Per Bech

​PORTRÆT:​ ​​Professor Per Bech er en lyrisk matematiker. Eller også er han en matematisk lyriker. Ha​n er i hve​​​​​rt fald en stringent videnskabsmand og forfatter til mere end 400 videnskabelige artikler. Kendt herhjemme og i resten af verden som en af ophavsmændene til psykometrien – kunsten at måle graden af psykisk sygdom.​

​​

​Jagten på et eksakt symptomsprog


Foto: Markus Redvall 

Af: Ulf Joel Jensen
Den 4. januar 1960 omkom den franske Nobel Pris-forfatter, filosof og eksistentialist, Albert Camus, i en bilulykke på vej til Paris. Camus var et forbillede for en hel generation af intellektuelle unge, og nyheden om hans død blev modtaget med sorg i hele Europa. Også i Svendborg, hvor en sygemeldt gymnasieelev greb til skrivetøjet, da nyheden nåede frem, og skrev et nærmest vantro hyldestdigt, som siden udkom med rosende anmeldelser i antologien Unge Digtere. Side om side med bidrag fra så berømte forfattere som Poul Borum og Inger Christensen.

Den unge student var Per Bech, i dag professor og overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Nordsjælland. Og historien om, hvordan han lod sin sorg og vantro få udtryk gennem poesien, er med til at nuancere billede af professoren, som ellers er kendt verden over for sin matematiske tilgang til psykiatrisk forskning.

Guldmedalje for hash-forskning
"Min matematiklærer i gymnasiet kunne ikke forstå, at man kunne være god til matematik og så samtidig sidde og anmelde Frank Jæger i skolebladet. Men jeg ser ikke den der klassiske modsætning mellem matematik og lyrik. Jeg mener faktisk omvendt, at det har lidt med hinanden at gøre," indleder Per Bech.

Det var imidlertid hverken litteraturen eller medicin, der fik Per Bech i gang på universitetet: Han læste jura det første år, men skiftede derefter til medicin med den klare målsætning at blive psykiater. Det var den humanistiske interesse og de eksistentielle spørgsmål, som spillede ind igen: Den unge Per Bech var stærkt optaget af Sigmund Freud og Bertrand Russel og så med egne ord psykiatrien gennem Freuds øjne.

"Da jeg så blev uddannet læge i 1969, var det nødvendigt at forske for overhovedet at få en klinisk stilling i københavnsområdet. Så jeg startede min forskning umiddelbart efter min medicinske eksamen," forklarer Per Bech.

Og det med bravour: Per Bechs forskningsprojekt om risikomomenter ved brug af cannabis endte med at opnå guldmedalje ved Århus Universitet i 1972. Og dermed var en livslang forskerkarriere i realiteten født. Projektet om cannabis var en del af et treårigt kandidatstipendium hos Danmarks første professor i biologisk psykiatri Ole Rafaelsen på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Her havde Rafaelsen, speciallæge i både psykiatri og intern medicin og en meget markant skikkelse i den psykiatriske forskning i Danmark, samlet et hold unge forskere, som i øvrigt primært arbejdede med en psykokemisk tilgang til forståelsen af bipolar lidelse.

Har udviklet sit eget felt
Hurtigt blev Per Bech dog sporet ind på at måle sværhedsgraden ved depression. Han tog fat på at validere Max Hamiltons depressionsskala, som bestod af 17 symptomer, der tilsammen skulle give et billede af, hvor svært deprimeret en patient er. Og her kommer matematikken ind i billedet igen: For Per Bechs forskning viste, at man ikke umiddelbart kan lægge alle 17 symptomer sammen, fordi skalaen i realiteten består af flere delskalaer. Han fandt i stedet for ved hjælp af præcise matematiske kriterier frem til, at man kun skal anvende seks af symptomerne.

"Når jeg bruger matematikken, tror folk ofte, at jeg vil lave en helt perfekt, idealistisk platonisk verden. Men det er ikke tilfældet. Udgangspunktet må altid være den kliniske realitet. Jeg mener, vi skal anvende matematikken som instrument til at frembringe et eksakt symptomsprog; et præcis sprog vi kan bruge i det kliniske arbejde," siger Per Bech.

Per Bech fik senere hen valideret den nye og forkortede udgave af Hamilton-skalaen i et samarbejde med statistikeren professor Peter Allerup, som har publiceret modeller for den additive sammenhæng mellem størrelser som eksempelvis depressionssymptomer. I 1981 forsvarede Per Bech sin disputats om emnet – med ingen ringere end manden bag den oprindelige skala, den engelske professor Max Hamilton, som opponent. Endnu engang var det med succes og gennemslagskraft: I 1983 modtog han således den prestigefyldte Anne Monika pris ved universitetet i Basel for sin disputats.

Det vakte international opmærksomhed og efterfølgende blev han inviteret af WHO til at udvælge en samling af ratingskalaer på depressionsområdet. I 1993 udgav Per Bech det, der er blevet omtalt som et monumentalt kompendium og en klassiker på området: Rating Scales for Psychopathology, Health Status and Quality of Life.

To år senere, i 1995, opnåede forskningsenheden i Hillerød under Per Bechs ledelse status som WHO Collaborating Center for Mental Health med fokus på livskvalitet, stress og depression. I løbet af de 10 år enheden var WHO-center, udviklede Per Bech blandt andet WHO-5, som er den mest anvendte livskvalitetsskala i dag. Med andre ord har Per Bech mere eller mindre egenhændigt udviklet det felt, som han i dag er professor i: Klinisk psykometri.

Fokus på apati
Nu må man imidlertid ikke efterlades med indtrykket af, at alting går op i matematik og psykometriske skalaer i Per Bechs arbejdsliv. Han ser stadig patienter og bruger meget af sin forskningstid på at forsøge at udvikle nye tilgange til behandlingen.

"Vi får henvist mange patienter med såkaldt refraktær depression. Det vil sige patienter, som ikke har gavn af deres antidepressive behandling, hvad enten den består af medicin eller psykoterapi. Og jeg har fundet frem til, at mange af denne gruppe patienter er fælles om en klynge symptomer, som i virkeligheden slet ikke hører til kernesymptomerne for depression," siger Per Bech.

Denne symptomklynge, som bl.a. omfatter søvnforstyrrelser, koncentrationsproblemer, manglende initiativ og motivation, kalder han samlet for apatisyndromet. Efter grundige studier af faglitteraturen tror Per Bech, at de måske er på sporet af noget nyt i forskningsenheden i Hillerød: Han har gennemgået de sidste 10 års litteratur om refraktær depression – og ingen steder har han fundet nogen henvisning til apati.

"Det er altså ikke et helt ligegyldigt syndrom. Vi har lavet en undersøgelse med depressive patienter, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling og fundet, at jo højere de scorer på en apatiskala, jo mindre er sandsynligheden for, at de er i arbejde et år efter deres udskrivelse. Nu har jeg søgt Lundbeckfonden om midler til et studie, hvor vi skal undersøge syndromet nærmere. Er det i virkeligheden snarere en bivirkning til behandlingen eller reelt en del af depressionen?"

På sporet af ny depressionsbehandling
En anden ny vej, Per Bech har været med til at eksplorere, er den såkaldte PEMF-behandling (pulserende elektromagnetiske felter). Det er behandling med en ganske svag elektromagnetisk stimulans af hjernen ved hjælp af en hætte med spoler, som patienten tager på hovedet. Behandlingen er netop blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen til klinisk brug, og skal nu lanceres på seks udvalgte psykiatriske afdelinger rundt omkring i Danmark.

Per Bech har været med til at udvikle PEMF og har allerede gennemført en række undersøgelser af metoden, som virker meget lovende: 60 procent af patienter med refraktær depression bliver symptomfrie efter otte ugers behandling. Vel at mærke med en bivirkningsfri behandling.

"Det bliver meget spændende at se, om vores resultater også holder, når behandlingen introduceres i den daglige klinik. Den er jo målrettet en patientgruppe, hvor der ikke rigtigt er noget alternativ, så vi krydser fingre!"

Den evige afrunden
Per Bech er ved at nå en alder, hvor han kunne trække sig tilbage og hellige sig den litteratur, som han nærer en usvækket kærlighed til. Og som i ungdommen er det stadig forfattere som Frank Jæger, Ole Sarvig, Sophus Claussen, Tom Kristensen og Johannes Jørgensen der står hjertet nær. Måske kun overstrålet af den tyske romantiker Johann Wolfgang von Goethe, der på sin vis kobler litteraturen med psykiatrien. Freud opfattede i hvert fald Goethe som sin forgænger i psykiatrien, fortæller Per Bech og fortsætter:

"Goethes selvbiografi hedder "Dichtung und Wahrheit", og det kan tolkes på den måde, at "Dichtung" giver os empati, hvorigennem patienternes symptomer kan identificeres. Herefter kan deres "Wahrheit" videnskabeligt kontrolleres gennem matematikken," siger han med et smil.

Men selvom Per Bech bliver ved at læse klassikerne igen og igen og på den måde dyrker litteraturen med uformindsket entusiasme, så holder han også fast i sin forskning og det kliniske arbejde. Fordi han trives med arbejdet. Og fordi der hele tiden lige er noget, der skal afrundes:

"Jeg tror, at det var den gamle filosof og teolog Harald Høffding, som sagde, at man aldrig kan afslutte, men bare afrunde noget. Og jeg er hele tiden i gang med at afrunde projekter der går på, om vi målingsbaseret hjælper vore patienter?"

Redaktør