Thomas Werge

​PORTRÆT: Egentlig burde han, efter eget udsagn, være blevet matematiker eller fysiker, men via molekylærbiologien er han kommet til psykiatrien, hvor hans forskning har været med til at åbne helt nye døre og tegne retningen for fremtidige behandlingsstrategier. Mød et af de faglige fyrtårne i Region Hovedstadens Psykiatri: Thomas Werge.​

Fra molekyle til patient – og retur


Foto: Markus Redvall 

Af: Ulf Joel Jensen
Det lå ikke rigtigt i kortene, at professor Thomas Werge, som i dag er leder af Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans, skulle gøre karriere i psykiatrien. Tilbage i 80'erne blev han uddannet biokemiker​ og molekylærbiolog fra Københavns Universitet. Studietiden havde bragt ham til cancerinstituttet på National Institutes of Health, og da kandidateksamen var i hus, drev en blanding af udlængsel og ambitioner ham til Italien, hvor han blev en del af neurologen Rita Levi-Montalcinis gruppe året efter, hun modtog Nobelprisen i medicin.

Det blev til næsten syv år med molekylær neurobiologi and -farmakologi i Rom, inden Thomas Werge vendte hjem til Danmark igen, blev forskningslektor på Farmaceutisk Højskole og desuden stiftede en virksomhed, der screenede fødevarer for GMO-materialer. Denne virksomhed levede nogle år, indtil han i 2000 med sine egne ord "fuldkommen uden psykiatrisk viden" og uden på noget tidspunk at have så meget som strejfet psykiatrien blev ansat som ny forskningschef på det daværende Sct. Hans Hospital.

Genstart af forskningscenteret
Selvom det på den baggrund kunne virke som lidt af et skud i blinde, så var ansættelsen af Thomas Werge faktisk et særdeles velovervejet strategisk skridt fra hospitalsledelsens side:

"I realiteten var der tale om, at jeg skulle genstarte forskningscenteret. Der var redt op til et reelt paradigmeskifte i forskningen på Sct. Hans Hospital. Og med min baggrund var det oplagt, at vi fremover skulle fokusere på de molekylære aspekter i psykiatrisk sygdom, på datahåndtering og på genetikken," siger Thomas Werge.

Og sådan blev det. Et af Thomas Werges første initiativer i sin nye stilling blev opstarten af Dansk Psykiatrisk Biobank, som der dengang kun var ganske få af på verdensplan. Med et A.P. Møller'sk udtryk var det udtryk for rettidig omhu:

"Teknologierne til at arbejde med genetikken og biologien i psykisk sygdom var der måske ikke helt endnu, men de var på vej. Problemet var bare, at der manglede vævsprøver. I psykiatrien har der ikke været de samme traditioner for store epidemiologiske undersøgelser som i somatikken, så i samarbejde med psykiaterne på alle afdelingerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab gik vi i gang med at rekruttere deltagere med og uden psykisk sygdom, indsamle prøver og kliniske oplysninger," forklarer Thomas Werge.

Det store gennembrud i Nature
Et fuldkomment kursskifte, som det Thomas Werge orkestrerede på Sct. Hans, tager tid, men i 2008 kom det helt store gennembrud for det nye forskningsfelt: I den danske dagspresse hed det, at skizofreniens gåde omsider var løst, da de bragte nyheden om, at Werge var medforfatter til en artikel i det måske mest anerkendte og prestigefyldte videnskabelige tidsskrift af dem alle, Nature.

"Vores første gennembrud med Nature-artiklen i 2008 startede i realiteten på et møde, jeg holdt i Island i 2002. Så det er en lang proces, hvor vi løbende gennemfører studier, som også er blevet meget citeret siden. Men i 2008 publicerede vi så, som del af et meget stort europæisk forskningssamarbejde, et studie, hvor vi påviste, at nogle helt specifikke genetiske mutationer disponerer for skizofreni," fortæller Thomas Werge.

Viden om, at skizofreni er en arvelig sygdom, havde eksisteret i mange år, men dette studie var det første til at føre bevis for teorien og pege på helt konkrete sygdomsmutationer i vores arvemasse, og dermed åbnedes der for helt nye tilgange til behandlingen af sygdommen. Pludselig er skizofreni ikke bare én men flere forskellige sygdomme. Det giver håb om en langt mere præcis og tidlig diagnosticering. Håb om  ikke bare at kunne dæmpe symptomer, men faktisk behandle selve kerneårsagen til sygdommen. Håb om at blive i stand til helt at forebygge sygdommen. Dertil er man langt fra nået endnu, men Thomas Werge fortsætter sammen med sine kolleger videre ad samme spor.

Det store perspektiv
For selvom psykiatrien måske ikke har syntes at ligge lige for, så har der aldrig været tvivl hos Werge om, at han skulle forfølge en forskerkarriere. "Det er jo det, jeg gør. Det, jeg er," svarer han selv på spørgsmålet om, hvorfor han forsker. Forskerens tankegang er simpelthen en dybt forankret del af Thomas Werges personlighed:

"Når jeg børster tænder om morgenen, så tænker jeg over faglige problemstillinger. Jeg tænker i at løse opgaver og mysterier – det er det, min hjerne gør. Jeg er fascineret af det, optaget af det. Mere kompliceret er det sådan set ikke: Som mennesker gør vi typisk det, der falder os naturligt, og som vi godt kan lide. I mit tilfælde er det at løse opgaver eller mysterier, om du vil."

Så udfordringen har måske i virkeligheden været at finde sig til rette i opgaven som leder af Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri? At gå fra at være næsten barnligt fascineret og optaget af at finde svar på konkrete udfordringer og uløste opgaver til at være den, der definerer opgaverne for andre. Til i langt højere grad at være en slags administrator eller facilitator?

"Det har i hvert fald været en interessant ændring på det rent personlige plan. Nu er det ikke længere mig, der får en aha-oplevelse og knækker koden. Nu er det en anden, og på den måde får jeg min tilfredsstillelse pr proxy. Perspektivet er blevet et andet og meget længere for mig. Det handler ikke længere om at undersøge to specifikke molekylers funktioner, som da jeg startede i Italien for mange år siden. Nu er det mere sådan, at hvis vi vil arbejde med genetik i psykiatrien, så må vi først lave en biobank og etablere de komplekse samarbejder med både klinikere og teknikere, der skal til for at løfte den opgave."

"Det er jo de samme tanker, jeg gør mig om morgenen, når jeg børster tænder. På den måde har jeg som sådan ikke ændret mig. Men de bliver tænkt med et andet perspektiv for øje. Nu bliver det spørgsmålet om, hvad opgaveløsningen så skal bruges til, hvor det skal hen, hvordan det til sidst kan komme til at gavne patienterne, der optager mig," forklarer Thomas Werge.

Det videre arbejde er globalt
På den måde kan man sige, at Thomas Werge er gået fra detaljen til helheden. Fra molekylet til patienten. Men det ændrer ikke ved, at han fuldt og fast tror, at vejen til at behandle patienten ligger i at forstå detaljen.

"Jeg har efterhånden mødt så mange mennesker, der lider af psykisk sygdom, både i mit arbejde og privat, at det kommer rigtigt meget ind under huden på mig. Det er blevet en kolossal drivkraft for mig, og derfor er det også voldsomt glædeligt, når jeg føler, at vores arbejde her på instituttet gør en forskel, som det var tilfældet med Nature-artiklen i 2008."

"Medicinalindustrien har i mange år langsomt været ved at lukke ned for udviklingen af nye psykiatriske lægemidler, fordi de ikke kunne se nogen ny vej. De veje, man kendte, var udforskede, og industrien kunne ikke få øje på flere muligheder. Men det, at vi finder et håndfast bevis på arveligheden bag skizofreni, har betydet, at vi er med til at anvise en helt ny vej. Det giver håb – og det har åbnet døren for masser af nye forskningsaktiviteter ikke bare her på Sct. Hans, men mange steder både i Danmark i medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S og rundt om på Jorden. På den måde kan man sige, at de oprindelige opdagelser er vokset fra os, vi har skubbet dem på vej, men dermed har vi også sluppet taget i dem: Vi følger med i nogen udstrækning og tænker selv over, hvor vi kan gøre nytte i den videre proces, men det er blevet en del af noget langt større."​​

Redaktør