Merete Nordentoft

​PORTRÆT: Merete Nordentoft bruger meget energi på at opbygge et behageligt miljø i sin 60 personer store forskergruppe på Psykiatrisk Center København: Hun har et princip om at være generøs i sin forskning, også over for eksterne forskere der kunne have interesse i hendes data. For samarbejde i større netværk er en nødvendighed for at kunne udforske nye områder i psykiatrien.​

​​​​​

​​Der er brug for at man holder af hinanden​


Foto: Markus Redvall 

Af: Ulf Joel Jensen
Et eller andet sted findes der en dansk stil fra omkring 1968, hvor en ung Merete Nordentoft erklærer, at hun vil være læge, når hun bliver voksen – nærmere betegnet infektionsmediciner. Stilen blev skrevet i 7. klasse, og den er det tidligste bevis på, at lægegerningen optager den senere professor i psykiatri, men måske går fascinationen af faget endnu længere tilbage:

"Jeg har altid gerne ville være læge. Så længe jeg kan huske. Selvfølgelig har der været mange muligheder undervejs for at bestemme mig om, og jeg overvejede da også andre ting i gymnasiet. Men jeg syntes altså, at det på et eller andet plan var det mest tiltrækkende. I virkeligheden var det de basale videnskabelige spørgsmål, der optog mig: Hvordan er sygdom opstået? Jeg ville også ud og arbejde i klinikken og have med patienterne at gøre, men allerede som 19-årig var det på en måde forskningen, som trak," siger Merete Nordentoft.

Fascineret af det psykotiske univers
Læge blev hun så også. Efter studiet søgte hun i 1984 job i psykiatrien, mest af alt fordi det var vanskeligt at få en stilling i et af de to specialer, hun havde forestillet sig at skulle arbejde i: Neurologi eller arbejdsmedicin. Tredjeprioriteten viste sig dog meget hurtigt at være den helt rigtige.

"Altså – det var jo frygteligt spændende. Jeg arbejdede på et nyåbnet afsnit på Gentofte Hospital med akutte patienter. Både akutte psykoser, delirium og andet. Det var så anderledes. Jeg har stadig en fascination af de psykotiske universer, som hjernen er i stand til at udvikle, og man tænker uvilkårligt over, hvordan hjernen finder på det; hvordan udvikler det sig? Så rent umiddelbart tænkte jeg bare, at det her både var interessant, spektakulært og ret fantastisk."

Næsten med det samme startede Merete Nordentoft et forskningsprojekt i sin første ansættelse. Udgangspunktet var de kliniske problemstillinger hun mødte i sit arbejde. Hun gik tilsyn på de patienter, som havde forsøgt selvmord og lavede en opgørelse over dem som sit første projekt.  Et par år senere blev hun ansat i et forskningsforløb på Bispebjerg Hospital, som mundede ud i en ph.d.-grad. Her var emnet indførelsen af distriktspsykiatrien i København. Hun undersøgte en gruppe patienter med mange psykiatriske ydelser, og tesen var, at disse storforbrugere af psykiatriske services ville være sårbare over for strukturændringerne.

Opstart af OPUS
"Men noget af det, der undrede mig mest, var, at vi fandt frem til, at det var en meget stabil gruppe: Der skete stort set ikke noget som helst for den her gruppe ved at indføre distriktspsykiatrien. Parallelt med mit projekt havde jeg en kollega, som undersøgte unge med debuterende psykose, og deres tidlige forløb var meget mere tumultarisk," fortæller Merete Nordentoft.

På denne tid var der et internationalt fokus på at forebygge af psykoser. Emnet var en central del af de internationale kongresser, og det var medvirkende til, at Nordentoft fik mulighed for at starte et projekt, som var målrettet de unge patienter, som havde en debuterende psykose. Det førte til opstarten af OPUS, som i 1998 blev det første udgående og opsøgende tilbud i Danmark.

Udgangspunktet var tre tværfaglige og udgående teams og en patientkohorte på i alt 600 personer. Resten af historien kender de fleste; i dag er OPUS klinisk praksis, og Merete Nordentofts forskergrupper lægger an til at lave 20 års opfølgning på patienterne i den første kohorte.

Fokus på tidlig intervention
Siden de første projekter har Merete Nordentoft ikke bare startet masser af nye projekter op; de har også spredt sig i forskellige retninger. Senest er forskerne i hendes gruppe blevet opmærksomme på, at en del af de psykotiske tilstande måske er forårsaget af inflammatoriske mekanismer – altså betændelsestilstande af forskellig slags.

"Vi har en ph.d.-studerende, som har skrevet afhandling om autoimmune sygdomme, inflammationer og psykisk sygdom. Og det er der altså en hel del i: Der er nogle forbindelseslinjer mellem betændelsestilstande, autoimmune sygdomme og psykiske lidelser. Og det er ikke umuligt, at vi ad den vej kan finde nye måder at behandle nogle af de psykiske sygdomme på – eller helt forebygge dem."

Et andet af de nye projekter er et samarbejde mellem Merete Nordentofts gruppe og Børne- og Ungdomspsykiatrien. Her planlægger de en forebyggende indsats i familier, hvor en eller begge forældre har psykisk sygdom.

"Hvis jeg skal tegne et logisk spor i min forskerkarriere, så startede jeg med at se på psykisk syge, der allerede havde et stort forbrug af psykiatriske ydelser. Siden har jeg spolet tilbage, så vi dernæst undersøgte patienter med første episode, så begyndte vi at undersøge personer, der er ved at udvikle psykoser, og nu starter vi en indsats op for de her børn, som er i risiko for at udvikle psykisk sygdom senere i livet, fordi deres forældre er syge. Vi prøver med andre ord at se, om vi ikke kan gribe ind på et tidligere tidspunkt, end når det hele er gået så galt, at man er endt som hjemløs på gaden," siger Merete Nordentoft.

Retning mod stordrift i forskningen
Meget er sket, siden Merete Nordentoft startede sin psykiatriske forskning. Ikke mindst er selve infrastrukturen omkring forskerne blevet markant bedre. Hun startede helt fra scratch på sit første projekt: Der var ingen formaliseret vejledning, ingen støtte – ikke engang adgang til computere eller programmer til at behandle data i. Det var ren cowboy-forskning ud fra devisen "det her virker interessant – lad os undersøge det."

"Det var reelt helt fra bunden af, og det kunne sikkert være blevet et mere fornuftigt projekt, hvis vi havde været et større sted. Vi søgte lidt råd rundt omkring, men vi fik ikke nogen organiseret vejledning. I dag er vi faktisk i de samme lokaler, som da jeg startede, fordi vi pga. ombygning er rykket ud af Bispebjerg og til Gentofte. Men i dag er det helt andre forhold; nu er vi ikke to forskere – vi er 60, hvoraf mange er på seniorforskerniveau. Der er støtte til infrastrukturen, hjælp til statistik og databaser. Det er en helt anden situation."

Udviklingen går entydigt mod stordrift i forskningen, lidt som man også kan se Merete Nordentofts egen karriere forme sig. Og ifølge professoren er det en både logisk og rigtig udvikling. Det er nødvendigt at samle kompetencerne i større grupperinger, så man kan sætte større projekter op – og komme længere ned i substansen.

"Vi har nogle unikke muligheder i Danmark med vores registre og adgang til forskellige biobanker. Det skal vi udnytte, og det gør man altså bedst i et større og organiseret regi. Som eksempelvis iPSYCH, hvor vi i min gruppe samarbejder med Forskningsinstituttet på Sct. Hans, Statens Serum Institut og forskere fra Århus om at finde årsagerne til en række af mest alvorlige psykiske lidelser. Det er et meget banebrydende samarbejde, hvor vi har helt unikke data, penge til at få dem analyseret og et vidtforgrenet internationalt netværk. Det gør, at vi kan undersøge reelt nye ting på et langt mere avanceret niveau med den nødvendige assistance fra eksperter i fx bioinformatik, molekylærbiologi, epidemiologi osv."

Fornemmelsen af at være bagud
Denne udvikling betyder helt naturligt også, at det kun i mindre grad er Merete Nordentoft selv, som i dag udfører forskningen. I stedet har hun indtaget rollen, som den der driver forskningen fremad. Men midt i alle sine administrative og vejledende opgaver, prioriterer hun stadig at se patienter:

"Og det er jeg meget glad for. Ellers ville jeg nok blive lidt rusten. Der skal være en forbindelse til virkeligheden, så jeg bevarer en fornemmelse af selve substansen i faget. Det kan ikke klares ved at læse en masse videnskabelige artikler alene. Det er klart, at det kan opleves lidt sørgeligt, at jeg kommer væk fra nogle af de ting, som tidligere var mit kerneområde, men omvendt er jeg ikke i tvivl om, at det er strengt nødvendigt at opbygge kompetencer og uddelegere ansvar."

Alligevel slipper Merete Nordentoft ikke helt for fornemmelsen af at være lidt bagud: Der er altid noget, som skulle have være gjort, og det irriterer hende: "Det er en kunst i sig selv at sørge for, at alle de der små, praktiske opgaver ikke spiser al tiden. For de er der hele tiden," siger Merete Nordentoft.

Generøsitet som princip
Udefra ser missionen dog ud til at lykkes: Siden hun blev professor, har Merete Nordentoft afviklet fire store projekter med budget hver især på mindst 20 mio. kr.

"Det er jo ikke min fortjeneste alene. Heldigvis er der mange kloge, dygtige og arbejdsomme mennesker rundt om mig. Det kan kun lade sig gøre at gennemføre de her store projekter, hvis det ikke er en sur pligt at gå på arbejde. Der skal være en begejstring internt i gruppen: Man skal have lyst til at hjælpe hinanden, rose hinanden. Jeg vil nærmest sige, at der er brug for, at man holder af hinanden."

Derfor arbejder Merete Nordentoft helt bevidst med generøsitet som princip i sit arbejde: Det handler om at behandle både medarbejder og eksterne samarbejdspartnere ordentligt. Ikke stjæle andres bevillinger, idéer eller data, men tværtimod invitere folk ind i projekterne og dele sine egne data. Ikke nødvendigvis en særlig udbredt metode i et konkurrencepræget forskningsmiljø.

"Måske ikke. Men jeg synes, det er meget vigtigt, at man har den holdning: At hvis der er nogen, der interesserer sig for ens projekter, så er det som udgangspunkt en ressource og ikke en konkurrent. På den måde kommer vi længst."​

Redaktør