Vi skal også huske at bare være til stede
Af Ulf Joel Jensen
Foto: Markus Redvall
Professor Søren Dalsgaard går næsten altid rundt med en uanseeligt udseende blå mappe med elastikbind omkring nede i sin taske. Mappen gemmer på et udvalg af børnetegninger – og en af dem er en farvestrålende sag, som forestiller en storsmilende pige med langt hår og en blå krone på hovedet. Iført en grøn kjole står hun badet i solskin på en græsplæne med blomster og sommerfugle.
Tegningen har Søren Dalsgaard fået af en af sine patienter, og bagpå har han noteret, hvad tegningen ifølge pigen selv forestiller: Prinsessen er glad, fordi hun har fået lov til at gå på engen. Det er første gang, står der.
- Jeg har en følelse af, at jeg forstår de her børn med ADHD. Og erfaringen siger, at man er nødt til at være særligt opmærksom på piger med ADHD. De er meget ofte underdiagnosticerede på trods af, at de statistisk set har et dårligere outcome end drengene. Efter udredning kom den her pige i behandling, og det gjorde, at hun for første gang følte sig som en lille prinsesse. Så sådan en tegning, den er… Søren Dalsgaard tøver midt i sætningen og kigger igen på papiret foran sig, inden han nikker for sig selv:
- Ja, den kan noget helt specielt.
En alvorlig diagnose
Søren Dalsgaard har gennem mange års forskning og klinisk arbejde specialiseret sig i børn med ADHD. Den 1. oktober 2021 tiltrådte han i et lærestolsprofessorat på Københavns Universitet og startede samtidig som forskningsleder i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Han har arbejdet med registerforskning stort set nonstop siden 1998, hvor han startede på sit ph.d.-projekt. Her undersøgte han, hvordan det var gået en gruppe af børn og unge, som var blandt de første til at blive sat i medicinsk behandling for ADHD herhjemme.
- Min forskning har dybest set altid drejet sig om, hvordan det går de her børn. Og overordnet kan man sige, at ADHD er en mere alvorlig sygdom, end mange forestiller sig. For børn med ADHD er i højere risiko for at løbe ind i en lang række af forskellige problemer i livet end resten af befolkningen, siger Søren Dalsgaard.
Hans forskning viser bl.a., at de er i øget risiko for at udvikle andre psykiske sygdomme, øget risiko for at udvikle misbrugsproblemer, øget risiko for at blive indlagt med anden sygdom og for at blive dømt for kriminalitet, at de har øget risiko for ulykker og trafikuheld – og øget risiko for tidlig død.
Psykiatri før forskningen
Selvom Søren Dalsgaards forskningsarbejde altså tager udgangspunkt i databaser og registre, så er hans arbejdsliv meget langt fra dedikeret udelukkende til statistik og tal: Han insisterer på også at arbejde klinisk. Ved siden af sin forskningslederstilling og professoratet arbejder han derfor desuden som overlæge på et småbørnsambulatorium, der er placeret på Psykiatrisk Center Glostrup.
- Al forskning handler jo i sidste ende om at opnå en effekt på patientbehandlingen. Og selvom min forskning kun sjældent aktivt involverer patienter, så handler den i meget høj grad om dem. Derfor er jeg nødt til kende klinikken, til at kende patienterne, til at vide, hvilke ændringer der sker og hvorfor. Det er simpelthen nødvendigt, både for mig og for min forskning, at jeg er tæt på de patienter, det hele drejer sig om, forklarer han.
Og sådan har det været, lige siden Søren Dalsgaard fik sit første kliniske job. Faktisk har han igennem hele sin karriere gjort sig ganske store krumspring for at holde fast i kombinationen af klinik og forskning: I næsten ti år pendlede han således mellem Sygehus Telemark i det sydlige Norge og Center for Registerforskning i Aarhus, fordi nordmændene kunne tilbyde ham en overlægestilling på deltid uden personaleledelse og derfor maksimal tid sammen med patienterne, mens stillingen som professor ved Aarhus Universitet åbnede dørene for favoritdisciplinen: En hel masse registerbaseret forskning.
Men selvom han har gjort sig nogle meget determinerede valg i karrieren, der har udfordret ham geografisk, så er hele hans overordnede karrieredesign ikke nødvendigvis noget, der har ligget i kortene. Hverken når det kommer til det at forske, at arbejde i psykiatrien – eller overhovedet at blive læge.
Børn før psykiatrien
Søren Dalsgaard er opvokset i landsbyen Søvind mellem Odder og Horsens. Hans far var selvstændig legetøjs-grossist, mens moren var sygeplejerske, men ellers har der ikke været noget, som på nogen måde har skubbet ham i retningen af et arbejdsliv i sundhedsvæsnet. Efter gymnasiet gik der da også en god håndfuld år, inden han besluttede sig for at starte på medicinstudiet – bl.a. med en omvej omkring optagelsesprøven på Journalisthøjskolen.
- Det stod hurtigt klart, at journalist skulle jeg i hvert fald ikke være, men en overgang troede jeg, at jeg skulle være sygeplejerske. Det var der en god ven, som fik mig talt fra, fordi jeg nok ville ende med at være utilfreds med, at jeg ikke var den, der skulle tage beslutningerne. Det var et ret indsigtsfuldt råd, så jeg startede på medicin i stedet for, og dér fandt jeg hurtigt sammen med tre andre gutter. Vi lavede en læsegruppe, og vi har holdt sammen lige siden. Undervejs i studiet holdt vi orlov samtidig med hinanden, så vi kunne blive ved med at følges ad, og vi ses stadig alle fire i dag, fortæller han.
Hele firkløveret fra studiegruppen endte med at færdiggøre studiet og er i dag læger, men er endt i meget forskellige specialer: En er praktiserende læge, en anden neurokirurg, en tredje er øre-næse-hals-læge, mens Søren helst ville arbejde med børn. Derfor søgte han mod pædiatrien, men et klinikophold under studiet ændrede hans retning:
- Et eller andet sted kunne jeg nok mærke, at jeg sådan rent mentalt kan holde til det her med at arbejde med syge børn, som for nogen måske godt kan opfattes som en belastning. Det skulle udnyttes, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for børnene – jeg vil gerne hjælpe dem, så meget som jeg nu er i stand til. Men da jeg var i klinisk ophold på en pædiatrisk afdeling, fandt jeg ud af, at der lige dér faktisk ikke var ret meget tid til at snakke med børnene. Det tænkte jeg, at der måske var i psykiatrien – og derfor havnede jeg i børne-ungepsykiatrien.
Registrenes muligheder og begrænsninger
Helt specifikt startede Søren Dalsgaard som reservelæge på en børne-ungdomspsykiatrisk afdeling i Risskov i 1997. Og det var ganske enkelt det rigtige valg. Her oplevede han netop et speciale, hvor der i meget høj grad var mulighed for at gøre en forskel for børnene – hjælpe dem i en til tider særdeles udfordret hverdag. Og et speciale, hvor der faktisk var tid til samtalen med patienterne.
Et år senere fik han muligheden for at starte førnævnte ph.d.-projekt på et helt unikt datasæt om nogle af de første børn, som blev sat i medicinsk behandling for deres ADHD-diagnose. Og selvom han ikke havde skænket en forskerkarriere en tanke før det, så takkede Søren Dalsgaard ja til muligheden for at blive den på det tidspunkt kun anden person i Danmark, som lavede ph.d. i børne- og ungdomspsykiatrien.
- For at være helt ærlig, så troede de andre fra læsegruppen ikke på det. Altså de er jo søde og meget støttende, men det virkede nok ret fjernt fra noget, jeg skulle beskæftige sig med. Faktisk er det lige før, at de stadigvæk ikke helt tror på det, siger han med et stort grin.
Ikke desto mindre er han blevet i sporet lige siden. Med samme fokus og samme metode. For de danske registre kan noget helt særligt, understreger Søren Dalsgaard:
- Det er klart, at man skal være klar over registrenes begrænsninger, at man fx mangler detaljer, at man er nødt til at arbejde med nogle lidt grove kategorier. Men når det er sagt, så rummer de danske registre nogle helt særlige muligheder for at lave noget, man bare ikke kan lave i resten af verden. Det er helt unikt.
Af sine mange publikationer fremhæver han selv et studie, som i 2015 blev publiceret i The Lancet. Han har sådan set publiceret undersøgelser i bedre rangerede videnskabelige tidsskrifter siden, men dels var han hovedforfatter på dette projekt, og dels havde det stor betydning for, hvordan ADHD i det hele taget opfattes. Det var et projekt, som vakte genklag verden over.
- Efter studiet blev trykt, blev jeg inviteret til konferencer over hele verden. Jeg synes godt, at man kan sige, at det projekt var med til at sætte ADHD på landkortet på en anden måde end hidtil. Det var, som om man blev lidt mere klar over alvoren i sygdommen, siger Søren Dalsgaard om projektet, som fulgte 30.000 børn og unge med ADHD.
Læren fra de gamle
I projektet sammenlignede han denne gruppe med børn uden diagnosen – og konstaterede blandt andet, børn med ADHD er i voldsom forøget risiko for tidlig død. I projektet delte han også børnene op i fire grupper; en hvor de udelukkende er diagnosticeret med ADHD, en med ADHD og adfærdsforstyrrelser, en med ADHD og misbrugsproblemer og en med ADHD og begge problematikker.
- Børnene med ren ADHD har cirka en 50 procents øget risiko for tidlig død i forhold til øvrige børn uden disse diagnoser. Og den risiko stiger så til en otte gange så stor risiko, hvis de har begge problemer med. Det er voldsomt. Og det var også det, som var med til at få opmærksomhed omkring, at diagnosen ikke bare handler om børn, der har svært ved at sidde stille i klasselokalet, siger Søren Dalsgaard.
Der er dog også positive ting midt i det, som kan virke meget dystert: Den medicinske behandling af ADHD har nemlig god effekt på børnene. Ydermere er vi i Danmark gode til at administrere den. I andre lande lader der til at være en tendens til at overbehandle, så børn unødvendigt sættes i behandling. Det gælder fx USA, hvor 10 procent af alle børn kommer i behandling for ADHD – til sammenligning ligger vi på tre procent i Danmark.
- Alting tyder på, at vi gør rigtigt meget godt herhjemme i mødet med de her børn. Det skal vi glæde os over. Jeg har været med i en del år nu, og jeg har blandt andet oplevet, hvordan evidensen i vores fag er blevet større og større de sidste årtier. Der er kommet fokus på de biologiske og genetiske faktorer bag psykiatrisk sygdom, og det er vigtigt. Vi har i samme periode fået indført behandlingsgarantier i psykiatrien, og de kommer også med fordele. Men jeg tror, vi skal passe på med helt at glemme noget af det første, jeg mødte i børne- og ungdomspsykiatrien: Tiden til patienterne, siger Søren Dalsgaard og uddyber:
- Personligt er jeg i hvert fald meget glad for, at jeg lige nåede at få lejlighed til at lære lidt af de gamle i faget. Det var læger, som tillod sig at være langsomme, når der var behov for det. Jeg tror, det er farligt hele tiden at være meget hurtig til at lægge sig fast på, hvad det drejer sig om, når man sidder med en patient. Det er i mine øjne for risikofyldt. Vi skal huske på, at ud over at være en behandler for de her børn, så er man også en person, som bare er til stede sammen med børnene. Det er vigtigt!