at han glædede sig over, at der nu igen ville blive mere tid til forskningen. Og sådan er det da også gået, siger han i dag – med små forbehold:

"Der er naturligvis en del studenterundervisning og eksaminer – det optager i virkeligheden en anseelig del af min kalender, men det er også lykkedes at starte en stribe nye forskningsprojekter op, samtidig med at jeg ved siden af arbejder i klinikken. Og i virkeligheden er vekselvirkningen mellem arbejdet i klinikken og forskningen perfekt: Det er jo i klinikken, at de rigtige patienter er. Det er dem, vi er til for. Og hvis man er forskningsaktiv i sin klinik, så er det med til at give et løft til hele organisationen. Det øger vidensniveauet og giver energi. Det er også godt for patienterne, som deltager i projekterne. Det er godt for hele behandlingsmiljøet."

Blandt de nye projekter, som er blevet startet op, siden han blev udnævnt til professor, nævner Martin Balslev Jørgensen bl.a. et projekt, hvor han og kolleger undersøger, om epo kan afhjælpe nogle af de kognitive bivirkninger til ECT-behandlinger. I et andet projekt undersøger de, om et lavt serotoninniveau i hjernen nu også er udslagsgivende for effekten af behandling med de såkaldte lykkepiller, som man hidtil har antaget, men indtil nu ikke har kunnet måle på.

"Vi er også meget interesseret i oxidativt stress, som er en ubalance i kroppens stofskifte. Personer med svær depression har øget oxidativt stress, og det er en sammenhæng, som vi meget gerne vil afdække nærmere. Så det er et spor, der ligesom ligger ved siden af alle de andre projekter, vi har kørende: Vi måler det oxidative stress-niveau hos alle deltagere i de enkelte forskningsprojekter og ser, hvordan det påvirkes af de forskellige behandlinger. Vores teori er, at der er en tæt sammenhæng mellem den øgede stresstilstand, patienterne går rundt med, og deres somatiske følgesygdomme, som i sidste ende giver dem en markant øget dødelighed."

Evolutionen bag depression
Så selvom han ser sig selv som en strejfer, også når det kommer til forskningen, så er der dog klare fællesnævnere for stort set alle projekter, Martin Balslev Jørgensen har involveret sig i. Helt oplagt gælder det, at langt hovedparten af hans forskning er biologiske undersøgelser på indlagte patienter. En anden iøjnefaldende faktor er, at rigtigt meget kredser om stress og depression. Og ganske typisk for Martin Balslev Jørgensen leder hans definition af sygdommen depression i løbet af bare to-tre sætninger over i en evolutionær forklaringsmodel:

"Et eller andet sted er det jo mærkeligt, at der findes en sindslidelse som depression. Men det hænger sandsynligvis sammen med, at vi mennesker har en udviklingsmæssig fordel af at gemme os bagest i hulen, hvis der opstår en faresituation, eller vi er sårede eller svækket af sygdom. I den situation er det en fordel for individets overlevelse, at det har et lavt selvværd og ikke ypper kiv med lederen af gruppen. I stedet bliver man ængstelig og har ikke mod på eller lyst til ret meget. Og når tilbøjeligheden til den her adfærd bliver delt ud genetisk, så er der nogle personer, der får et overskud af adfærden, og så bliver det en sygdomstilstand i stedet for en almindelig evolutionært betinget mekanisme," forklarer han – og tilføjer, at der er en meget enkel forklaring på, at det lige præcis blev depressionerne, der kom til at præge hans forskning:

"Når man har set tilpas mange mennesker med svær depression, så får man altså en dyb trang til at gøre noget ved det. Til at finde ud af, om man ikke kan finde en bedre måde at behandle dem på. Så simpelt er det," siger han.

Det er meget vanskeligt at finde eksakte tal på sygdommen, men Sundhedsstyrelsen anslår, at knap hver femte dansker udvikler en depression i løbet af sin levetid. Og omkostningerne for den enkelte patient og de nærmeste pårørende kan være uoverskueligt store. Så på trods af at depression måske godt kan have tendens til at blive en smule trivialiseret i den brede befolkning, og selvom der fra flere sider rejses spørgsmål om, hvorvidt sygdommen ikke overbehandles, så ER det en meget alvorlig lidelse, som måske snarere bliver underbehandlet, understreger Martin Balslev Jørgensen.

Men selvom han hver dag omgiver sig med alvorligt syge mennesker, enkelte endda så syge, at der ikke findes effektiv behandling, så er netop patienterne og samtalerne med dem en væsentlig del af drivkraften for professoren:

"Jeg er meget bevidst om, at jeg er utrolig heldig med mit job: Det giver mulighed for masser af samtaler med interessante mennesker – det kan være kolleger, men så sandelig også patienter. Det giver mig rigtigt meget tilbage, for i sidste ende er der intet bedre i verden end interessante samtaler, når man er grundlæggende interesseret i mennesker."​

Redaktør