Poul Videbech

​PORTRÆT: I 2015 flyttede professor Poul Videbech fra Århus til Psykiatrisk Center Glostrup, hvor han er i gang med at opbygge en forskningsenhed med fokus på depression. Videbech er en mand, der favner bredt og er dybt optaget af sin forskning og ikke mindst de patienter, det hele cirkler om: For ham handler det om at være med til at tænde håbet som et lys i det mørke, en svær depression ofte opleves som.​

Brobyggeren fra Risskov​


Foto: Markus Redvall

Af: Ulf Joel Jensen
Man kan godt blive efterladt med indtrykket af en person, som har lidt vanskeligt ved at ved at vælge, efter at have talt med professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. Eller i hvert fald et menneske, som er forholdsvis udfordret, når det kommer til at vælge fra. For Poul Videbech er i meget høj grad en fagligt nysgerrig person, som har let ved at engagere sig. Og selvom han er kendt i hele landet som en af kongerigets absolut mest vidende personer, når det kommer til depression, så favner han meget bredt.

"Det har altid været vigtigt for mig, lige meget hvilke valg jeg skal foretage, ikke at begrænse mig, men tvært imod åbne for nye muligheder," indleder Poul Videbech. Derfor startede han for år tilbage på medicinstudiet, selvom hans hovedinteresse egentlig var kemi: Der var muligheder for at dyrke interessen for kemi på lægestudiet samtidig med, at der var masser af andre områder at fordybe sig i og lære mere om. Og derfor vaklede han også mellem en række forskellige specialistuddannelser og var ganske logisk tæt på at vælge almen medicin og altså blive praktiserede læge. I sidste ende blev det dog psykiatrien, fordi det har samme nære patientkontakt som i almen praksis – og samtidig giver bedre mulighed for fordybelse i et enkelt felt. For selvom Videbech er kommet forholdsvis sent i gang med sin forskerkarriere, så har han hele tiden vidst, at han skulle forske, hvilket også var med til at påvirke valget af speciale:

"I forhold til somatikken er der et kæmpe efterslæb på forskningsområdet i psykiatrien. Der er en mangel på helt fundamental viden om nogle meget udbredte og alvorlige sygdomme, og det har altid været en vigtig drivkraft for mig. Jeg er enormt nysgerrig og vil vide, hvordan tingene fungerer. Og det er intellektuelt udfordrende for mig, at psykiatrien byder på den mest indviklede forskning: Der er så mange ting, der spiller ind på psykisk sygdom og på, hvordan vores hjerner fungerer. Det er uhyre komplekst."

Ny i hovedstaden
Poul Videbech er stadig et forholdsvis nyt ansigt i Region Hovedstadens Psykiatri: Han arbejdede godt og vel en halv karriere i Århus, før han i 2015 rykkede teltpælene op, pakkede sin faglitteratur og flyttede med kone og hunde til hovedstadsområdet og Psykiatrisk Center Glostrup. Derfor bruger han her knap et år senere fortsat en stor del af sin arbejdstid på at designe nye studier og søge finansiering til projekterne.

"Rundt om i verden udforsker man i øjeblikket en særlig neurokirurgisk teknologi, Deep Brain Stimulation, hvor man indopererer en elektrode, som kan stimulere et særligt område i hjernen med en svag strøm. Det lader til at have en fantastisk effekt på kroniske depressioner, og det bliver vi nødt til at undersøge også i Danmark for at få be- eller afkræftet om denne teknik faktisk virker, " forklarer Poul Videbech. Det har dog vist sig uhyre vanskeligt at få finansieret projektet, så det ligger indtil videre stille.

"Men jeg vil også gerne forstå bivirkningsmekanismerne i ECT-behandling bedre, så jeg har designet et projekt, der kombinerer ECT og MR-skanninger. Der skal vi undersøge effekt og bivirkninger og på sigt forhåbentlig blive bedre til at målrette behandlingen mod de rette patienter," fortsætter professoren, som tillige har genoptaget sin interesse for gravide, der udvikler depression i et studie af, hvordan depression og stress hos den vordende mor påvirker fostrene.

Biologien er ikke nok i sig selv
ECT, neurokirurgi og stresspåvirkning af fostre – jo, Poul Videbech favner bredt. Og selvom fællesnævneren i al hans arbejde synes at være den biologiske tilgang til forskning og behandling, så er det ikke engang rigtigt: Poul Videbech er nemlig tillige uddannet psykoterapeut og har tidligere igennem mange år drevet en psykoterapeutisk praksis.

"Jeg ser mig selv som en brobygger mellem den meget biologiske og tekniske tilgang til psykisk sygdom og en mere psykologisk tilgang. Der er vi virkelig bagefter. Jeg kan rigtigt godt lide samarbejdet mellem forskellige faggrupper. Dels samarbejdet med somatiske kolleger i forskellige specialer, men i lige så høj grad samarbejdet mellem psykiatere og psykologer."

"Jeg synes, det vil være meget fattigt, hvis man udelukkende fokuserede på det biologiske: Der er mange ting, der ikke kan forstås, hvis man ikke inddrager psykologi, sociologi osv. Så det handler om sætte at de sidste 30 års biologiske forskning på depressionsområdet ind i en sammenhæng. Og der tror jeg, at jeg kan yde mit beskedne bidrag: Som brobyggeren mellem forskellige fagligheder og specialer."

Altid på arbejde
Poul Videbech er et af den slags mennesker, som i høj grad arbejder, når han ikke arbejder. Forstået på den måde, at når han træner sine fire hunde, når han står i køkkenet og plejer en af sine andre fritidsinteresser foran komfuret, når han fotograferer eller fordyber sig i den kinesiske kultur, som han er stærkt optaget af, så arbejder han hele tiden videre på sine faglige udfordringer.

"Arbejde og fritid smelter fuldstændig sammen for mig. De bedste idéer har jeg fået, når jeg har været fuldkommen optaget af noget helt andet. Men jeg synes selv, at det er på den gode måde. Det sker, at jeg vågner midt om natten og tænker på mit arbejde, men så er det, fordi jeg er optaget af det, og ikke fordi det stresser mig."

På Psykiatrisk Center Glostrup holder Poul Videbech til i et lyst og rummeligt kontor, hvor man straks lægger mærke til hans interesse for Kina: Lige inden for døren vogter en mandshøj kopi af en af kejser Qin Shi Huangs terrakottasoldater. Og rundt omkring på væggene, reoler og i vindueskarmen hænger og står forskellige andre kunstværker som påmindelse om en anden af Videbechs store interesser, der tillige har en faglig kant:

"Jeg er meget interesseret i kunst, særligt billedkunst og skulptur. Men jeg har også været stærkt optaget af psykisk syges kunst. Jeg har være involveret i Galleri Gallo i Århus, og jeg har i mit kliniske arbejde set, hvordan patienterne i nogle tilfælde kan opnå heling gennem det kunstneriske udtryk. Det er en måde at gå rundt om ordene på – at give følelseslivet form uden at skulle benytte sig af sproget, som nogle gange kan være en alvorlig barriere," forklarer Poul Videbech.

Viden som lindring
Han er et roligt menneske, professoren. Reflekteret, balanceret og grundig sine svar, hvor han også tager sig tid til eftertanke i en langvarig samtale. Det er sikkert en væsentlig kvalitet i forskningen, som i sin natur er langsom og kræver tålmodighed. Men Poul Videbech har også en utålmodig side. Og den kommer bl.a. til udtryk, når vi taler om, hvad det hele skal ende med: Hvordan de mange, mange timers forskning også gerne skulle gøre en forskel for patienterne og deres pårørende:

"Jeg kunne virkelig godt ønske mig et behandlingsmæssigt gennembrud. Det trænger vi til. De behandlingsprincipper, vi har i dag, baserer sig på opdagelser fra 50'erne og 60'erne. Det gælder både medicinsk og psykoterapeutisk. Hjernen er hele universets mest komplekse struktur, og det gør, at vi kan studere den hele livet, uden at forstå den til bunds. Og selvom det er stimulerende og udfordrende, så kan det også godt være frustrerende. Det er lidt som at bygge en katedral: Vi må møjsommeligt sætte sten oven på sten, og det er langt fra sikkert, at vi kan slutte byggeriet i min tid, men så må det være tilfredsstillende at have været med til at slæbe stenene," siger Poul Videbech og fortsætter:

"Men selvom endemålet med al forskning naturligvis er bedre behandling og forebyggelse, så opnår vi også noget væsentligt undervejs. Det er vigtigt bare at øge forståelsen for sygdommen og for de mennesker, den rammer. Jeg har oplevet, at der ligger en frigørende kraft i den øgede forståelse for en sygdom som depression. Det er en sygdom, der er tæt knyttet til skyldfølelse; man synes, man burde fungere bedre, burde tage sig sammen. Og jo bedre, vi er til at forstå den sygdom, jo bedre kan vi fjerne skylden. Så øget viden om sygdom kan i sig selv have en lindrende effekt på patienterne, og det er et væsentligt formål og en stor drivkraft i mit arbejde." ​

Redaktør