Bipolar affektiv sindslidelse er en alvorlig psykiatrisk sygdom, som kan medføre betydelig funktionsnedsættelse og reduceret livskvalitet. Mennesker med bipolar lidelse får ofte diagnosen i det tidlige voksenliv, sammenfaldende med tidspunktet hvor de er ved at udvikle og – udforske deres seksuelle identitet. En sund seksuel udvikling er vigtig for at opnå sunde seksuelle relationer og adfærdsmønstre, som også bidrager til øget livskvalitet. Kun få studier undersøger seksuelle forstyrrelser hos mennesker med bipolar lidelse. Det tyder dog på, at mennesker med en psykiatrisk diagnose har øget risiko for seksuelle dysfunktioner som kan medføre parforholdsudfordringer, store personlige gener og forværring af den psykiatriske lidelse. Dette studie sætter fokus på forekomsten af samtidig bipolar lidelse og seksuel dysfunktion med henblik på udvikling af ny viden, optimering af behandling og øget livskvalitet for mennesker med bipolar lidelse.